Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen en lang række danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.
Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anna G. Bach, agb@forsikringogpension.dk.
Fakta om Forsikringsoplysningen:
Forsikringsoplysningen har i mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/
Brevkasse for december:
Spørgsmål: Kan jeg få erstatning efter et styrt til en julefrokost for 4 år siden?
Hej
Mon I kan give mig et hint om min sag?
For ca. 4 år siden kom jeg til skade med min ryg under et fald til en julefrokost. Jeg mærker nu virkelig eftervirkningerne herfra. Har jeg nogle muligheder for at få erstatning fra min ulykkesforsikring? Og hvilken betydning har det, at jeg i mellemtiden har skiftet forsikringsselskab?
Med venlig hilsen
Den uheldige
Svar:
Hej uheldige
Som hovedregel bliver dit krav mod forsikringsselskabet forældet efter 3 år. Men der kan i nogle situationer være mulighed for at få genoptaget sagen. Det afhænger bl.a. af, om du har anmeldt uheldet, da du kom til skade.
Hvis du ikke har anmeldt skaden
Har du aldrig anmeldt ulykken til din ulykkesforsikring, er dit krav umiddelbart forældet efter de almindelige regler i Forældelsesloven.
Hvis du har anmeldt skaden
Har du anmeldt skaden til din ulykkesforsikring, da du kom til skade, kan du søge om at få sagen genoptaget hos dit forsikringsselskab – i princippet indtil 30 år efter ulykken.
Det kræver dog, at der er nye oplysninger, fx fra din læge om at følgerne efter din ulykke er forværret.
Når du har skiftet forsikringsselskab
Dit nye forsikringsselskab dækker ikke skader, som er opstået, før du købte forsikringen hos dem. Selvom du er skiftet forsikringsselskab siden ulykken, er det dit gamle forsikringsselskab, du skal prøve at få sagen genoptaget hos.
Jeg vil anbefale dig at kontakte dit gamle forsikringsselskab for at høre, hvad de har brug for.
Det skal du være opmærksom op, hvis ulykken er sket til en firmajulefrokost
Du skriver ikke, om ulykken er sket til en privat julefrokost eller en firmajulefrokost. I sidstnævnte tilfælde kan der også være mulighed for at få genoptaget sagen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), hvis ska-den er anmeldt til din arbejdsgivers arbejdsskadeforsikring, da du kom til skade. Du kan læse mere på AES’ hjemmeside: https://aes.dk/da/Arbejdsskader/Saadan-forlober-en-skadesag/Genoptagelse/Genoptagelse-af-sporgsmAalet-om-erstatni.aspx.
Hvis skaden er dækket af en arbejdsskadeforsikring, skal du desuden være opmærksom på, at din egen ulykkesforsikring kun dækker, hvis det er en heltidsforsikring.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Er en tryghedsforsikring på min computer en god investering?
Hej Forsikringsoplysning
I forbindelse med Black Friday var jeg var i Elgiganten, fordi jeg skulle have en ny bærbar computer. Jeg blev tilbudt en tryghedsforsikring med i købet, men jeg var i tvivl, om det overhovedet kan svare sig at købe sådan en forsikring – og i øvrigt, om jeg ikke i forvejen er dækket af min indboforsikring.
Jeg endte derfor med at droppe forsikringen, men jeg er lidt nysgerrig efter, hvad man reelt får for sine penge, og hvor forsikringen adskiller sig fra min almindelige indboforsikring?
Vh.
Tilbudsjægeren
Svar:
Hej tilbudsjæger
En tillægsforsikring dækker pludselige skader og funktionsfejl - fx hvis du taber din computer på gulvet, eller hvis der sker mekaniske fejl eller nedbrud, som gør computeren ubrugelig.
Om forsikringen er pengene værd, og om du har behov for forsikringen, er en helt individuel vurdering. Det afhænger bl.a. af, hvor meget du selv har råd til at betale, hvis uheldet er ude, og hvor meget varen koster.
Din egen indboforsikring dækker fx brand, tyveri og skader efter skybrud. Men den dækker normalt ikke øvrige pludselige skader, som en tillægsforsikring (tryghedsforsikring) gør. Kun hvis du har udvidet din indboforsikring med en elektronikdækning eller en dækning for pludselige skader, kan der være et overlap.
Du skal være opmærksom på, at der kan være flere forskelle mellem den forsikring, som du kan købe i butikken, og den du kan købe hos dit eget forsikringsselskab. Jeg vil nævne et par af dem her:
Den forsikring, du kan købe i butikken
- Forsikringen skal købes samtidig med den vare, du ønsker at forsikre.
- Forsikringen dækker kun det enkelte apparat, du køber. Vær opmærksom på, at forsikringen ophører, hvis din computer bliver stjålet eller totalskadet inden forsikringens udløb.
- Der kan være forskellige dækningsperioder fra 1 til 4 år.
- Der sker typisk ikke afskrivning på erstatningen pga. alder. Men nogle forsikringer erstatter maksimalt købsprisen ved totalskade.
- Der kan være en selvrisiko på udvalgte apparater, fx på mobiltelefoner og computere.
- Der kan være en begrænsning på, hvor mange skader, du kan anmelde.
Den forsikring, du kan købe via din indboforsikring
- Du kan købe forsikringen løbende, dvs. når som helst.
- Forsikringen dækker hele husstandens elektronik (til indendørs brug).
- Forsikringen kan enten dække i en tidsbegrænset periode uden afskrivning, eller den kan dække i hele apparatets levetid typisk med afskrivning fra en vis alder. Tjek dine forsikringsvilkår.
- Ved totalskade bliver erstatningen beregnet med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende produkt.
- Der er typisk en generel selvrisiko på mellem 1000-2000 kr.
Jeg håber, at mit svar har gjort dig bedre rustet til at kunne træffe et valg, hvis du igen vil forsikre nyindkøbt elektronik.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Kan jeg forsikre mig i mod sætningsskader?
Kære Forsikringsoplysningen
Der er mange steder i Danmark, hvor der bliver separatkloakeret. Det er bl.a. også sket i mit område i sommers. Mit hus har i samme forbindelse fået en større revne i den ene gavl, og jeg kender flere eksempler, hvor huse har fået sætningsskader, fordi kommunen har gravet ude på vejen.
Kommunen fralægger sig ethvert ansvar og siger, at jeg som boligejer selv må sikre mig, at min sokkel/mit hus kan holde til gravearbejdet i gaden.
Mit spørgsmål er derfor nu, om man kan lave en forsikring, som kan dække sådanne skader?
Den frustrerede husejer
Svar:
Kære frustrerede husejer
I princippet kan det meste forsikres, så længe man kan overtale et forsikringsselskab til at tage risikoen, og hvis man vil betale den pris, som forsikringsselskabet forlanger.
I det konkrete tilfælde kan det dog blive ganske svært. For en almindelig husforsikring dækker ikke sætningsskader.
Hvis kommunen påstår, at de kan fralægge sig ethvert ansvar for skader, der sker under deres byggeri/renovering, er det nok en påstand med modifikationer. Juridisk set er forholdene lidt mere komplekse.
Udgangspunktet er, at man som bygherre selvfølgelig ikke bare kan lave skader på andres ejendom, og at man bliver ansvarlig, hvis den, som lider skade, kan bevise, at gravearbejdet har medført revnedannelser/sætningsskader på nærliggende ejendomme. Men som husejer kan man ikke kræve erstatning, hvis det viser sig, at huset/fundamentet er mere skrøbeligt/ustabilt end forventeligt. Det kan være ud fra en individuel betragtning eller på grund af husets alder.
Når man juridisk skal tage stilling til, om en bygherre er ansvarlig for skaden på et hus, vil der, ud over fundamentets tilstand, også blive lagt vægt på den metode, der har været valgt til at foretage udgravningen, fx tunge gravemaskiner vs. en håndskovl samt afstanden til huset.
Inden arbejdet bliver igangsat, er det en god ide, at man som husejer sikrer sig beviser for ejendommens tilstand fx ved fotos.
Det kan blive svært for dig at få en forsikring, der dækker sætningsskader, men kommunen kan købe en ansvarsforsikring, der dækker deres ansvar for graveskader, hvilket er en helt almindelig forsikringstype. Og det er helt klart, at kommunen ikke bare generelt kan fraskrive sig sit bygherreansvar.
Jeg håber, at det har givet dig svar på dit spørgsmål.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Nøgleord
Billeder
Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Rekord: 80.000 danskere arbejder efter folkepensionsalderen21.4.2025 12:58:07 CEST | Pressemeddelelse
I morgen tirsdag skal Folketinget igen træffe beslutning om velfærdsaftalen, som denne gang hæver folkepensionsalderen til 70 år fra 2040. De seneste års udvikling viser da også en markant stigning i danskere, der arbejder frem til – og efter – folkepensionsalderen.
Nye tal: Region Syddanmark har flest skader efter skybrud i 202411.4.2025 11:12:16 CEST | Pressemeddelelse
2023 var det vådeste år nogensinde, og 2024 følger lige efter. Nu viser nye tal fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen, at Region Syddanmark indtager en tvivlsom førsteplads blandt alle regioner i antal skybrudsskader.
Regeringens psykiatriplan – en nødvendig plan for et nødlidende område8.4.2025 11:36:39 CEST | Pressemeddelelse
Godt at der er politisk fokus på at styrke psykiatrien. Det mener forsikrings- og pensionsbranchen, der længe har mærket, at den offentlige psykiatri er under alvorligt pres og gennem de seneste år, har hjulpet tusindvis af danskere.
Forsikringsbranchen: Konkurrencen på forsikringsmarkedet er stærk og velfungerende1.4.2025 08:59:22 CEST | Pressemeddelelse
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort sin rapport om konkurrencen inden for private skadesforsikringer. Næsten 500.000 danskere skifter forsikring hvert år, og efter tre års analysearbejde har styrelsen da heller ikke identificeret nogen barrierer for konkurrencen. Forsikringsmarkedet er i høj grad også kendetegnet ved at være velfungerende og mangfoldigt, understreger Forsikring & Pension. Branchen arbejder samtidig for, at endnu flere danskere løbende tjekker op på deres forsikringer og dækning
Finanssektoren efterspørger finansieringen til efteruddannelse i den nye uddannelsesreform26.3.2025 13:16:27 CET | Pressemeddelelse
Reformen af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser er efter et meget langt tilløb nu landet, men mangler afgørende finansiering til efteruddannelse. Det mener organisationer på tværs af den finansielle sektor.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum