Gode dagtilbud kan løfte børn i udsatte positioner
Hvad betyder det for børn i udsatte positioner og deres familier, at børnene kommer i dagtilbud – og hvorfor? Hvilke indsatser er vigtige? Og hvad forstår vi overhovedet ved børn i udsatte positioner? Det er nogle af de temaer, Kirsten Elisa Petersen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, retter blikket mod i ’Pædagogisk indblik’.
”Når vi i forskningen taler om børn i udsatte positioner, er det for at tydeliggøre, at der ikke er noget galt med det enkelte barn, men at udsatheden kan være knyttet til de vilkår, barnet vokser op under. I forskningen forbindes de udsatte positioner typisk med en opvækst i fattigdom eller i udsatte boligområder. Det kan fx være, at barnet vokser op med en eneforsørger, der enten er lavt uddannet eller slet ingen uddannelse har, og som ikke er tilknyttet til arbejdsmarkedet, eller at barnet vokser op i en familie med etnisk minoritetsbaggrund,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Inden for forskningsfeltet forstås ’etnisk minoritetsbaggrund’ fx som indvandrere fra de såkaldt tredjeverdenslande, hvor forældrene kan være i risiko for at befinde sig i udsatte positioner i forhold til mulighederne for uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan så igen virke ind på barnets muligheder i forhold til dagtilbud, skolegang og uddannelse.
Kvalitet er afgørende
Kirsten Elisa Petersen har gennemgået en lang række skandinaviske og internationale studier inden for området, og ikke et eneste af dem konkluderer, at det er uden betydning for børn i udsatte positioner, om de kommer i dagtilbud eller ej.
“Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at forskningen er enig om, at det gør en forskel for disse børn at komme i dagtilbud. Men der er også enighed om, at det skal være såkaldte højkvalitetsdagtilbud for at det får en positiv betydning. Kommer børn i udsatte positioner i dagtilbud af lav kvalitet, er de tværtimod dobbelt udsatte,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Kvalitet handler på den ene side om normeringer, det pædagogiske personales uddannelse og de fysiske forhold i dagtilbuddet. Og på den anden side om kontakten og interaktionen mellem børnene og det pædagogiske personale.
“Her peger meget af forskningen på, at når man støtter børn i udsatte positioner i deres sociale, emotionelle og især læringsmæssige udvikling med særligt tilrettelagte pædagogiske indsatser i dagtilbud, så har de større chancer for at klare sig godt, når de kommer i skole og senere i tilværelsen i forhold til uddannelse og arbejde. Det kan godt få nogen til at sige, at alting jo ikke handler om skole, uddannelse og arbejde i fremtiden, men at der også er et børneliv her og nu. Børns fællesskaber med andre børn og pædagogerne og mulighederne for leg i hverdagen er naturligvis også betydningsfuldt. Pointen er da heller ikke, at dagtilbud kun handler om skoleforberedelse, men især at pege på betydningen af, hvordan man gennem tidlige pædagogiske indsatser kan medvirke til at forebygge en opvækst i fattigdom og social udsathed,” siger Kirsten Elisa Petersen.
At kunne møde den anden
I forskningsoversigten gennemgår Kirsten Elisa Petersen en række indsatser rettet mod ikke bare børn i udsatte positioner, men også mod deres forældre og det pædagogiske personale.
“I de såkaldt helhedsorienterede indsatser er der fokus på alle tre grupper: fx på at stimulere børnenes trivsel og udvikling, på at hjælpe forældrene til at læse og lege med børnene, og på at styrke pædagogernes faglige viden om børn i udsatte positioner og om, hvordan man tilrettelægger aktiviteter, der fremmer udvikling, trivsel og fællesskaber,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Navnlig ét af de mange studier gjorde indtryk på Kirsten Elisa Petersen.
”Studiet betonede, at det er særligt vigtigt for den pædagogiske faglighed i forhold til børn i udsatte positioner at kunne møde den anden. I stedet for at sige: Nu møder jeg igen et barn med de samme sociale og emotionelle udfordringer, som jeg har mødt hundrede gange før, og derfor ved jeg nærmest rutinemæssigt, hvad jeg skal gøre, skal man møde dette barn og dets familie åbent og respektfuldt, som de unikke væsener de er, ” siger hun.
For Kirsten Elisa Petersen understreger denne pointe, hvad den pædagogiske faglighed egentlig handler om i forhold til børn i udsatte positioner:
”Som profession i velfærdsstaten har den dybest set fokus på og mulighed for at medvirke til at skabe sociale forandringer. Pædagogprofessionen og de dagtilbud, den udfolder sig i, har en vigtig stemme i forhold til at forbedre livsmulighederne for disse børn og deres familier, ” siger hun.
“Alle børn skal have de bedst mulige kort på hånden til at komme ud i verden”
Samtidig med forskningsoversigten udgiver DPU en podcast, hvor Kirsten Elisa Petersen fortæller om dagtilbud og børn i udsatte positioner og om sin forskningsoversigt. Du møder også en klyngeleder og en pædagog fra en integreret institution på Ydre Nørrebro med en høj andel af børn i udsatte positioner. De fortæller om det dybt meningsfulde arbejde med at gøre en forskel for disse børn og deres familier gennem tæt samarbejde med forældre og den lokale folkeskole.
Fakta
’Dagtilbuddets betydning for børn i udsatte positioner’ af Kirsten Elisa Petersen er den anden forskningsoversigt i DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforsknings nye e-bogsserie ’Pædagogisk indblik’, der er skrevet direkte til lærere, pædagoger, ledere, konsulenter, beslutningstagere, forvaltninger og alle andre, der beskæftiger sig med pædagogik eller uddannelse i praksis.
Forskningsoversigten giver overblik over den eksisterende skandinaviske og internationale forskning i dagtilbuddets betydning for børn i udsatte. Den inviterer – bl.a. via arbejdsspørgsmål – læserne til at diskutere og tage stilling til de spørgsmål og svar, forskningen peger på, og giver samtidig et indblik i de forudsætninger, den bygger på.
’Pædagogisk indblik’ udgives i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.
Kontakter
Kirsten Elisa Petersen, lektor DPU, Aarhus Universitet
E-mail: kepe@edu.au.dk
Telefon: 87151839
Links
Information om Aarhus Universitet: Arts
DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) er en del af Faculty of Arts, Aarhus Universitet.
DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.
Læs mere på www.dpu.au.dk
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
SLØK-forelæsning med Lea Ypi, Professor i Politisk Teori, London School of Economics3.9.2025 08:27:56 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 24. oktober 2025 kl. 13.30-15.00 afholdes årests SLØK-forelæsning på Aarhus Universitet med LEA Ypi, professor i Politisk Teori, London School of Economics
Kultur som immunforsvar: ny doktordisputats udfordrer forståelsen af fællesskaber29.8.2025 08:55:05 CEST | Pressemeddelelse
Den 19. september forsvarer Jesper Sørensen, lektor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, sin doktordisputats. En afhandling, der forener hjernens forudsigelser, kroppens immunforsvar og menneskets kulturhistorie for at svare på spørgsmålet: hvorfor overlever kulturer – og forandrer sig?
Læseglæden hos skoleelever falder støt, jo ældre de bliver20.8.2025 10:36:04 CEST | Pressemeddelelse
I 2023 viste den internationale PIRLS-undersøgelse, at danske 4. klasseelevers læseglæde er i frit fald. En ny omfattende undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet af læseglæden hos folkeskoleelever i Rudersdal Kommune bekræfter den bekymrende udvikling, hvor især smartphonen er den store synder. Undersøgelsen peger på forhold i både skolen og hjemmet, der påvirker børn og unges lyst til at læse, og leverer anbefalinger til, hvordan vi kan vække læseglæden.
Historiker om kommende EU-formandskab: USA vender blikket mod Europa – igen19.6.2025 07:42:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli 2025 i en tid med øget geopolitisk spænding. USA har igen fokus på Europa og efterlyser større ansvar fra sine allierede – et mønster, der ifølge professor i historie på Aarhus Universitet, Thorsten Borring Olesen, har rødder tilbage til 1973.
Ny forskning kortlægger buddhismens tilstedeværelse i Norden17.6.2025 10:27:10 CEST | Pressemeddelelse
I et nyt fællesnordisk forskningssamarbejde kortlægger religionsforsker Jørn Borup fra Aarhus Universitet sammen med kollegaer fra hele Norden buddhismens udvikling og mangfoldige udtryk. Resultaterne præsenteres i Buddhism in the Nordic Countries – den første samlede og sammenlignende analyse af religionens rolle i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum