Hæstorp om økonomiaftalen: Glad for regeringens anerkendelse af regionernes arbejde
4.9.2019 13:33:29 CEST | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse

”Anerkendelsen skal i særdeleshed sendes videre til vores dygtige og hårdtarbejdende personale på hospitalerne. Sygeplejersker, sosu’er, portører, læger, sekretærer og alle andre, som hver dag går på arbejde for at give patienterne et trygt forløb og den bedste behandling,” siger Sophie Hæstorp Andersen.
Udsigt til at undgå regionale besparelser på hospitalerne
”1,5 mia. kr. ekstra til regionerne er grundlæggende et godt resultat, men det ærgerligt, at vi står til at miste ca. 90 mio. på bloktilskuddet. Jeg er glad for, at regeringen trods alt har lyttet til behovet for at styrke regionernes økonomi,” siger hun og fortsætter:
”Vi bliver flere ældre, og vi får hele tiden bedre – men også dyrere – muligheder for behandling og medicin. Det er positivt, at regeringen anerkender, at økonomien skal følge med. Jeg forventer med den nye økonomiaftale, at regionsrådet kan undgå at sende et sparekrav til hospitalerne, når vi nu skal til at lægge budgettet for næste år.”
Mere sammenhæng og nærhed
Regeringen og Danske Regioner tager i aftalen endegyldigt afsked med produktivitetskravet, som i årevis har presset hospitalerne økonomisk med en krav til at lave 2% mere om året for de samme penge. I stedet bliver regionerne målt på, om vi styrker sammenhængen og nærheden i behandlingstilbud.
”Det er den rigtige vej at gå,” siger Sophie Hæstorp Andersen (S). ”Hvis du er en travl familiefar med børn og arbejde, så giver det mening, hvis vi kan give dig mulighed for at tage fx prøver og medicin derhjemme. Samtidig er vejen banet for et bedre samarbejde med kommunerne, så vi i fællesskab kan sørge for, at ingen falder ned mellem to stole, når de bliver udskrevet fra hospitalet og fx skal til genoptræning i kommunen. Det arbejde er vi i fuld gang med, og økonomiaftalen giver os mulighed for at fortsætte.”
Mindre administration og mere personale
I aftalen slår regeringen og Danske Regioner fast, at regionerne skal fokusere på at bruge færre penge på administration. Pengene skal i stedet prioriteres til at ansætte mere sundhedsfagligt personale. Det bakker regionsrådsformanden op om:
”Det taler ind i den ambition, vi har Region Hovedstaden om at flytte ressourcer fra administration til behandling af patienter.”
Bedre rammer for regional udvikling
Regionsrådsformanden er glad for, at det i aftalen anerkendes, at det regionale udviklingsområde kræver regionale, politiske løsninger, og at der er behov for gode betingelser. I aftalen lægges der også op til, at regionerne igen kan deltage i samarbejder med andre lande om fx erhvervsfremme. Det glæder regionsrådsformanden:
”Når nye virksomheder skal vælge, hvor de vil slå sig ned, så vælger de jo ikke bare en by eller en kommune. De vælger en hel region på tværs af kommune- og landegrænser. Det er netop der, vores styrke som region ligger. Vi har allerede rigtigt godt samarbejde i Greater Copenhagen, og det arbejde kan vi nu fortsætte også indenfor erhvervsfremme.”
10-årsplan for psykiatrien
Regeringen og Danske Regioner er enige om at lægge en 10-årsplan for psykiatrien med fokus på forebyggelse, bedre sammenhæng i behandlingsforløb, nedbringelse af ventetider og forøget kapacitet.
”Psykiatrien er et lidt forsømt område, og det går ud over de mennesker, som forsøger at få en hverdag med psykisk sygdom til at hænge sammen. Jeg er tilfreds med, at regeringen og Danske regioner har taget et skridt på vejen til en styrkelse af psykiatrien. Vi vil selvfølgelig indgå i det arbejde fremadrettet. Men jeg må også sige, at planer ikke i sig selv løser noget. Hvis vi virkelig skal styrke sammenhængen mellem sektorer, blive bedre til at forebygge og i det hele taget få psykiatrien op på niveau med resten af sundhedsvæsnet – så kræver det et markant økonomisk løft i både behandlings- og socialpsykiatrien.”
Yderligere oplysninger
- Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten i Region Hovedstaden 70209588 / presse@regionh.dk
Billeder

Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
Region Hovedstaden fejrer letbaneåbning ved Herlev Hospital22.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag åbner Hovedstadens Letbane hele vejen fra Ishøj til Lundtofte. Ved Herlev Hospital fejrer Region Hovedstaden dagen med is, ultralydsundersøgelse og et bamsehospital for de mindste.
Flere sygeplejersker og jordemødre på hospitalerne – og nyansatte bliver længere13.7.2026 08:14:56 CEST | Pressemeddelelse
Der har aldrig været mere sundhedspersonale ansat i Region Hovedstaden. Sygefraværet er faldet, og 76 procent er meget glade for at gå på arbejde. Det er en positiv udvikling, men vi har fortsat et arbejde foran os, siger udvalgsformand Susanne Due Kristensen (S).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
