København styrker sin ambitiøse mad-indsats med ny Mad- og Måltidsstrategi
Københavns Kommune har gennem flere år haft succes med at styrke økologien og madkvaliteten i sine institutioner. Indsatsen har betydet, at næsten 90 procent af maden i de kommunale måltider i dag er økologisk. Med den nye mad- og måltidsstrategi tager kommunen næste skridt og samler alle madindsatser under ét – på tværs af hele kommunen. Det skal sikre sundere mad, styrke madkulturen og mindske madspild.
”Vi sikrer endnu sundere måltider og mere økologi til byens børn, unge og ældre. Samtidig mindsker vi kommunens madspild og klimaaftryk. Det er jeg glad og stolt over. København skal gå forrest på den grønne dagsorden – også på madområdet. Det gavner københavnerne og inspirerer resten af verden til en grønnere retning,” siger overborgmester Frank Jensen (S).
Den nye madstrategi er helhedsorienteret og har derfor både fokus på madens kvalitet, på ernæring og sundhed og på styrkelse af sociale fællesskaber, trivsel og god madkultur blandt børn, unge og ældre københavnere. Derfor skal der bl.a. skabes flere fællesspisninger på skoler og plejehjem, de sunde mellemmåltider i fritidstilbud og klubber skal opprioriteres og kommunale medarbejdere skal have sundere madordninger.
Omlægningen til økologi i de kommunale køkkener har betydet, at råvarerne over de seneste år i høj grad er skiftet ud med grøntsager og lokalproducerede fødevarer. Med strategien tager kommunen næste logiske skridt og forstærker Københavns klimafokus. Fremadrettet skal mængden af belastende kødtyper reduceres til fordel for mere plantebaseret kost og der skal arbejdes endnu mere målrettet for at undgå madspild. Målet er at reducere fødevarernes samlede CO2-aftryk med 25 pct. allerede i 2025.
”Jeg er utrolig glad for, at mit og Alternativets forslag om mere plantebaseret mad på tallerkenerne i kommunens institutioner har været med til at bane vejen for en ambitiøs, klimaorienteret mad- og måltidstrategi. Det er magtpåliggende for mig og Å, at kommunen går forrest i den grønne omstilling, får reduceret kommunens CO2-aftryk og ikke mindst inspirerer københavnerne til at spise mindre kød og mere grønt,” siger kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å)
Bæredygtige fødevarer vil være et fokusområde på det kommende C40-topmøde, som København er vært for 9. okt-12. okt. Her vil Københavns nye klimavenlige madstrategi være input til diskussionerne om, hvordan fødevarestrategier kan indgå som en del af byernes klimaløsninger.
Københavns nye mad- og måltidsstrategi blev godkendt af Københavns Kommunes økonomiudvalg tirsdag den 13. august. Strategien forventes vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation den 22. august.
”Strategien understreger, at den mad vi spiser, har stor betydning for både sundhed, livskvalitet og klimaet. Vi ved, at der er stor forskel på københavnernes madvaner. Eksempelvis er der en stærk sammenhæng mellem ens uddannelseslængde og sunde madvaner. Med strategien sætter vi en tydelig retning for, hvordan mad og måltider aktivt kan bidrage til at mindske den sociale ulighed i sundhed og styrke folkesundheden”. ’ siger sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (F)
’Når vi serverer sunde og grønne og ernæringsrigtige måltider i vores skoler og daginstitutioner giver vi samtidig børnene gode forudsætninger for at få gode kostvaner resten af livet. Sunde madvaner er en vigtig byggesten i indsatsen mod social ulighed, og med den nye strategi for Københavns mad og måltider tager vi endnu et vigtigt skridt for at give alle børn den bedste start på tilværelsen. Vi giver samtidig et godt bidrag til, at børnene overtager en mere bæredygtig klode. siger børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S)
Fakta
Københavns nye mad- og måltidsstrategi udfoldes under fem temaer, der skal sikre, at arbejdet med mad og måltider er helhedsorienteret:
- Maden skal give den rette ernæring og styrke sundheden.
- Velsmag, kvalitet og madglæde skal være i højsædet.
- Måltiderne skal være bæredygtige og klimaansvarlige.
- Vi skal styrke sociale fællesskaber, madkultur og maddannelse.
- København skal være en sund, grøn og vital madby.
- Københavns Kommune køber årligt fødevarer for næsten 300 mio. kr. til byens skoler, plejehjem og daginstitutioner.
- I de sidste 18 år har Københavns Kommune prioriteret mad og måltider højt. Der er gennemført en ambitiøs omlægning, så næsten 90 pct. af maden i de kommunale måltider er i dag økologisk.
- Københavns Kommunens nye mad- og måltidsstrategi er udviklet på tværs af kommunens forvaltninger og i samarbejde med en ekspertgruppe bestående af:
- Michael Minter fra Concito
- Kok Christian Puglisi
- Per Kølster fra Økologisk Landsforening
- Klinisk diætist Maria Felding
- Else Molander fra Fødevarestyrelsen
- Mad- og måltidsstrategien ventes at blive præsenteret på det internationale C40-topmøde, der holdes i København fra 9-12 okt. oktober 2019.C40’s World Mayors Summit finder sted hvert tredje år og samler borgmestre fra de 94 medlemsbyer i C40-netværket, samt vigtige beslutningstagere og virksomhedsledere.
For mere information
Overborgmester Frank Jensen via pressekonsulent Simon Kærup, 24926298
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressechef Julie Stemann Monberg, 24 98 22 60
Sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (F) via pressechef Thomas Brahm, 29422549
Børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S) via pressechef Anni Lundqvist, 2945 4073
Nøgleord
Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Københavns Rådhus
1599 København V
33 66 33 66https://www.kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Supplerende miljøkonsekvensvurdering af metrolinje M5 kan snart sendes i offentlig høring30.4.2025 15:27:43 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune sender snart supplerende miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5 i offentlig høring hos københavnerne. Metrolinjen skal gå fra Københavns Hovedbanegård til flere stop på Amager og senere også Refshaleøen og Lynetteholm.
For første gang: Københavns Kommune kortlægger biodiversiteten i byen23.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mangfoldigheden af natur og dyreliv er for første gang blevet kortlagt i København. En ny rapport viser, hvor der er potentiale for at bevare, forbedre og udvide den eksisterende biodiversitet i Københavns Kommune.
Et år efter lukningen af Pusher Street: Sådan er trygheden i dag5.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På søndag er det et år siden, Pusher Street blev ryddet én gang for alle. Nu viser nye tal, hvordan trygheden ser ud et år efter rydningen.
Snydt af chefen: 203 ansatte fik for lidt i løn3.4.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
203 ansatte hos leverandører til Københavns Kommune kan se frem til en historisk høj efterbetaling. De er nemlig i 2024 blevet snydt for løn. Det viser Københavns Kommunes årlige rapport om social dumping. Rapporten konkluderer, at der blev snydt med løn i tre ud af fire kontroller, som kommunen udførte.
Københavns Kommune og regeringen indgår historisk aftale om byudvikling og infrastruktur28.3.2025 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med aftalen vil parterne anlægge en ny M5-metrolinje og etablere første etape af en Østlig Ringvej, der skal dirigere trafikken uden om det centrale København. Aftalen løser kapacitetsudfordringerne for det eksisterende metronet og muliggør, at store områder i Københavns Østhavn kan byudvikles.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum