Spis chokolade med bedre samvittighed
Miljørigtig kakaodyrkning, der ikke skader klima og biodiversitet, ordentlige arbejds- og levevilkår for kakaofarmere samt afvikling af tvangs- og børnearbejde. Det skal nye internationale standarder nu være med til at sikre, så der også i fremtiden bliver produceret kakao nok til at dække den globale efterspørgsel.
- Toms Gruppen har længe arbejdet målrettet med at hjælpe kakaofarmere til at opnå bedre og mere bæredygtig kakaoproduktion. Derfor ser vi rigtig stor værdi i, at der nu findes internationale standarder på området, som kan understøtte denne udvikling, siger Lea Sørensen Holm, CSR & Communications Manager i Toms Gruppen, der har spillet en aktiv rolle i udviklingen af standarderne.
Kakaostandarderne er de første internationale standarder, der er udarbejdet af alle aktører i en sektor, inklusiv kakaofarmerne selv, for at opnå bæredygtig produktion. Og modellen kan let overføres til andre sektorer, så effekten kan mangedobles ved en ret lille indsats.
- Det kan lyde som en dråbe i havet, at kakaosektoren har sat sig for at opnå bæredygtighed, men standarder koster relativt lidt at udarbejde og har en enorm effekt på verdensmarkedet, siger Lars Brogaard, der er seniorkonsulent i Dansk Standard og har været ansvarlig for arbejdet med de nye ISO-standarder.
I dag er det kun 10 % af kakaoproduktionen, som kan opfylde dele af de nye standarders krav. Håbet er, at over 50 % af kakaoproduktionen inden for de næste 10 år vil blive produceret efter de nye krav.
Kakaobønderne skal lære at drive bæredygtig forretning
Noget af det unikke ved standarderne er, at de fremfor blot at opliste en række faste krav til kakaoproduktionen, skal give farmerne forretningsforståelse og lære dem at drive forretning.
- Størstedelen af verdens 8 mio. kakaobønder lever i fattigdom. Og det er en af hovedårsagerne til en række andre problemer som tvangs- og børnearbejde samt manglende miljøhensyn, fortæller Lars Brogaard.
De nye krav har derfor indbygget en forretningsmodel, som vil føre til større indtægter for farmerne og bedre arbejdsvilkår for dem, der er ansat i kakaoproduktionen. Og det er vigtigt, hvis vi i fremtiden ikke skal løbe tør for kakao. Den lave indtjening får nemlig mange afrikanske unge til at fravælge arbejdet i kakaosektoren, hvilket på sigt kan betyde, at der ikke vil være nok kakao på verdensmarkedet til at dække efterspørgslen.
Krav til klimabeskyttelse
Derudover sætter de nye standarder også en række klima- og biodiversitetskrav, som er vigtige for at opnå en bæredygtig produktion. Primære skovområder må for eksempel ikke omdannes til kakaoproduktion og der er krav om, at farmene skal indrette farmen på en måde, som understøtter det naturlige dyre- og planteliv.
- Det vil naturligvis være udfordrende for kakaofarmerne at implementere de nye standarder. Derfor er der valgt en model, hvor de fleste kan være med fra starten, og de skal så hvert femte år leve op til endnu højere krav, siger Lars Brogaard.
Om standarderne
I 2012 tog Dansk Standard sammen med bl.a. Toms Gruppen initiativet til at udarbejde verdens første konsensus-baserede standarder for bæredygtighedskrav til kakao, der først og fremmest sigter på at skabe bedre levevilkår for kakaofarmerne.
Udarbejdelsen af standarderne har været støttet med danske udviklingsmidler. Det har muliggjort, at de afrikanske landes farmere, universiteter, myndigheder og NGO’ere for første gang har haft mulighed for at deltage i udviklingen af internationale ISO-standarder, som har afgørende betydning for deres landes produktion, økonomi og for de basale levevilkår for deres kakaofarmere, på lige vilkår med de vestlige lande.
Udover at øge mulighederne for at skabe arbejde og sikre højere indtægter og bedre arbejdsforhold på kakaofarmene, har standarderne også fokus at skabe bedre sociale forhold i udviklingslandene. Standarderne stiller således bl.a. også krav til øget fokus på kvinders rettigheder og deres ret til at deltage i ledelsen af kakaofarme og kakaokooperativer.
Standarderne for bæredygtig og sporbar kakao, ISO 34101-1, består af fire dele: Del 1 stiller krav til managementsystemer for bæredygtig kakao og løbende forbedring af forretningen. Del 2 specificerer økonomiske, sociale og miljømæssige kriterier. Del 3 indeholder krav til sporbarhed af bæredygtig produceret kakao. Del 4 omhandler krav til dem, der skal certificere kakao efter de nye standarder.
Nøgleord
Kontakter
Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos Lisa Olufson Klæsøe, presseansvarlig i Dansk Standard, på 27 12 93 69 eller lio@ds.dk
Information om Dansk Standard
Dansk Standard er Danmarks standardiseringsorganisation og arbejder bl.a. for at sikre dansk indflydelse på europæiske og internationale standarder. Dansk Standard tilbyder også rådgivning, kurser og undervisning.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard
Global standard for bæredygtighed i event-, møde-, sports- og oplevelsesbranchen er udkommet på dansk18.12.2024 13:40:47 CET | Pressemeddelelse
Der er stigende forventninger til, at organisationer i alle brancher arbejder kvalificeret og dokumenteret med bæredygtighed. For at hjælpe aktører i event-, møde-, sports- og oplevelsesbranche med at spille kvalificeret ind i den bæredygtige omstilling blev den internationale branchestandard ISO 20121 revideret i foråret. Nu er den nye version, ISO 20121:2024, blevet oversat til dansk, så endnu flere har mulighed for at anvende den.
Ny guide giver SMV’er værktøjer til at navigere i EU’s krav til cybersikkerhed10.12.2024 14:29:00 CET | Pressemeddelelse
Med de mange cyberangreb på virksomheder, der har digitaliseret deres forretning, er cybersikkerhed blevet en nødvendig faktor. Alligevel mangler mange små og mellemstore virksomheder ressourcer og ekspertise til at tackle emnet, især med de nye lovkrav fra EU. Derfor har Alexandra Instituttet, FORCE Technology og Dansk Standard udviklet en guide, der hjælper med at forstå og leve op til reglerne.
Ny international guide kan hjælpe virksomheder med at leve op til FN’s verdensmål12.9.2024 16:53:31 CEST | Pressemeddelelse
Med Danmark i spidsen har ISO og UNDP netop lanceret en ny international guide, der skal hjælpe virksomheder med at integrere FN’s verdensmål direkte i deres forretningsstrategier og daglige beslutninger. Målet er at skabe reel forandring både internt og eksternt.
Nu bliver det nemmere for events og begivenheder at arbejde strategisk med bæredygtighed23.4.2024 13:31:34 CEST | Pressemeddelelse
En ny udgave af standarden for bæredygtighed i event- og mødebranchen, ISO 20121, er netop udgivet. Den skal gøre det enklere for alle – lige fra SMV’er til sommerens olympiske lege i Paris – at sikre og dokumentere arbejdet med den bæredygtige omstilling. Og her har Danmark haft en aktiv rolle i at udforme kravene i den reviderede standard.
Danmark i spidsen for historisk FN-samarbejde om international standard for verdensmålene3.11.2023 09:51:59 CET | Pressemeddelelse
FN og den internationale standardiseringsorganisation ISO er for første gang nogensinde gået sammen i et partnerskab om at udvikle en international ledelsesstandard for FN’s verdensmål. Danmark har taget initiativ til standarden og skal lede arbejdet, hvilket giver danske virksomheder og organisationer en unik mulighed for indflydelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum