Fængselsbetjent fra Storstrøm Fængsel: Dokumentar viste skævt billede af virkeligheden

”I aftes sad en flok kollegaer og jeg og så første afsnit af dokumentaren ’Fængslet’. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor rasende og frustrerede, vi følte os bagefter.”

Sådan skrev Ditte Rejnhold på Facebook efter at have set afsnittet af Station 2-dokumentaren.

Hun uddyber sin indignation over for fagbladet, der er taget med fængselsbetjenten på vagt på afdeling E i fængslet: “De viste et billede af indsatte, der har taget ejerskab over Storstrøm Fængsel. At de kan opføre sig, som de vil uden konsekvenser. Det er så forkert. Vi blev virkelig skuffede, for TV2 havde fremlagt det sådan, at de ville filme vores arbejde, det v i reelt laver. Vi vil jo gerne have en masse nye kollegaer,” siger hun.

Det var netop en dokumentar om Vestre Fængsel, der i sin tid g jorde, at Ditte Rejnhold besluttede sig for at blive fængselsbetjent.

”Jeg tror ikke lige, det er den fornemmelse, folk sidder med efter den her dokumentar,” siger hun.

Vi møder de indsatte med respekt
Dittes vagt begynder med et overlapmøde i fængselsbetjentenes køkken. Hun giver hånd til alle kollegaerne, inden hun sætter sig ned. Bagefter forklarer hun, at det er en måde at tjekke ind på. Jeg er her nu, og du kan regne med mig.

”Man skal jo være skarp hvert minut her,” siger hun.

Afdeling E huser både varetægtsfængslede og en særligt sikret afdeling, hvor nogle af landets farligste indsatte sidder.

I dag er der særligt én situation, der skal overbringes på mødet.

En indsat blev vred på en fængselsbetjent og truede med at hælde kogende vand og olie på hende. Hans medindsatte bakkede ham op ved at hamre på celledørene.

”Han er i observationscelle nu. Han skal vise, at han vil samarbejde, før han kommer ud igen,” forklarer Ditte efter mødet.

”Vi møder de indsatte med respekt. Vi taler ordentligt. Vi forventer det samme af dem,” siger hun.

Professionelt nærvær
Vi bliver af brudt i vores snak, for der er pres på, denne eftermiddag. Dittes kollega tager hurtige skridt foran os, mens hun kigger på en tavle med navne og forklarer, hvem der skal på gårdtur, hvem der skal lukkes ud for at ordne vasketøj og hvem der får besøg.

Vi går først ned ad en gang med varetægtsfængslede LTF’er. Tre fængselsbetjente stiller sig op, så de har styr på den indsatte, når de lukker ham ud på gårdtur. Han tager sine cigaretter i et skab og går mod udgangen. Undervejs småsnakker han med betjentene, som sender kække bemærkninger. Han har en time til at indånde den friske luft, før han igen bliver lukket inde.

”De her krydsfelter, er vores mulighed for at komme ind på livet af de indsatte. Jeg kalder det professionelt nærvær,” siger Ditte.

Nødt til at vise, hvem der bestemmer
På den anden gang sidder de fanger, der tidligere på dagen truede en betjent. Her er tilgangen en anden. Fem fængselsbetjente går hen for at låse celledøren op.

Den indsatte spørger om varmt vand, men det får han ikke udleveret de næste par dage. Det er en sikkerhedsforanstaltning. Der er heller ingen kække bemærkninger fra betjentene. Kun tavshed og blikke i jorden.

”Når de indsatte ikke vil samarbejde, bliver vi meget firkantede. Vi bliver nødt til at vise dem, hvem der bestemmer,” siger Ditte, da vi følger en indsat til besøg.

Tingene kører meget hurtigt, og telefonen på afdelingen ringer konstant. Der er indsatte, der e r utilfredse eller som har spørgsmål.

”Vi er lidt pressede, kan du godt se. Man er også ret drænet, når der har været konflikter, og jeg kan mærke, mine kollegaer har brug for mig,” siger Ditte, og vi slutter vores interview med en kort tilbagevenden til dokumentaren, for hvad ville fængselsbetjenten ønske, de havde vist i stedet for?

”Jeg ville ønske, de havde vist, hvor mange forskellige kompetencer, vi bruger hver eneste dag. Hvor mange konflikter og opgaver, vi håndterer og hvor mange beslutninger, der skal træffes konstant,” siger Ditte Rejnhold.

Af Maria Hamilton