Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen et hav af danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.
Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anna G. Bach, agb@forsikringogpension.dk.
Fakta om Forsikringsoplysningen:
Forsikringsoplysningen har i mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/
Brevkasse for maj:
Spørgsmål - Dækker min indboforsikring tyveri af vasketøj fra et ulåst vaskerum eller tørresnor i gården?
Kære brevkasse
Jeg bor i en boligforening, hvor vi har et vaskerum i kælderen. Vi har på det seneste været plaget af en del tyverier i vaskekælderen, specielt fordi mange beboere glemmer at låse døren.
Jeg har ikke plads til en vaskemaskine i min lejlighed. Jeg benytter derfor ofte vaskerummet og den tørreplads, som vi har i gården. Vil min forsikring dække, hvis nogen stjæler mit tøj fra vaskerummet, fordi andre glemmer at låse døren? Eller hvis det bliver stjålet fra tørresnoren i gården?
bh.
Beboeren
Svar:
Kære beboer
En indboforsikring dækker de fleste former for tyveri. Men der kan være en række begrænsninger i dækningen, når der er tale om simpelt tyveri, dvs. tyveri fra en ulåst bygning eller uden for bygning.
Bl.a. dækker de fleste indboforsikringer kun særligt værdifuldt indbo op til et vist beløb. Det kan eksempelvis være kunst, elektronik, spiritus m.m. Og værdier som penge, smykker samt guld- og sølvtøj er aldrig dækket ved simpelt tyveri.
Tøj bliver betragtet som almindeligt indbo og vil normalt være dækket fuld ud, hvis det bliver stjålet fra enten vaskerum eller jeres tørreplads i gården.
Selvom forsikringen dækker, vil jeg alligevel forslå, at du taler med din boligforening om de mange tyverier. For hvis du gentagene gange anmelder et tyveri til din forsikring, kan dit forsikringsselskab på sigt sætte prisen op eller ændre din dækning.
Foreningen kan måske opfordre alle beboere til at låse vaskerummet efter sig. De kan også overveje andre tiltag, som kan nedbringe antallet af tyverier. I kan fx udskifte låsen, så døren automatisk låser, når I smækker den.
Bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Kan jeg få erstatning fra en medspiller, når jeg river mit korsbånd over i en tackling?
Hej
Vi er nogle drenge, som mødes for at spille fodbold et par gange om ugen. For ca. tre måneder siden blev jeg tacklet under en træningskamp. Det resulterede i et overrevet korsbånd og en sygemelding.
Pt. er jeg i genoptræning og afventer svar på, om jeg skal opereres. Desværre har jeg ikke en ulykkesforsikring. Jeg vil derfor høre, om det er muligt at få erstatning af ham, som tacklede mig?
Vh.
Fodboldspilleren
Svar:
Hej fodboldspiller
Fodbold er desværre en af de sportsgrene, hvor flest danskere kommer til skade. Og når du dyrker holdsport, accepterer både du og dine medspillere den risiko, der altid er ved at dyrke sport. Nemlig at der kan opstå uheld.
Det betyder, at du som hovedregel ikke får erstatning fra en medspiller, når du kommer til skade under en fodboldkamp.
Generelt vil jeg anbefale dig at købe en ulykkesforsikring. Med den kan du få erstatning, hvis du i fremtiden kommer ud for en ulykke og får varige mén på mindst 5 pct. Den kan også dække behandlingsudgifter til fx fysioterapi samt tandskader. På Forsikringsguiden.dk kan du nemt sammenligne pris og dækning på ulykkesforsikringer.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål: Dækker min indboforsikring min telefon, som er røget en tur i vaskemaskinen?
Hej Forsikringsoplysning
Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, I kan afklare for mig. I sidste uge vaskede min kone min vindjakke. Desværre fik hun ikke tjekket lommerne, hvor min telefon lå i. Den røg derfor med i vaskemaskinen.
Vi fik først stoppet vaskemaskinen efter ca. 15 minutter, hvor jeg opdagede, at jeg manglede min telefon. Men der var den helt død, og vi har ikke kunnet få liv i den siden. Er det noget, som min indboforsikring dækker?
Mvh.
Den uheldige
Svar:
Hej Uheldige
Om din indboforsikring dækker din ødelagte telefon afhænger af, hvordan du har forsikret dig.
De fleste indboforsikringer dækker, hvis dine ting kortslutter. Men hvis dine ting, herunder din telefon, bliver udsat for vand, væske, fugt og lignende, skal du normalt have udvidet din forsikring med en særlig elektronikdækning. Den dækker normalt pludselige skader, dvs. når både årsagen til at skaden sker, og dens følger sker øjeblikkelig og uventet. Skaden må ikke ske over tid. Da de færreste mobiltelefoner er vandtætte, er telefonen formentlig blev ødelagt meget kort tid efter, at der er kommet vand ind i maskinen.
Har du en elektronikforsikring, vil jeg anbefale dig at anmelde skaden til dit forsikringsselskab. Du skal dog være opmærksom på, at der ofte er en særlig selvrisiko ved elektronikskader. I første omgang vil dit forsikringsselskab derfor nok bede dig undersøge, om telefonen kan repareres, og hvad det eventuelt koster. Det kan være, at de kan henvise dig til en af deres samarbejdspartnere.
Har du ikke udvidet din indboforsikring med en elektronikdækning, vil du desværre selv skulle betale for en reparation eller en ny telefon.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
For at se denne video fra www.youtube.com, så skal du aceptere cookies på toppen af denne side.Kender du Forsikringsoplysningen?Videokanal
Nøgleord
Billeder
Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
F&P: Stormflodsordningen skal tilpasses det vildere vejr11.6.2025 06:40:09 CEST | Pressemeddelelse
Stormfloderne kommer oftere og rammer hårdere, og det kalder på en ny og økonomisk fremtidssikret stormflodsordning. Det mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen – der foreslår, at stormflodsafgiften hæves for alle. På længere sigt bør afgiften differentieres og fastsættes med udgangspunkt i offentlige ejendomsvurderinger og risikoen for oversvømmelse.
F&P foreslår milliardløft af syv superhavne10.6.2025 20:57:23 CEST | Pressemeddelelse
Danske havne kan med udbygning få en nøglerolle i både oprustning af forsvaret, omstilling til grøn energi, og når det gælder en styrket europæisk konkurrenceevne. Derfor bør regeringen udbygge og etablere såkaldte superhavne, mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen. Pensionsbranchen har ekspertisen og står potentielt klar med milliardinvesteringer.
Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring2.6.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om rejseforsikringen omfatter børn, der rejser alene? Om indboforsikringen dækker tyveri fra telt og på festival? Og om bilforsikringen dækker hvis man bruger den som Ø-taxi?
Ny kortlægning kalder på byrdelettelse20.5.2025 11:24:36 CEST | Pressemeddelelse
Digitaliseringsstyrelsen har netop kortlagt hvor ofte de danske virksomheder skal indberette til det offentlige. Det viser bl.a. at hotelbranchen indberetter 1 gang om året, energivirksomheder gør det 72 gange, men forsikrings- og pensionsbranchen skal gøre det hele 814 gang om året.
F&P: Ny aftale kan genstarte udbygning af dansk havvind19.5.2025 16:15:14 CEST | Pressemeddelelse
Ny aftale om udbudsrammer er et vigtigt skridt mod, at dansk havvind atter kan blive en god businesscase for både udviklere og investorer i den benhårde internationale konkurrence, så Danmark kan komme tilbage på sporet som førende havvindnation og foregangsland i den grønne omstilling. Det mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen, der roser regeringen og partierne bag aftalen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum