Tørnæs: Uddannelse er vejen til ligestilling - også i Burkina Faso
Udviklingsminister Ulla Tørnæs er i disse dage på rejse i Burkina Faso sammen med lederen for Global Partnership for Education, Alice Albright.
”I dag, på kvindernes internationale kampdag, er jeg stolt over at kunne konstatere, at Danmark sammen med vores partnere gør en kæmpe forskel for at sikre kvinder og pigers rettigheder i store dele af Afrika. Det giver grund til optimisme. Kigger vi specifikt på udviklingen i Sahelregionen over tid, er der også grund til optimisme. Omkring årtusindskiftet kom kun ca. 29 procent af pigerne i skole i Danmarks tre prioritetslande Burkina Faso, Mali og Niger. I dag er det ca. 67 procent,” siger Ulla Tørnæs og fortsætter:
”Piger i udviklingslande skal have mulighed for på lige fod med drengene at færdiggøre deres skole, og det bliver jeg ved med at kæmpe for bl.a. ved at sikre dansk fokus på kvinder og pigers adgang til uddannelse, til seksualundervisning, sundhedsydelser og prævention og ikke mindst deres ret til at bestemme over egen krop. Jeg har de sidste par dage besøgt skoler, hvor piger får kvalitetsuddannelse, og det skaber grobund for en fremtid med et job og en værdig tilværelse. Jeg har bl.a. mødt en kvinde, der har startet en virksomhed, der producerer vaskbare hygiejnebind, så piger ikke skal være forhindret i at gå i skole, fordi de ikke har råd til engangsbind. For en dansker lyder det banalt, men her betyder det rent faktisk, at pigerne kan gå i skole og færdiggøre deres skolegang.”
Burkina Faso er i stigende grad berørt af de regionale uroligheder i Sahel. Gennem de seneste måneder har der været hyppige væbnede sammenstød i landets nordlige og østlige områder. Voldelige grupperinger terroriserer lokalbefolkningen, angriber myndighederne og fremtvinger lukning af skoler. De uroplagede områder er samtidig blandt de regioner i Burkina Faso, der i forvejen er mest berørt af fødevareusikkerhed og fejernæring, og lokalbefolkningen er derfor ekstremt sårbar. Derfor har ministeren besluttet at yde et ekstraordinært humanitært bidrag på 15 mio. kr. gennem FN’s Fødevareprogram (WFP).
Ulla Tørnæs siger:
”Uroligheder i det nordlige Burkina Faso betyder, at det er svært for folk at opretholde deres levebrød, og det fører til fejlernæring og sult. Derfor har jeg besluttet at give et bidrag på 15 mio. kr. der går til bl.a. mad, såsæd og dyrehold samt behandling af fejlernærede børn. Derudover er det ekstremt vigtigt, at de børn, som er berørt af urolighederne, stadig har adgang til at gå i skole, og blandt andet derfor har vi siden 2017 støttet UNICEFs uddannelsesprogrammer i Burkina Faso, Mali og Niger med 116 mio. kr.”
Danmark har et bredt og samtænkt engagement i Sahel-regionen, herunder et landeprogram i Burkina Faso, hvorigennem Danmark arbejder med de langsigtede udviklingsudfordringer med fokus på god regeringsførelse, ligestilling og kvinder og pigers rettigheder, vand og sanitet, økonomisk vækst i landbrugssektoren, sikkerhed og stabilitet samt håndtering af migrationsudfordringer.
Under sit besøg i Burkina Faso mødtes Ulla Tørnæs desuden med landets præsident, hvor den svære sikkerhedssituation i det nordlige og østlige Burkina Faso, herunder skolelukninger og håndteringen af disse bl.a. blev drøftet. Ligesom ministeren understregede vigtigheden af pigers adgang til uddannelse, seksualundervisning, sundhedsydelser og prævention, ikke blot for den enkelte pige, men også for den bredere udvikling og velstand i landet.
Netop vigtigheden af pigers adgang til uddannelse bliver fremhævet af et nyt østrigsk forskningsstudie, der viser, at kvinder i Afrika, som har fuldført grundskoleuddannelse får færre børn end ikke-uddannede kvinder. Det østrigske studie er netop blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift PNAS.
Baggrund: Global Partnership for Education (GPE) er verdens største uddannelsesfond. Danmark støtter GPE’s arbejde for børn og unges adgang til uddannelse med 1,2 mia. kr. i perioden 2018-21. Alene siden 2015 har GPE ydet uddannelsesstøtte til ca. 18,5 mio. børn. Dansk støtte til GPE sikrer i 2019, at 200.000 flere piger kan gennemføre folkeskolen.
Kontakter
Maria WesthPresserådgiver
Tlf:50778664mawest@um.dkInformation om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren har i dag besøgt Ukraine12.9.2025 20:49:28 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 12. september har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen været i Kyiv. Han mødtes blandt andet med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy, udenrigsminister Andrij Sybiha og genopbygningsminister Dmytro Kuleba, samt repræsentanter fra dansk og ukrainsk forsvarsindustri. Udenrigsministeren lancerede desuden det største danske landeprogram nogensinde.
Udenrigsministeren besøger i dag Ukraine12.9.2025 13:49:33 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 12. september er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Ukraine. Han skal blandt andet mødes med ukrainske ledere og lancere det største danske landeprogram nogensinde.
I juli 2025 steg Danmarks samlede eksport 3,3 pct. i forhold til juni. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til 12 måneder forud, var 8,1 pct.8.9.2025 13:25:12 CEST | Pressemeddelelse
I løbende priser steg den samlede eksport af varer og tjenester 3,3 pct. i juli i forhold til juni i henhold til den seneste sæsonkorrigerede opgørelse fra Danmarks Statistik. Vareeksporten steg med 2,2 pct. og tjenesteeksporten steg med 4,9 pct.
Udenrigsministeren rejser til Israel og Palæstina7.9.2025 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Israel og Palæstina. Han skal blandt andet mødes med sin israelske udenrigsministerkollega og den palæstinensiske premierminister samt besøge et hospital på Vestbredden.
Udenrigsministeren sender lovforslag og bekendtgørelse i offentlig høring1.9.2025 16:06:34 CEST | Nyhed
Med Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, ’Verden i Opbrud - Partnerskaber i Udvikling’, indgået den 20. juni 2025 mellem Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten er det besluttet, at udviklingspolitikken fremover skal være mere solidt forankret gennem tidligere og tydeligere inddragelse af relevante danske aktører.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum