Kræftens Bekæmpelse

Socialt sårbare kræftpatienter får hjælp af frivillige

Del
Socialt sårbare kræftpatienter trives bedre, føler sig mindre belastede og føler sig bedre i stand til at handle i kræftforløbet efter 6 måneders hjælp og støtte fra en frivillig navigator. Det viser en ny evaluering af tilbuddet, der er finansieret af Knæk Cancer-midler.

268 socialt sårbare kræftpatienter landet over har i perioden 2015-2017 fået hjælp af en frivillig navigator, som støtter dem i deres kræftforløb, og evalueringen viser, at det gør en stor forskel for patienterne. De trives bedre, føler sig mindre belastede og oplever også, at de selv er bedre i stand til at handle i kræftforløbet, efter at de har fået hjælp af en frivillig navigator i 6 måneder.

- Et kræftforløb er krævende og kan være særligt svært at håndtere, hvis man har et lille netværk eller har andre udfordringer end kræftsygdommen, som også fylder. Det er fantastisk at se, at vi kan gøre så stor en forskel for de kræftpatienter, som har det særligt svært, ved at tilbyde hjælp og støtte af en frivillig navigator. Vi er meget taknemmelige for, at Knæk Cancer har gjort det muligt at tilbyde denne målrettede hjælp, siger Laila Walther, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte i Kræftens Bekæmpelse.

De 268 kræftpatienter, der har fået hjælp af en navigator, står med forskellige udfordringer, som gør, at de har særligt behov for støtte. For mange er et lille netværk et væsentligt problem. De fleste er enlige og uden for arbejdsmarkedet, og en del er udover kræftsygdommen udfordrede af sociale problemstillinger eller andre alvorlige sygdomme.

Efter navigatorforløbet oplever 7 ud af 10 af patienterne, at de er mere trygge i kræftforløbet, at de har fået troen på, at de selv kan gøre noget, og at de er blevet bedre til at holde styr på aftaler med sygehuset og at forberede sig til møderne.

En uundværlig personlig støtte
Helena Keto er en af de kræftpatienter, der har fået hjælp af en frivillig navigator. Hun fik konstateret livmoderhalskræft i foråret 2017 og fik Elin Svendsen som navigator via kræftrådgivningen i Lyngby.

Elin har hjulpet Helena med at få styr på behandlingsforløbet og med at undersøge, hvad der var rimeligt i forhold til ventetider på undersøgelser og behandlinger. Hun har også presset på i systemet, så ventetiden ikke blev for lang, og tager med Helena til samtaler på hospitalet. Men Elin giver også en uundværlig personlig støtte, fortæller Helena:

- Elin er rigtig god for mig. Hun hjælper mig, og jeg har stor tillid til hende. Vi taler også om private ting, vi griner sammen, og vi drikker kaffe. Jeg er så taknemmelig for hende. Det har givet en ro, at der er én, som hjælper med de ting, hvor jeg ikke selv kan, siger Helena Keto.

Navigatorerne er frivillige, men er typisk uddannet indenfor det sundhedsprofessionelle eller sociale område og uddannes desuden til navigatoropgaven af Kræftens Bekæmpelse.

Navigatorprojektet fik fem mio. kr. i støtte fra Knæk Cancer-indsamlingen 2014.

- - -

Fakta

  • I Navigatorprojektet får socialt sårbare kræftpatienter tilknyttet en frivillig navigator, som støtter dem i deres kræftforløb fra diagnose og behandling på sygehuset til kommunal rehabilitering. Et navigatorforløb varer som udgangspunkt 6 måneder, hvor den frivillige navigator hjælper patienten med at skabe overblik i kræftforløbet, tager med til samtaler på sygehuset og støtter undervejs.
  • Navigator startede som et pilotprojekt i udvalgte byer 2013-2015 og blev landsdækkende i 2015 med støtte fra Knæk Cancer. 

Læs mere om navigatorprojektet

Kontakter

Marianne Vestergaard
Presse- og kommunikationsrådgiver
Kræftens Bekæmpelse
Tlf. 2889 6055

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye