Regeringen fremlægger udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft
Dansk økonomi er inde i et opsving. Beskæftigelsen er rekordhøj, og ledigheden fortsætter med at falde. Samtidig melder stadig flere virksomheder om mangel på arbejdskraft. Desværre løber nogle danske virksomheder ind i en mur af problemer og papirarbejde, når de skal ansætte udenlandske medarbejdere. Kan virksomhederne ikke få den arbejdskraft, de har brug for, kan det koste arbejdspladser og dermed gå ud over vækst og velstand. Udenlandsk arbejdskraft giver samtidig gevinster for alle danskere i form af højere vækst og flere kroner i de offentlige kasser.
Derfor vil regeringen nu gøre det lettere for danske virksomheder at tiltrække og ansætte kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det skal gå hånd i hånd med en fortsat indsats for ordnede forhold på det danske arbejdsmarked.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:
”Vi fører en stram og konsekvent udlændingepolitik, så der er styr på tilstrømningen. Samtidig skal vi give de danske virksomheder de bedste forudsætninger for at tiltrække den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. Kloge hoveder fra udlandet er en stor gevinst for Danmark og en vigtig brik for, at vi sikrer fortsat vækst og fremgang. Hver udenlandske medarbejder, der kommer hertil via beløbsordningen, bidrager med mere end 300.000 kr. pr. person, så det er en god forretning for Danmark at tiltrække flere kloge hoveder. Det udspil, vi præsenterer i dag, giver en markant styrkelse af virksomhedernes muligheder for at ansætte dygtige og kvalificerede medarbejdere. Men det gælder selvfølgelig kun udlændinge, der bidrager markant fra dag ét. For adgang til kvalificeret arbejdskraft går hånd i hånd med en stram udlændingepolitik, når det gælder asylmodtagere og familiesammenførte.”
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
”I en tid med pres på arbejdsmarkedet skal vi sætte alle sejl ind for at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomheder i hele landet. Ellers ender vi i en situation, som vi absolut ikke må ende i, hvor virksomheder siger nej til ordrer, og vi mister danske arbejdspladser. Regeringen lancerer derfor et udspil, der skal gøre det lettere for virksomhederne at få kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Samtidig vil vi fortsætte indsatsen for ordnede forhold. Vi åbner ikke for udenlandsk arbejdskraft uden at sikre, at de kommer til at konkurrere på lige vilkår med dansk arbejdskraft. Udenlandsk arbejdskraft er på ingen måde løsningen på alle rekrutteringsudfordringer. Vi vil derfor fortsætte indsatsen for at opkvalificere ledige, så de får de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Regeringen forhandler for tiden en ny flaskehalspakke med netop det sigte.”
Fakta
Hovedelementer i udspillet:
- En ny beløbsordning for investeringslande
Via den gældende beløbsordning kan en udenlandsk medarbejder få lov til at arbejde i Danmark, hvis vedkommendes løn overstiger en bestemt grænse. Den nuværende grænse er en årsløn på ca. 418.000 kr. Regeringen foreslår en ny beløbsordning med en beløbsgrænse på 330.000 kr. for arbejdstagere fra tredjelande, der er på top 30 over lande, der har det største investeringsflow til og fra Danmark.
- Modernisering af positivlisten
På positivlisten er der listet en række stillingsbetegnelser inden for erhvervsområder, hvor der på nationalt plan er mangel på højtkvalificeret arbejdskraft. Stillingsbetegnelserne kan danne grundlag for opholdstilladelse, hvis arbejdstageren har en relevant uddannelse på minimum bachelorniveau. Regeringen foreslår, at positivlisten moderniseres og udvides både på nationalt og regionalt plan for at imødekomme de aktuelle kompetencebehov på arbejdsmarkedet. Konkret foreslår regeringen, at a-kasserne får mulighed for at supplere den nationale positivliste på alle uddannelsesniveauer inden for den enkelte a-kasses faglige område. Regeringen foreslår også, at de regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) får mulighed for at udarbejde regionale positivlister på alle uddannelsesniveauer, som supplement til den nationale positivliste.
- En mere fleksibel fast track-ordning
Fast track-ordningen giver certificerede virksomheder mulighed for hurtigt og nemt at få dygtige udenlandske medarbejdere til Danmark, fordi medarbejderen kan begynde at arbejde, mens vedkommendes sagsbehandling er i gang. I dag risikerer virksomheder at blive udelukket fra fast track-ordningen i 2 år, hvis de laver mindre fodfejl. Regeringen foreslår derfor en række tiltag, der skal sikre en mere smidig og balanceret fast track-ordning, herunder at afkorte karantæneperioden fra 2 til 1 år, og at hæve bødeniveauet, så virksomheder ikke bliver udelukket fra fast track-ordningen pga. mindre forseelser.
- Afskaffelse af krav om dansk bankkonto på beløbsordningen
I dag skal løn op til og med beløbsgrænsen på beløbsordningen udbetales til en dansk bankkonto. Det giver store udfordringer for virksomhederne – særligt ved korte indstationeringer. Derfor foreslår regeringen nu at fjerne kravet, så beløbsordningen igen kan blive smidig og nem at bruge.
- Regelforenklinger og afbureaukratisering
Udspillet består yderligere af en række regelforenklinger, der alle sammen er med til at bane vejen for, at danske virksomheder hurtigt og nemt kan rekruttere den nødvendige udenlandske arbejdskraft. Det drejer sig bl.a. om følgende forslag: Øget fleksibilitet ved stillingsskifte internt i en virksomhed, forenkling af reglerne for forskere og ph.d.-studerende, mere enkel ordning om autorisationsophold for udenlandske læger og tandlæger, smidigere regler for overgang til job for studerende, et lavere og mere ensrettet selvforsørgelseskrav og afbureaukratisering for landbrugspraktikanter.
- Styrket rekruttering af europæisk arbejdskraft og fastholdelse af internationale dimittender
Størstedelen af den udenlandske arbejdskraft i Danmark kommer i dag fra Europa, og langt hovedparten kommer fra få europæiske lande. Samtidig tyder meget på, at konkurrencen om den europæiske arbejdskraft er stigende i disse år. Regeringens udspil indeholder derfor flere initiativer, der skal styrke rekrutteringen af arbejdskraft fra hele Europa. Samtidig vil regeringen styrke indsatsen for at fastholde flere internationale dimittender. Kun omkring hver tredje engelsksprogede studerende, der er dimitteret fra en dansk kandidatuddannelse, er i beskæftigelse i Danmark to år efter, de blev færdige.
Regeringen sigter mod et bedre myndighedssamarbejde, der skal understøtte en strømlinet og effektiv modtagelse af den udenlandske arbejdskraft, der kommer til landet. Denne ambition søges udmøntet ved gennem myndighedssamarbejdet International Citizen Service, hvis formål er at skabe én indgang til ”Myndighedsdanmark” for udenlandsk arbejdskraft.
- Skærpet indsats til at bekæmpe illegal arbejdskraft
Illegal arbejdskraft skal bekæmpes. Regeringen vil derfor skærpe bødestraffen for bevidst at ansætte ulovlig arbejdskraft. Samtidig er regeringen opmærksom på, at det kan være udfordrende for arbejdsgivere at sikre, at en udlænding har en gyldig arbejdstilladelse under hele ansættelsen, og regeringen vil derfor sikre bedre vejledning og flere oplysninger til arbejdsgivere.
- En fortsat indsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet
Det er helt grundlæggende, at arbejde i Danmark sker på ordnede vilkår. Regeringens ønske om at gøre adgangen til udenlandsk arbejdskraft mere fleksibel skal balanceres i forhold til at sikre en fortsat indsats for ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Regeringen vil derfor i forhandlingerne om finansloven for 2019 lægge op til at prioritere midler til en fortsat indsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Læs mere her
Kontakter
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Telefon: 61 98 32 77
Beskæftigelsesministeriet
Telefon: 51 23 28 30
Information om Beskæftigelsesministeriet
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for februar 202524.4.2025 08:57:52 CEST | Pressemeddelelse
I februar 2025 var der 3.046.600 lønmodtagere i job. Det er 2.400 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden februar 2024 er der dermed samlet set kommet 33.100 nye beskæftigede til.
Danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsessystemet9.4.2025 12:35:21 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt politisk flertal har i dag indgået aftale om en historisk forenkling af beskæftigelsessystemet, der afskaffer jobcenterregimet skabt fra Christiansborg med alt for mange krav og regler for både kommuner og borgere. Aftalen fjerner ca. 500.000 samtaler og skaber rammerne for en mere værdig indsats, der giver bedre mening for den enkelte borger.
Invitation til doorstep om en reform af beskæftigelsesindsatsen9.4.2025 11:18:04 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om en ny beskæftigelsesindsats.
Dømte kriminelle i retspsykiatrien får frataget forsørgelsesydelser9.4.2025 10:35:41 CEST | Pressemeddelelse
Det skal ikke længere være muligt at få udbetalt forsørgelsesydelser fra det offentlige, når man bliver dømt til anbringelse eller behandling i retspsykiatrien. Det fremgår af en delaftale under forhandlingerne til en ny beskæftigelsesreform.
Entreprenørstoppet styrker kampen mod hensynsløse virksomheder27.3.2025 10:10:36 CET | Pressemeddelelse
En markant større hammer i Arbejdstilsynets værktøjskasse er nu virkelighed. Arbejdstilsynet får nu mulighed for at lukke ned for arbejdet for både entreprenører og underentreprenører, hvis flere virksomheder igen og igen begår alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne. Det har et bredt politisk flertal i Folketinget vedtaget torsdag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum