
Fordobling af kapital i business angel matching fonden European Angel Fund Denmark (EAF DK): 800 mio. kr. til investering i danske virksomheder

Det er gået stærkt i den business angel matching fond, som Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond, EIF, sammen etablerede i 2016. Så stærkt, at de to parter allerede to år inde i den femårige investeringsperiode har besluttet at fordoble kapitalen.
”Aktive business angels spiller en vigtig rolle i et velfungerende marked for risikovillig kapital. Foruden kapital bidrager englene med viden og stærke netværk, som ofte har afgørende betydning for virksomhedernes udvikling. Derfor er det også meget positivt, at opbakningen fra de private engle til Vækstfondens og EIFs matching fond nu er så solid, at der er basis for at udvide initiativet,” siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Dermed indskyder Vækstfonden og EIF hver yderligere 100 mio. kr., hvilket bringer fondsstørrelsen op på 400 mio. kr. Penge, som skal matches 1:1 af en række danske business angels.
”Business angel matching fonden er kommet rigtig godt fra start. Vi har oplevet stor efterspørgsel siden etableringen, og allerede nu har vi committed over en tredjedel af fondens midler. Med den pipeline, vi ser ind i, forventer vi, at hele den oprindelige kapital er givet i tilsagn i løbet af det kommende år, og der er således stort potentiale,” siger Rolf Kjærgaard, der er investeringsdirektør i Vækstfonden.
Der er indtil nu indgået samarbejdsaftaler med fire business angels, og yderligere to er på vej inden for de næste måneder. Derudover er der dialog i gang med endnu en række erfarne investorer fra flere dele af landet, og Rolf Kjærgaard forventer, at der samlet vil blive indgået aftaler med 15-20 angels.
”Vi glæder os over, at det i fondens første tid er lykkedes at lave samarbejdsaftaler med fire meget erfarne og aktive business angels. Når kapitalstærke engle med solid exit-erfaring som Torben Frigaard Rasmussen kan se perspektivet i et samarbejde, overbeviser det os om, at initiativet rammer et konkret behov med en god løsning, og vi er derfor meget tilfredse med, at vi i samarbejde med EIF kan tilføre yderligere 200 mio. kr. til fonden,” siger Rolf Kjærgaard, der forventer, at de tilknyttede engle samlet vil investere i op mod 200 virksomheder.
Stærke business angels med ombord
Torben Frigaard Rasmussen, der er blandt de første fire business angels, er bl.a. kendt for sine investeringer i regnskabssprogrammet E-conomic og CMS-systemet Umbraco. Senest kunne han i 2018 glæde sig over exitten af robotvirksomheden MiR – Mobile Industrial Robots, der blev solgt til amerikanske Teradyne for op mod 1,7 mia. kr.
”Som aktiv investor med positive exits i bagagen er det vigtigt for mig både at skabe værdi via mit fokus på skalering og internationalisering og samtidig at give noget tilbage ved at inspirere andre og være med til at skabe noget større. Samarbejdet med European Angel Fund Denmark er en god model, som ved at matche mine investeringer giver mig mulighed for at investere i flere selskaber,” siger Torben Frigaard Rasmussen, der samlet forventer at investere i 10-12 virksomheder som del af samarbejdet.
Torben Frigaard Rasmussen investerer primært inden for it, software og robotteknologi, og som fynbo har han særligt fokus på de syddanske virksomheder og robotklyngen i Odense. De første to investeringer i samarbejdet er allerede foretaget i henholdsvis ServicePOS, der udvikler digitale forretningssystemer til flere brancher, og Accutics, der leverer intelligent tracking af online marketing.
”ServicePOS og Accutics er gode eksempler på mit investeringsfokus, og virksomhederne har mange fællestræk. De leverer begge B2B-softwareløsninger via online distributions- og salgskanaler, produkterne har vist sig salgbare, og de første kunder er faktureret. Nu forventer de så begge at vækste 100 pct. i 2018 i forhold til 2017 gennem fortsat positionering på det danske marked og international skalering, og den udvikling ser jeg frem til at bidrage til,” siger Torben Frigaard Rasmussen.
Fakta om European Angel Fund Denmark (EAF DK):
- Etableret i 2016 i samarbejde mellem Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond, EIF. EIF administrerer fonden og godkender de danske business angels. Vækstfonden rådgiver EIF og udfører lokal due diligence og markedsføring.
- Investerer i små og mellemstore danske virksomheder i samarbejde med danske business angels med det formål at styrke det samlede omfang af business angel investeringer i Danmark og øge udbuddet af risikovillig kapital på det danske marked.
- Investeringerne er ikke sektorspecifikke, men har fokus på early-stage, seed, vækst og generationsskifter.
- Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) indskød hver 100 mio. kr. ved fondens etablering. Den kapital fordobles nu, så de to parter samlet har indskudt 400 mio. kr. Det forventes, at de danske business angels samlet vil investere et tilsvarende beløb i virksomhederne.
- Fonden har til dato indgået samarbejde med fire business angels, og flere er på vej. Samlet forventer fonden at indgå samarbejde med 15-20 danske business angels.
- Der er allerede foretaget 13 investeringer i virksomheder på forskellige stadier og forskellige sektorer, inkl. biotek/life science og teknologi. Samlet vil kapitaltilførslen føre til investeringer i 150-200 små og mellemstore virksomheder i Danmark over en femårig investeringsperiode.
- European Angel Fund er etableret i Østrig, Finland, Tyskland, Irland, Holland, Spanien og Danmark, og der er committet mere end EUR 200 mio. til over 80 business angels, som har investeret i mere end 340 virksomheder.
Læs mere på Vækstfondens hjemmeside, www.vf.dk, og på EIF’s hjemmeside, www.eif.org/what_we_do/equity/eaf/
Kontakter
Peter Bruun, chef for kommunikation og CSR i Vækstfonden, 40 81 35 46 eller pbr@vf.dk
Rene Gyldensten, pressechef i Erhvervsministeriet, 91 33 70 15
Torben Frigaard Rasmussen, 26 16 33 90
Billeder
Information om Vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen - fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 10.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 38 mia. kr.
Følg pressemeddelelser fra Vækstfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vækstfonden
Adm. direktør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard fratræder6.10.2022 12:07:48 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med etableringen af Danmarks Eksport- og Investeringsfond 1. januar 2023 har direktør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard meddelt, at han ønsker at fratræde.
Tre statslige fonde bliver til én: Nyudpeget bestyrelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfond bydes velkommen27.8.2022 13:22:54 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Simon Kollerup har udpeget en bestyrelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfond, der er en sammenlægning af EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond. Direktørerne i de tre nuværende fonde byder bestyrelsen velkommen og ser frem til samarbejdet om at gøre Danmark rigere og verden grønnere.
Årsrapport fra Vækstfonden: Nordjyske virksomheder stormer frem22.4.2022 10:23:24 CEST | Pressemeddelelse
Vækstfonden, som er statens finansieringsfond, har netop offentliggjort årsregnskabet for 2021 med et historisk godt resultat på 4,2 mia. kr. Det er det højeste nogensinde i fondens 30-årige historie. Også i Nordjylland er der tale om er rekordår: I 2021 har hele 196 virksomheder modtaget finansiering.
Årsrapport fra Vækstfonden: Sjællandske virksomheder buldrer frem13.4.2022 09:42:32 CEST | Pressemeddelelse
Vækstfonden, som er statens finansieringsfond, offentliggjorde fredag årsregnskabet for 2021 med et historisk godt resultat på 4,2 mia. kr. Det er det højeste nogensinde i fondens 30-årige historie. Også på Sjælland er der tale om er rekordår: I 2021 har hele 105 virksomheder modtaget finansiering.
Vækstfondens bedste årsresultat nogensinde: Det viser danske virksomheders styrke8.4.2022 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Vækstfondens årsresultat for 2021 lander på flotte 4,2 mia. kroner. Et historisk overskud, som viser styrken og robustheden i danske virksomheder og som viser, at samfundsafkast og finansielle resultater kan gå hånd-i-hånd.