Mission Øst: Der er håb for Afghanistan

Afghanistan. Ordet minder om krig og endeløse konflikter. Nogle vil endda kalde landet håbløst at hjælpe.

Men ikke Kim Hartzner. Som generalsekretær for Mission Øst var han onsdag den 12. september inviteret til konferencen ”Afghanistan: Waiting For Hope” i København for at fortælle om hjælpeorganisationens udviklingsarbejde i landet gennem 16 år.

Og han var ikke i tvivl om, hvad han ville sige: Der er virkelig håb for Afghanistan. Befolkningen er taknemmelige for hjælp. De er utroligt robuste og rejser sig igen og igen efter krig og konflikt. Og de vil gerne samarbejde med udenlandske hjælpeorganisationer – især hvis hjælpearbejderne tilpasser sig den lokale kultur.

- Jeg er optimistisk. Bare det, at det er muligt at hjælpe, driver mig til at fortsætte, sagde Kim Hartzner.

At vinde folkets accept

Da han blev spurgt om gode råd til hjælpearbejdet, sagde han uden omsvøb:

- Det hele står og falder med de lokales accept. Lokalbefolkningen skal være med til at definere problemerne, selv arbejde med løsningerne og stå for den fortsatte vedligeholdelse af projekterne sammen med landsbyledelsen og alle lokale aktører.

- Befolkningen viser respekt for hjælpearbejdere, der tilpasser sig kulturen, fortsatte Kim Hartzner og fortalte om en lidligere landeleder, der talte lokalsproget dari bedre end de lokale og gik rundt med langt skæg og kjortel som en afghaner.

Advaret om krig

- Han mødte stor respekt, og folk kom langvejs fra for blot at se denne italiensk-amerikaner, som i den grad gav sig hen i den lokale kultur. Han kunne bevæge sig frit helt op på regeringsniveau og svingede fantastisk godt med vores lokale medarbejdere, fortalte Kim Hartzner.

- En anden af vore tidligere landeledere oplevede, at lokale ledere under en konflikt bad ham og medarbejderne forlade området i to uger, indtil konflikten var ovre. Vi blev simpelthen advaret, når en krig nærmede sig. For mig er det et eksempel på, at vi ikke er en del af problemet for dem, men en del af løsningen.

Medicin til jordskælvsramte

- Mange har den opfattelse, at det ikke kan lade sig gøre at yde hjælp i Afghanistan, men vi har faktisk været i stand til det i 16 år, pointerede Kim Hartzner og skitserede kort Mission Østs historie i landet:

- Vi havde længe arbejdet i nabolandet Tadsjikistan, så da der i februar 1998 kom et jordskælv omkring byen Rustaq i Badakshan-provinsen i Afghanistan, lykkedes det os at sende en helikopter med store mængder medicinsk hjælp ind i området.

- Da krigen mellem Nordalliancen og Taliban sluttede i efteråret 2001, sendte vi et team ind for at vurdere situationen og begyndte derefter et humanitært arbejde i den nordøstlige del af landet, tæt op ad den tadsjikiske grænse, hvor flere af vores medarbejdere kunne kommunikere med befolkningen på tadsjikisk - her kaldet dari - som netop tales i den del af Afghanistan. Vi arbejder nu i de tre nordøstlige provinser Badakhshan, Takhar og Baghlan.

Vand, mad og indtægter

Kim Hartzner gav et kort overblik over Mission Østs hjælpearbejde i Afghanistan:

- Når vi starter i et nyt område, bygger vi først veje ind i området. 70 procent af befolkningen har ikke adgang til basale forsyninger, så vi begynder med at bygge veje og med at reparere dæmninger og kanaler. Derefter er vores hovedfokus at skaffe rent vand, forbedre fødevaresikkerheden og skabe indtægtsmuligheder. Vi arbejder med køkkenhaver, hønsehold og landbrug, alt sammen med et stort fokus på selvforsørgelse for den mest udsatte del af befolkningen, særligt kvinderne. Hvert år får mellem 150.000 og 200.000 mennesker gavn af vores hjælp, fortalte han.

Folk rejser sig efter krig

Og så fik Kim Hartzner det uundgåelige spørgsmål: I arbejder også i områder, hvor Taliban opererer. Hvad er de værste episoder, I har været ude for?

- Den værste episode skete i 2005, hvor ekstremistiske imamer fra Pakistan opildnede befolkningen imod vestlige organisationer, og vi var de første i rækken. Vi fik ødelagt udstyr og vandledninger for halvanden million danske kroner og flere af vores medarbejdere blev slået.

Men da Kim Hartzner besøgte landet året efter, blev han overrasket:

- Da var vores medarbejderskare i den pågældende by steget med 50 procent. For mig var det et udtryk for den modstandsdygtighed, der er i den afghanske befolkning, som virkelig ønsker forandringer. De ønsker bedre uddannelse, madforsyning, adgang til arbejdsmarkedet og en bedre økonomi i det hele taget.

- Befolkningen er robuste nok til at overvinde vanskeligheder som de angreb, vi oplevede. De vil bare videre, konkluderede han.

Konferencen “Afghanistan: Waiting For Hope” er arrangeret af Dansk Flygtningehjælp og DACAAR. Konferenceværten kvitterede med sin egen konklusion på Kim Hartzners indlæg: Tilegn dig den lokale kultur og klæd dig som afghaner, så vil hjælpearbejdet lykkes!