Kendt streg bag Årets Julemærke

Del
Af gode grunde var kunstneren ikke selv tilstede, da Kronprinsesse Mary afslørede Årets Julemærke. Årets kunstner er nemlig kravlenissens fader, Frederik Bramming, som i år ville være fyldt 100 år.

 Vi kender dem alle sammen, og nogle elsker dem mere end andre - kravlenisserne. Stregen bag de første, og for mange de "rigtige" kravlenisser, er Frederik Brammings.

Han tegnede fra barnsben, og blev en anerkendt kunstner, tegner og illustrator. Han døde som 79-årig i 1991. Den 23. oktober - kort før Årets Julemærke blev afsløret - ville han være blevet 100 år.

Barnebarn indstillede Bramming

Tankerne om at indstille Frederik Brammings herlige nisser som Årets Julemærke er Sine Brammings, 38 år og barnebarn af Frederik Bramming. Og på spørgsmålet om, hvad han mon ville have syntes som Årets Julemærkeark, er hun ikke i tvivl.

- Han ville være begejstret. Selvom han arbejdede med jul og nisser en stor del af året, var julen en vigtig højtid for ham.

Bo Bramming, far til Sine og Frederik Brammings yngste søn, er enig.

- Min far tegnede altid, det var hele hans liv. En stor del af juleproduktionerne blev jo til om sommeren, og jeg husker flere ferier, hvor far tegnede nisser, og vi børn hjalp med at farvelægge dem.

Farveblind tegner

Og netop farvelægningen kunne der være brug for hjælp til. For Frederik Bramming var faktisk farveblind. Han havde svært ved at skelne mellem de blågrønne nuancer, og også her søgte han hjælp hos sine børn.

- Han oplevede det ikke selv som et stort problem. Hans store erfaring hjalp ham, og man skal huske på, at mange tegninger til bøger og blade dengang var i sort-hvid, fortæller Bo Bramming.

De gode nisser

Der er mange karakteristika ved Brammings nisser. De er altid iført en slags strømpebukser, er tandløse og nissehuen er uden kvast. Og så er de glade og ikke onde. Især det sidste var vigtigt for Frederik Bramming.

Op til det første ark med Brammings kravlenisser udkom i 1947, havde Frederik Bramming studeret begrebet nisser. Og her var de fleste nogle ondskabsfulde væsner, og det harmonerede slet ikke med Frederik Brammings tilgang til julen, som han holdt så meget af.

5000 julehjerter til Mærsk

På spørgsmålet om nogen i den nærmeste familie har arvet Frederiks kreative evner, er både Sine og Bo enige om at svaret er nej - selvom de dog begge vedkender sig evnen til at tegne og være kreativ. For Sine blev de kreative evner dog for alvor sat på en prøve, da hun op til julen 1988 havde flettet et julehjerte i blåt og hvidt med A.P. Møller-Mærsks velkendte syv-takkede stjerne som motiv.

- Jeg sendte det ind til Mærsk, mest for sjov faktisk. Og jeg blev noget overrasket, da der kom et brev retur med en bestilling på intet mindre end 5000 flettede julehjerter – til levering 3 uger senere! Alle mine venner og hele familien blev sat i sving, og vi nåede det. Mærsk brugte dem som gave til medarbejderne, og jeg fik senere at vide, at selv hr. Møller havde syntes rigtig godt om julehjertet.

Den historie grinede min farfar meget af og mente, at der måtte eksistere en speciel forbindelse mellem familien Bramming og julen…

Julemærket er et støttemærke

Julemærket 2011 er nr. 108 i en ubrudt række. En dejlig dansk juletradition, men også et uundværligt bidrag til den fortsatte drift af de fire Julemærkehjem i Danmark.

- Selvom man måske ikke sender så mange julehilsner som før, håber vi fortsat, at rigtig mange mennesker vil købe Årets Julemærke, siger Julemærkefondens direktør Søren Ravn Jensen og fortsætter:

- Man skal tænke på Julemærket som et støttemærke, uanset om man køber det i fysisk eller elektronisk form. Jeg er sikker på, at havde Frederik Bramming levet i dag, havde han kunne bruge Julemærket i mange kreative sammenhænge.

Ingen kravlenisser på Julemærkerne

Årets Julemærkeark består af 25 forskellige Bramming-nisser. Fælles for dem alle er, at ingen af dem har optrådt som kravlenisser, selvom de naturligvis har samme karakteristiske udtryk som kravlenisserne.

Vi lader Frederik Bramming få det sidste ord. Her fra et interview han gav til Femina i 1975.

- Hver gang jeg sætter mig til tegnebordet, giver jeg lidt af mig selv. Det er som om nisserne bliver levende væsner, som snakker med mig. De springer op fra papiret og fortæller et eller andet om mig selv.

Nisserne blev til med en speciel pen, nærmest en fyldepen.

- Det er et stort arbejde, og jeg ved da godt, at ingen ofrer en guldramme på mine tegninger.

Måske har han ret, Frederik Bramming. Men at han har sat sit præg på julen i mange årtier, er der ingen tvivl om. Og at han fortjener den ære, i 100-året for sin fødsel, at være Årets Julemærkekunstner 2011, er der heller ingen tvivl om.

Årets Julemærke kan købes på alle landets posthuse, i postbutikker, på www.postdanmark.dk, i alle landets SuperBest butikker og på www.julemaerket.dk.

Fakta om Frederik Vilhelm Bramming

  • Født 23. oktober 1911 i Frederikshavn, men flyttede i en ung alder til København. Død 19. april 1991
  • Uddannet på Folmer Bonnéns Tegne- og Maleskole
  • Startede som reklametegner og blev sidenhen freelancetegner
  • I en årrække tegner på Politikens Hvem-Hvad-Hvor bøger
  • Ophavsmand til begrebet "kravlenisser"
  • Det første kravlenisseark udkom i 1947 og blev hurtig en stor succe
  • Udgivet en række tredimensionelle julekalendere, som var populære i 40'erne og et par årtier frem.
  • Gift med Kirsten, far til Michael, Anne og Bo

Fakta om Årets Julemærke

  • Årets Julemærke fås i fuldt sortiment hos Julemærkefonden. Hos vores forhandlere kan du få de selvklæbende produkter, helark til 60 kroner, miniark til 15 kroner og årets nyhed mega-arket til 20 kroner.
  • Du kan også få Årets Julemærke i elektronisk form til dine mails på www.julemaerket.dk.
  • Årets Julemærke kan købes på alle landets posthuse, i postbutikker, hos frimærkeforhandlere og på www.postdanmark.dk. Ligeledes i alle SuperBest butikker og hos Julemærkefonden på www.julemaerket.dk, hvor du også kan læse om de mange andre Julemærkeprodukter.

Fakta om Julemærkehjemmene

  • Der findes Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted
  • Hvert år får ca. 700 børn et ophold på et Julemærkehjem
  • Et ophold varer 10 uger og er gratis for familien
  • Et barn taber i gennemsnit 9,3 kg i løbet af et ophold
  • Børn på Julemærkehjem er mellem seks og 14 år
  • Julemærkehjemmene hjælper børn ud af social isolation og styrker deres selvværd
  • Julemærkehjemmene giver børn redskaber til at imødegå mobning
  • Julemærkehjemmene finansieres af salg af Julemærker samt indtægter fra gaver, arv og donationer. Det offentlige tilskud svarer kun til ca. 5 % af de samlede omkostninger
  • Læs mere om Julemærkehjemmene på www.julemaerket.dk

Billeder

Foto, Årets Julemærkeark:
En stor nissefamilie i fuld vigør med julens mange gøremål. Det er Årets Julemærkeark, som nu er til salg hos Post Danmark, SuperBest og Julemærkefonden.
Foto, Årets Julemærkeark: En stor nissefamilie i fuld vigør med julens mange gøremål. Det er Årets Julemærkeark, som nu er til salg hos Post Danmark, SuperBest og Julemærkefonden.
Download
Foto, Kronprinsessen, Sine Bramming og Julemærkebørn
Kronprinsesse Mary og Sine Bramming flankeret af børn fra Julemærkehjemmet Hobro.
Foto, Kronprinsessen, Sine Bramming og Julemærkebørn Kronprinsesse Mary og Sine Bramming flankeret af børn fra Julemærkehjemmet Hobro.
Download
Foto, Ole Henriksen, Mary og Julemærket
Julemærkefonden præsenterede sin første udenlandsambassadør, Ole Henriksen. Her sammen med Kronprinsessen og i baggrunden årets Julemærkeark.
Foto, Ole Henriksen, Mary og Julemærket Julemærkefonden præsenterede sin første udenlandsambassadør, Ole Henriksen. Her sammen med Kronprinsessen og i baggrunden årets Julemærkeark.
Download
Foto, Familien Bramming: 
Det var Frederik Brammings barnebarn Sine Bramming, der tog initiativ til at sende farfars tegninger ind som forslag til Årets Julemærke. Her er Sine flankeret af sin søn Markus og sin far, Frederik Brammings søn, Bo Bramming.
Foto, Familien Bramming: Det var Frederik Brammings barnebarn Sine Bramming, der tog initiativ til at sende farfars tegninger ind som forslag til Årets Julemærke. Her er Sine flankeret af sin søn Markus og sin far, Frederik Brammings søn, Bo Bramming.
Download
Foto, Frederik Bramming
Årets Julemærkekunstner, Frederik Bramming, ville i år være blevet 100 år. Han er stregen bag de første og mest populære kravlenisser. Han døde som 79-årig i 1991.
Foto, Frederik Bramming Årets Julemærkekunstner, Frederik Bramming, ville i år være blevet 100 år. Han er stregen bag de første og mest populære kravlenisser. Han døde som 79-årig i 1991.
Download

Information om Julemærkefonden

Julemærkefonden
Julemærkefonden
Frederiksborgvej 100
4000 Roskilde

33133745https://www.julemaerket.dk

Følg pressemeddelelser fra Julemærkefonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Julemærkefonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye