Forskning: Små rødspætter skal fra skraldespand til middagsbord
1.6.2018 09:00:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

For få år siden blev der vendt op og ned på reglerne for, hvordan fiskeriet skal håndtere de småfisk, der havner i nettet. Før 2015 skulle bestemte fiskearter under en vis størrelse (mindstemål) genudsættes i havet, mens de efter ændringen af EU-reglen nu skal tages med på land. Den praksis giver ikke altid mening for garnfiskerne, der ofte tager sprællevende fisk med på land for derefter at kassere dem.
Ændringen i lovgivningen skyldes et politisk ønske i EU om at undgå ressourcespild ved at genudsætte fisk, hvor de fleste arter vil være døde. Derfor skal de nu bringes til land, hvor de små fisk ofte bliver smidt i skraldespanden, fordi de ikke må sælges til menneskets konsum, og fordi efterspørgslen på fisk til fx fiskemel og dyrefoder er meget begrænset i mange mindre havne, hvor garnfiskerne ofte holder til.
Forskere fra AAU, KU og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri står bag et forskningsprojekt, som nu viser, at den tre år gamle regel ikke nødvendigvis er optimal, når det gælder rødspætter, der fanges ved garnfiskeri.
- Vores udgangspunkt for projektet har været rødspætten, fordi den er en af de allervigtigste arter for det kystnære fiskeri (garnfiskeri red.) i Danmark. Derforuden havde vi en formodning om, at mange af de rødspætter, der bliver smidt i skraldespanden, kunne være endt på middagsbordet på et senere tidspunkt eller være til gavn for fiskebestanden og økosystemet, hvis de var blevet sat tilbage i havet, fortæller Niels Madsen, der er professor i biologi ved Aalborg Universitet.
100 procents overlevelse
Med en overlevelsesrate blandt de indfangede rødspætter på 100 procent har resultaterne af forskningsprojektet været overbevisende.
- Allerede inden projektets begyndelse havde vi positive forventninger til de små rødspætters overlevelseschancer. Fiskeren ser dem jo ofte være sprællevende, når de kommer op, men at overlevelsesraten var så høj, er overraskende, fortæller Niels Madsen.
Gennem forsøget har forskerne været med to garnfartøjer på Østersøen for at indsamle de små rødspætter. Herefter har de overvåget tilstanden af fiskene i en periode på op til 10 dage efter fangsten. I perioden har forskerne både gennemført en række tests, og de har sikret forhold for rødspætterne, der har skullet simulere, at de var blevet genudsat lige efter fangsten.
- Vi har bl.a. gennemført en refleksmonitering, som bl.a. foregår ved, at vi trækker fisken lidt i halen. Reagerer den prompte, er det et tegn på, at den har det godt. Derudover har vi også styret iltforhold og sørget for, at der har været noget sand, som den har kunnet grave sig ned i, siger Niels Madsen.
Det kystnære garnfiskeri er ret selektivt og energivenligt, og fiskerne bryder sig ikke om at tage de levende fisk med til land for at kassere dem. Udover ressourcespildet, pointerer Niels Madsen desuden, at de mere eller mindre værdiløse småfisk også gør et indhug i den enkelte fiskers fiskekvote, og at det ofte vil være forbundet med økonomiske omkostninger at tage de små fisk med til land.
Resultater kan give differentierede regler for fiskeri med garn
I regelsættet fra 2015 er der en mulighed for at få særlige arter undtaget fra forbuddet mod genudsættelse, hvis man kan dokumentere en høj overlevelse for arten, når den bliver genudsat. Derfor er der blandt forskerne og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri nu et håb om, at der kan komme nye regler for garnfiskernes muligheder for at genudsætte rødspætter og på den måde udnytte ressourcerne på en mere hensigtsmæssig måde. Resultaterne af forskningsprojektet er leveret til Ministeriet for Fiskeri, Ligestilling og Nordisk Samarbejde og forventes at blive præsenteret på de kommende møder i EU-regi.
Fakta
- Forskningsprojektet er et samarbejde mellem AAU, KU og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri. Projektet er støttet af den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) samt Miljø og Fødevareministeriet.
- Resultaterne fra projektet bliver løbende indrapporteret til de danske myndigheder, som bringer dem videre til EU-regi.
- Forsøgene er forgået fra december 2017 til marts 2018.
Nøgleord
Kontakter
Niels Madsen, professor på Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, 2069 1797, nm@bio.aau.dk
Sanne Holm Nielsen, pressekontakt, AAU, 9940 3517, shn@adm.aau.dk
Billeder
Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Aalborg Universitet vil sende robot til Månen4.4.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk robotteknologi skal til Månen. Aalborg Universitet udvikler selvkørende robot, der skal udforske Månens ressourcer og støtte fremtidige baser.
Industriaffald blev til prisvindende design: Åbner for et helt nyt marked af forretningsmuligheder31.3.2026 07:12:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske produktionsvirksomheder smider hvert år over 1 mio. tons industriaffald ud – men hvad sker der, når designere ser på affaldet med nye øjne? Ja, det kan kaste en international designpris og helt nye forretningsmuligheder af sig, viser et stort projekt fra Aalborg Universitet.
Danske forskere modtager 38 mio. kr. til forskning i, hvordan Crohns sygdom opstår30.3.2026 07:12:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aalborg Universitet har modtaget en millionbevilling fra Helmsley Charitable Trust til at gennemføre en undersøgelse af de tidlige stadier af Crohns sygdom. Med afsæt i danske sundhedsdata og biobankprøver er målet at identificere de tidligste forandringer i kroppen og bidrage til, at sygdommen på sigt kan forebygges.
Hvem ender i regering med hvem? Og hvad skal vi gøre, for at have rent drikkevand i fremtiden?17.3.2026 10:34:33 CET | Pressemeddelelse
Det kan eksperterne på Aalborg Universitet hjælpe med at belyse. Her er opdateret ekspertliste fra AAU.
Flot søgning til ingeniøruddannelser på Aalborg Universitet15.3.2026 20:13:26 CET | Pressemeddelelse
De produktionsorienterede ingeniørfag er populære blandt kvote 2-ansøgere til Aalborg Universitet. Det er godt nyt for virksomheder over hele landet, hvor der er stor efterspørgsel på højtuddannede ingeniører.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


