Dansk Metal

Metal: Ministeren skal hjælpe kviksølvofre

Del
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) skal sætte himmel og jord i bevægelse for at finde de medarbejdere fra Kamstrup og andre fabrikker, som er blevet udsat for store mængder kviksølv. Det mener Dansk Metal.

Beskæftigelsesministeren har ikke taget kontakt til de medarbejdere som er blevet udsat for store mængder kviksølv på Kamstrup og på de andre kviksølvfabrikker, selvom hun ligger inde med navnene. Det kom frem ved et åbent samråd i Folketinget i dag, hvor beskæftigelsesministeren skulle forklare sig overfor Arbejdsmarkedsudvalget.

Nu kræver Dansk Metal, at ministeren gør alt i sin magt for at få fat i nuværende og tidligere medarbejdere fra kviksølvfabrikkerne, så folk, der har fået ødelagt deres helbred, kan få den erstatning, de har krav på.

- Man kan ikke regne med, at de medarbejdere, som er blevet udsat for kviksølv, selv har fundet ud af, at det kan være årsagen til deres helbredsskader, og slet ikke når selv lægerne ikke ved, at der er en sammenhæng. Det viste sagen om Grindstedværket, siger Jan Toft Rasmussen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Metal.

Han mener, at ministeren som et minimum bør sende et brev til alle de tidligere medarbejdere og opfordre dem til at gå til en læge og søge hjælp hos deres fagforening.

Dansk Metal har selv efterlyst medlemmer på de berørte arbejdspladser, og er parat til at føre sagerne:

- Der er næppe tvivl om, at virksomhederne ligger inde med flere oplysninger om de medarbejdere, som er blevet udsat for kviksølv, og derfor bør Arbejdstilsynet forlange oplysningerne udleveret, så ministeren kan orientere dem om deres muligheder for at få erstatning for eventuelle arbejdsskader, siger Peter Poulsen, faglig sekretær med ansvar for arbejdsskadesager i Dansk Metal.

Under samrådet undskyldte ministeren sig med, at det var virksomhedernes og lægernes ansvar, at de pågældende medarbejdere blev oplyst om de store mængder kviksølv og om de skader, de risikerede at få. Hun følte sig overbevist om, at både virksomhederne og lægerne har levet op til deres forpligtigelser. På den anden side undrede hun sig over, at der ikke er anmeldt flere skader efter udsættelse for kviksølv.

Dansk Metal har tidligere offentliggjort en liste over 12 virksomheder, som ifølge Beskæftigelsesministeriet har udsat medarbejderne for farligt arbejde med kviksølv. Samtidig har forbundet aktivt efterlyst medlemmer, der har arbejdet på de berørte fabrikker, og vil rejse alle de sager, der kommer frem, med krav om erstatning.

Information om Dansk Metal

Dansk Metal
Dansk Metal
Molestien 7
2450 København SV

33 63 20 00https://www.danskmetal.dk/

Dansk Metal er en fagforening for ca. 100.000 lønmodtagere, der arbejder med it, teknik og mekanik.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye