HK Danmark

Skat indgår forlig om misburg af vikarer

Del
Det kan være i strid med loven, når en virksomhed igen og igen forlænger den samme vikar. Skat betaler nu godtgørelse til en række HK’ere.

 Af Martin Sommer

Skat har gennem flere år brudt loven om tidsbegrænset ansættelse. Den statslige virksomhed har i årevis haft en række vikarer, som igen og igen har fået forlænget deres vikariater – men som aldrig er blevet fastansatte.

Da økonomien for alvor strammede til i 2009, fik alle vikarer besked på, at nu var det definitivt slut – nu løb vikariaterne ud. Men selvom vikarerne har accepteret deres vikaransættelser, fordi de har håbet på fastansættelse, så er det ikke lovligt uden objektiv grund at blive ved at forlænge og forlænge en vikar.

Det har Skat nu anerkendt, og der er indgået en perlerække af forlig med HK/Stat. Forligene giver medlemmerne en tortgodtgørelse for overtrædelse af loven på beløb mellem 42.000 og ca. 300.000 kroner. Tre medlemmer, som stadig var vikarer, blev ifølge forliget fastansat 1. januar.

Godt forlig i trist sag
HK/Stats faglige koordinator, Tina Green, er godt tilfreds med forligene, som alle medlemmerne har tiltrådt. På medlemmernes vegne glæder hun sig over, at Skat har villet fastansætte de vikarer, som endnu var ansat i december 2009.

Men det er trist, at sagerne overhovedet eksisterer og at HK/Stat først fik kendskab til vikarernes forhold, da fire vikarer selv henvendte sig og fortalte om forholdene.

»Normalt skal HK/Stat underrettes om alle afskedigelser – men der er desværre en tvist om, hvorvidt dette også gælder vikaransatte – og det har konkret betydet, at HK/Stat ikke har haft kendskab til de mange vikarer i Skat,« siger Tina Green. Hun  håber, at det uheldige forhold bliver rettet.

Hvad loven siger
Og hvad siger loven om tidsbegrænset ansættelse så?

Ja, den siger, at du gerne må være vikar og have flere vikariater efter hinanden – hvis der er en objektiv begrundelse for det. Det kan f.eks. være, at du konkret ’tager stolen‘ for en fast medarbejder, som er på barsel, langtidssygemeldt eller er fratrådt. Når det vikariat er slut, sætter du dig i en anden stol for en anden konkret medarbejder, som er væk en periode.

Ifølge Tina Green var problemet i Skat, at selvom vikarerne i nogle tilfælde på papiret vikarierede for en bestemt medarbejder – så udførte vikarerne i Skat de samme arbejdsopgaver kontinuerligt i alle vikariaterne – uanset hvem der var væk og uanset, hvor Skat fik pengene fra til lønnen. Og det er ikke lovligt, hvilket Skat også har erkendt.

20 vikariater på ti år
Og selvom vikarerne forventede fortsat ansættelse – fordi det jo var sket alle de andre gange, når vikariatet løb ud – så skete det ikke længere fra slutningen af 2008.

På det tidspunkt fik alle i Skat mundtligt besked på, at ingen vikariater ville blive forlænget mere.

Det værste eksempel er en vikar, som har haft 20 ansættelser i Skat siden 1998 - og de 11 er efter loven trådte i kraft i 2003.

Multi-vikaren har nu fået et plaster på såret, som svarer til et helt års løn.

Men hun ville helst have været fastansat og dermed behandlet på lige fod med alle sine kolleger.

Får godtgørelse for 20 vikariater på ti år
»Jeg troede bare, at sådan var det«. Det siger 44-årige Mira Almas, som siden 1998 har haft 20 ansættelser i Skat. Hun er en af de vikarer, som Skat nu har måttet betale tortgodtgørelse til, fordi Skat gennem flere år havde brudt loven om tidsbegrænset ansættelse.

Mira Almas havde sit sidste vikariat i Skat i 2009 og har nu fået et helt års løn i tortgodtgørelse, men hun ville helst have været fastansat og dermed behandlet på lige fod med alle de faste kollegaer. Hun var nemlig glad for at være i Skat:

»Det har været dejligt, så længe jeg blev forlænget, det viste jo, at de var glade for mig. Og jeg tænkte ikke så meget over, at det var vikariater jeg havde. Det var nok mest omkring forlængelsen, at jeg blev usikker. Typisk havde jeg jo vikariater på mellem 6 og 12 måneder. Og når de sidste måneder nærmede sig, var jeg da altid lidt usikker på, om jeg blev forlænget. Men omvendt så blev jeg jo forlænget rigtig mange gange, så på et tidspunkt håbede jeg da på, at de ville fastansætte mig.«

Som ansat i Skat var Mira Almas en meget fleksibel arbejdskraft:

»Jeg har arbejdet mange forskellige steder i Skat, blandt andet i omstillingen, i lufthavnen og i forsendelsesafdelingen, så det har jo også betydet, at jeg kan mange forskellige ting og i sidste ende håbede jeg da også på, at det betød, at jeg ville blive fastansat, fordi jeg havde et stort kendskab til de forskellige arbejdsområder.«

Sidste år vendte det hele. Her blev Mira Almas ikke forlænget i sit sidste vikariat og måtte gå på dagpenge, siden har hun været tilkaldevikar på en skole for handicappede børn og som hun selv siger, så er det en noget anden hverdag end i Skat.

Under hele forløbet var Mira Almas ikke klar over, at den måde hun var ansat på, var i strid med reglerne. Først da HK/Stat efterlyste vikarer, som havde været ansat i Skat, gik det op for hende, at det havde været i strid med reglerne.

Ville helst fastansættes
»Jeg regnede bare med, at sådan var forholdene, og jeg var jo glad så længe de forlængede mig. Det var først, da en kollega gjorde mig opmærksom på en artikel i HK Statbladet, at jeg henvendte mig til HK/Stat, som så tog fat om min sag.«

»Nu er jeg selvfølgelig glad for, at jeg har fået en godtgørelse, men jeg ville da allerhelst have haft en fastansættelse. Men jeg føler også, at min sag betyder, at Skat ikke fremover kan blive ved med at behandle andre vikarer på den måde, som jeg er blevet det og det er da rart at vide.«

»Og jeg er da også rigtig glad for, at jeg havde valgt at være medlem af en ordentlig fagforening. Jeg havde aldrig fået gjort noget ved det her selv, plus at jeg jo heller ikke var klar over, at det faktisk var i strid med reglerne, sådan som jeg var ansat. Nu har jeg fået et års løn og fået ret, så det har været alle pengene værd at være medlem.«

Efterlyser flere vikarer
HK/Stat efterlyste i september sidste år her i bladet medlemmer, som har været vikarer i Skat. Også tillidsrepræsentanterne i Skat har hjulpet til med at finde navne på vikarer. HK/Stat har konkret forhandlet 13 personsager – og endnu ligger otte-ti sager til behandling. En sag har HK/Stat måtte trække tilbage. Tre tidligere vikarer er blevet fastansat – og resten har fået en godtgørelse for erkendt lovovertrædelse. Men langt flere end de nævnte har været ansat som vikar hos Skat i perioden fra ca. 2006 – 2009. Og dem vil HK/Stat meget gerne have kontakt med.

»Jeg skal opfordre de vikarer, som har været ansat hos Skat – og som har fået forlænget deres vikariater – om at rette henvendelse til HK/Stat,« – siger faglig koordinator Tina Green. »Så kan vi vurdere, om loven er brudt – og få sagen forhandlet.«

»Vi ved, at mange af vikarerne ikke vil rejse sag, fordi de ikke vil gøre Skat  ’sure‘ og dermed formindske deres chancer for evt. senere ansættelse på arbejdspladsen. Men jeg er helt sikker på, at Skat ikke på nogen måde vil lade det komme en god medarbejder til skade, at hun holder på sin ret. Det ville da være meget besynderligt, når Skat selv har anerkendt, at loven er blevet brudt i de sager, som er forhandlet. Så jeg kan kun opfordre til, at medlemmerne henvender sig og får klarhed,« slutter Tina Green.

Hvis du har været vikar og vil have en vurdering af dine ansættelser, så kontakt den lokale HK/afdeling. Jeg skal opfordre de vikarer, som har været ansat hos Skat – og som har fået forlænget deres vikariater – om at rette henvendelse til HK/Stat

Information om HK Danmark

HK Danmark
Weidekampsgade 8
2300 København C

70 11 45 45http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye