Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

De skal sætte kvalitetsoverliggeren for det danske sundhedsvæsen

Del
Jesper Poulsen, overlæge på Gentofte Sygehus og formand for Den Almindelige Danske Lægeforening fra 1999 til 2005, er nyudnævnt formand for det nyetablerede akkrediteringsnævn. Akkrediteringsnævnet skal vurdere, om danske sygehuse lever op til det nationale niveau for kvalitet på de områder, der er omfattet af Den Danske Kvalitetsmodel.

Formandskabet for akkrediteringsnævnet består desuden af to næstformænd, nemlig Per Østergaard Jensen, cheflæge for Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland og Anna Guttesen, konstitueret hospitalsdirektør for Frederiksberg Hospital.

Akkrediteringsnævnet er en væsentlig del af Den Danske Kvalitetsmodel, som skal højne kvaliteten i sundhedsvæsenet, og som blev overdraget til offentlige og private sygehuse den 17. august.

Alle sygehuse skal gennem de kommende år vurderes ud fra Den Danske Kvalitetsmodel, som stiller en række krav til sygehusenes arbejde med kvalitetsudvikling. Den endelige afgørelse af, om et sygehus lever op til det nationale niveau for kvalitet på de områder, der er omfattet af Den Danske Kvalitetsmodel, træffes af akkrediteringsnævnet, som hermed kommer til at sætte kvalitetsoverliggeren for det danske sundhedsvæsen.

 

Tillykke fra ministeren

Navnene på det tredelte formandskab blev offentliggjort onsdag den 19. august på Første Nationale DDKM konference på Christiansborg, hvor overdragelsen af Den Danske Kvalitetsmodel blev markeret.

Minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, var en af oplægsholderne på konferencen, og han ønskede både sig selv og alle andre borgere tillykke med Den Danske Kvalitetsmodel:
”Jeg er ikke i tvivl om, at DDKM er et meget vigtigt skridt på vej mod at hæve den generelle kvalitet for alle patienter," sagde Jakob Axel Nielsen, der heller ikke var forskrækket ved tanken om flere kvalitetsmål og mere akkreditering:

”Både borgere og personale har ret til det bedst mulige sundhedsvæsen. Det får vi kun, hvis vi er villige til fordomsfrit at undersøge, hvad der går godt, og hvad der går mindre godt. Derfor skal vi måle på kvaliteten. Jeg er overbevist om, at alle ansatte i det danske sundhedsvæsen helst vil yde det bedst mulige. Derfor er jeg overbevist om, at de ikke har noget mod dokumentation og kontrol, hvis de kan se, det nytter,” sagde Jakob Axel Nielsen.

 

Kommunerne bør være med

Det er Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, IKAS, som i tæt samarbejde med sundhedsprofessionelle fra hele landet har udviklet DDKM. Og netop den store involvering er DDKM´s styrke, sagde Jens Elkjær, sundhedsdirektør i Region Syddanmark og næstformand i IKAS´ bestyrelse:

”Det unikke i DDKM består i forankringen, som bygger på de mange medarbejdere i sundhedsvæsenet, som har været med til at udvikle modellen. På den måde er det ikke bare regionerne eller statens model, det er også medarbejdernes model,” sagde Jens Elkjær.
Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland, bød også DDKM velkommen, men brugte samtidig anledningen til at opfordre kommunerne til også at dedikere sig til modellen og få den indført i de kommunale sundhedsvæsener:

”Vi har brug for at alle sektorer slutter op, så vi kan skabe den nødvendige sammenhæng for patienterne,” sagde Ulla Astman.

Jesper Fisker, direktør for sundhedsstyrelsen, og formand for IKAS´ bestyrelse, sendte i sit oplæg faklen videre til de mange medarbejdere ude på sygehusene, som i de kommende år skal indføre principperne fra kvalitetsmodellen:
”Det vil være falsk varebetegnelse, hvis vi solgte projektet som ’a piece of cake’. Men vi tror på, at udbyttet bliver det hele værd,” sagde Jesper Fisker, som sluttede konferencen med at udtrykke håb om, at der om fem år er versioner af DDKM for alle relevante aktører inden for det danske sundhedsvæsen.

 

Fakta:

  • Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt kvalitetsudviklingsprojekt for det samlede danske sundhedsvæsen. Bestyrelsen består af repræsentanter fra ministeriet for sundhed og forebyggelse, sundhedsstyrelsen og Danske Regioner, og også KL, Dansk Erhverv og Danmarks Apotekerforening sidder med ved bordet.

 

  • Arbejdet med DDKM begyndte i 2005. IKAS, Institut for kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, står for det konkrete udviklingsarbejde. Flere hundrede medarbejdere fra sundhedsvæsenet har bidraget i udviklingsarbejdet via temagrupper.

 

  • Alle offentlige sygehuse er omfattet af modellen og skal akkrediteres gennem de kommende år. Det samme gælder de private sygehuse, som udfører ydelser for offentlige midler.

 

  • Visionen er, at DDKM skal omfatte alle offentligt finansierede sundhedsydelser i alle sektorer. Der er pt. udviklet versioner af DDKM for sygehuse, apoteker og kommuner, og en version for det præhospitale område er under udvikling.

 

  • Formålet med DDKM er helt grundlæggende:
    •  
      • færre fejl (medicinfejl, fejloperationer, dårlig kommunikation etc.)
      • ensartet høj kvalitet på tværs af sektorer
      • bedre sammenhæng i alle patientforløb
      • konsekvent brug af ny viden i alle behandlingsforløb
      • at gøre kvaliteten i sundhedsvæsenet mere gennemskuelig for borgerne.

Læs mere på www.ikas.dk

 

Kontakt for yderligere information:

Direktør for IKAS, Karsten Hundborg, telefon 87 45 00 50/ 24 42 70 60. Epost kh@ikas.dk

Informationschef Anna Louise Stevnhøj telefon 87 45 58 73/ 40 35 27 90. Epost als@ikas.dk

Information om Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet
Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet
Olof Palmes Alle
8200 Århus N

87 45 58 73http://www.ikas.dk/

Følg pressemeddelelser fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye