Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

Ny æra for dansk sygehuskvalitet

Del
Alle danske sygehuse, offentlige som private, tager mandag den 17. august hul på arbejdet med Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM. Formålet med modellen er at højne patientsikkerheden og behandlingskvaliteten samt at skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb. DDKM er kulminationen på adskillige års intenst udviklingsarbejde, som har involveret sundhedspersonale fra hele Danmark.

Når personalet på de danske sygehuse møder på arbejde mandag den 17. august, er der adgang til DDKM for sygehuse i et særligt it-system, som er udviklet til formålet. Det betyder, at sygehusene kan begynde at arbejde med kvalitetsmodellen, som består af 104 fokusområder for god kvalitet, som er udmøntet i såkaldte akkrediteringsstandarder.

Standarderne sætter mål for god kvalitet på en lang række områder, der rækker lige fra den konkrete behandling af enkelte sygdomme til god kommunikation med patienter, bekæmpelse af infektioner, it-sikkerhed, uddannelse, administration etc.
Formålet med DDKM er at skabe et nationalt kvalitetssystem, som skal sikre en høj kvalitet i hele det danske sundhedsvæsen. Visionen er nemlig, at alle sundhedsydelser skal omfattes, så der kan arbejdes endnu mere målrettet med patienternes forløb på tværs af sektorer. Der er indtil videre udarbejdet versioner af DDKM for sygehuse, apoteker og kommuner, og der er yderligere en version på vej, der dækker det præhospitale område, det vil sige behandlingskrævende ambulancekørsel.

DDKM er designet til at skabe kontinuerlig kvalitetsudvikling; formålet med modellen er nemlig både at angive standarder for den gode kvalitet og at give sygehuse mv. redskaber til at opsamle de fejl og kvalitetssvigt, der sker, og at bruge erfaringerne til at blive endnu bedre.

Sygehuskvalitet skal være synlig

Direktør for IKAS, Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, Karsten Hundborg, understreger, at DDKM ikke kun handler om kontrol:

”Vi har valgt at udvikle DDKM i et tæt samarbejde med det personale, som arbejder ude på sygehusene, og som kender forholdene. Alle sygehuse arbejder i forvejen med kvalitet. Med DDKM får de et fælles redskab, som også samler og kombinerer de databaser og andre indberetningssystemer, der i forvejen bruges til kvalitetsmåling,” siger Karsten Hundborg.

DDKM er ikke blot et godt tilbud til de danske sygehuse. De skal deltage i kvalitetsudviklingsarbejdet. Sygehusene vil i perioden 2010 til 2012 skulle gennem akkrediteringsprocessen, og offentligheden vil løbende få resultaterne at vide. Når et sygehus har opnået akkreditering betyder det, at sygehuset lever op til det nationale niveau for kvalitet på de områder, der er omfattet af DDKM.

Fejring på Christiansborg

DDKM for sygehuse var i princippet færdig i juni 2008, men overdragelsen måtte vente et år på grund af de mange udsatte undersøgelser og operationer på sygehusene efter konflikten i foråret 2008.

”Derfor glæder vi os naturligvis særligt over endelig at kunne sætte modellen i drift,” siger direktør Karsten Hundborg fra IKAS.

IKAS markerer overdragelsen sammen med indbudte politikere, repræsentanter fra de relevante organisationer, brancher og institutioner under Første Nationale DDKM-konference i Fællessalen på Christiansborg den 19. august. Programmet kan ses herunder.

13.00 – 13.10: Velkomst. Jens Elkjær, næstformand i IKAS´ bestyrelse.

13.10 – 13.30: Det lange tilløb – det store spring. Karsten Hundborg, direktør for IKAS.

13.30 – 13.55: Hvad koster dårlig patientsikkerhed, og hvad kan sundhedsvæsenet vinde ved højere kvalitet. Øystein Flesland, leder af Nasjonal enhet for pasientsikkerhet, Norge.

13.55 – 14.15: Hvad betyder det for et sygehus at blive akkrediteret. Jørgen Jørgensen, direktør Århus Universitet, tidl. Direktør Rigshospitalet.

14.15 – 14.35: Hvor sker skaderne i det danske sundhedsvæsen – og hvordan kan vi forebygge via DDKM? Karen-Inger Bast, Patientforsikringen.

14.35 - 14.50: Pause.

14.50 – 15.10: DDKM og dens betydning for det danske sundhedsvæsen nu og i årene frem. Minister Jakob Axel Nielsen

15.10 – 15.30: DDKM på offentlige og private sygehuse. Ulla Astman, formand for Sundhedsudvalget, Danske Regioner.

15.30 – 16.00: Perspektiver for en dansk kvalitetsmodel. Jesper Fisker, bestyrelsesformand IKAS og direktør for

Sundhedsstyrelsen.

Fakta:

  • Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt og ambitiøst kvalitetsudviklingsprojekt, som blev søsat af amter, stat og det daværende H:S. I dag består bestyrelsen af repræsentanter fra hhv. ministeriet for sundhed og forebyggelse, sundhedsstyrelsen og Danske Regioner, og også KL, Dansk Erhverv og Danmarks Apotekerforening sidder med ved bordet.

  • Arbejdet med DDKM begyndte i 2005. IKAS, Institut for kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, står for det konkrete udviklingsarbejde. Flere hundrede medarbejdere fra sundhedsvæsenet har bidraget i udviklingsarbejdet via temagrupper, og modellen har været gennem to høringsrunder og pilottest på syv sygehuse, før den er givet fri.

  • Alle offentlige sygehuse er omfattet af modellen og skal akkrediteres gennem de kommende år. Det samme gælder de private sygehuse, som udfører ydelser for offentlige midler. Det er dog ikke alle private sygehuse, der skal deltage allerede fra første version af Den Danske Kvalitetsmodel. De private, der kommer med i ’første runde’, er private og foreningsejede institutioner af en vis størrelse, som i behandlinger og struktur minder om sygehuse og dagkirurgiske enheder. Øjen- og øreklinikker samt hospices og rehabiliteringscentre for torturofre vil ikke være omfattet af første version af Den Danske Kvalitetsmodel.

  • Visionen er, at DDKM skal omfatte alle offentligt finansierede sundhedsydelser i alle sektorer. Der er pt. udviklet versioner af DDKM for sygehuse, apoteker og kommuner, og en version for det præhospitale område er under udvikling.

  • IKAS er medlem af den internationale akkrediteringsorganisation ISQua, The International Society for Quality in Health Care. ISQua er en uafhængig non-profit organisation, som støttes af FN's verdens-sundhedsorganisation WHO, og som arbejder for kvalitetssikring og kvalitetsforbedring i patientbehandling og patientpleje. ISQua fungerer blandt andet som konsulentfirma for nationale sundhedsvæsener.
    IKAS arbejder generelt med henblik på godkendelse fra ISQua, og første version af DDKM for sygehuse er ISQua-godkendt.

  • Formålet er at få et fælles nationalt kvalitetsudviklingssystem, som både synliggør og dokumenterer kvaliteten i sundhedsvæsenet - men som også skaber løbende læring og kvalitetsforbedring. Det konkrete formål med DDKM er helt grundlæggende:
    •  
      • færre fejl (medicinfejl, fejloperationer, dårlig kommunikation etc.)
      • ensartet høj kvalitet på tværs af sektorer
      • bedre sammenhæng i alle patientforløb
      • konsekvent brug af ny viden i alle behandlingsforløb
      • at gøre kvaliteten i sundhedsvæsnet mere gennemskuelig for borgerne.

Læs mere på www.ikas.dk

Kontakt for yderligere information:

Direktør for IKAS, Karsten Hundborg, telefon 87 45 00 50/ 24 42 70 60. Epost kh@ikas.dk

Informationschef Anna Louise Stevnhøj telefon 87 45 58 73/ 40 35 27 90. Epost als@ikas.dk

Information om Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet
Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet
Olof Palmes Alle
8200 Århus N

87 45 58 73http://www.ikas.dk/

Følg pressemeddelelser fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye