Børnehaver bør bruge digitale redskaber mere for børnenes skyld

Den femårige sidder lidt uroligt på stolen ved siden af sin far, der er kommet til forældrekaffe. Pædagogen står ved en stor skærm og forklarer, hvordan børnene de sidste to måneder har arbejdet med animationsfilm. De har tegnet figurer, undersøgt figurernes bevægelser ved selv at hoppe og rulle rundt og i fællesskab udviklet historien. Forældrene lytter opmærksomt. Den femårige hvisker til sin far, at filmen har taget lang tid at lave. Hans øjne er store af forventning og stolthed.

Eksemplet kommer fra Mari-Ann Letnes, forsker i børns digitale udtryk og dannelse ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim. Hun vurderer, at de digitale teknologier er et vigtigt element i børns dannelse.

”Børn dannes i mødet med verden og i mødet med sig selv. Og i dag er teknologien en del af deres møde og kommunikation med verden. Teknologi er en forlænget blyant og tegneblok. Det er et værktøj, som er knyttet til barnets mulighed for at udtrykke sig,” siger Mari-Ann Letnes.

Fra konsumenter til producenter

Den norske forsker vil hellere tale om dannelse end om digital dannelse. Det sidste er blot en del af det første, slår hun fast og vurderer, at vi de seneste år har brugt alt for meget tid på at diskutere, om teknologien har en plads i dagtilbuddet, frem for at diskutere hvordan.

Teknologien er en integreret del af børnenes hverdag – en del af den måde, de møder verden og sig selv på. Og dagtilbuddet har mulighed for at bidrage til, at børnene oplever, at de selv kan have indflydelse på den teknologiske virkelighed. At de oplever at se sig selv ikke bare som passive konsumenter, forbrugere, af teknologien, men også som aktive producenter, medskabere, af den.

”Digitale medier og film er en del af børnenes omverden. Derfor giver det god mening, at pædagogisk personale i dagtilbuddet fx arbejder med, hvordan man laver animationsfilm. Og snakke om, hvad der sker, når man dæmper lyset eller sætter musik på. Børnene skal have lov til at lære, hvad der ligger bag det, de bruger tid på,” siger forskeren og vender tilbage til sit eksempel fra før:

”Når den femårige viser sin animationsfilm for et publikum, tager han en plads i rummet. Han får en stemme på baggrund af sine digitale kompetencer og sin viden. Og han oplever at mestre redskaberne og bruge dem til at sætte sit aftryk på verden,” siger forskeren.

Vær bevidst om din position

Pædagogerne spiller en væsentlig rolle i forhold til at udforske verden i børnehøjde, også gennem digitale redskaber, vurderer Mari-Ann Letnes.

”Ser vi igen på animationsfilmen som eksempel, vil der være en masse meningsskabende diskussioner undervejs – fx om, hvor hovedpersonen skal gå hen og hvorfor. Hvad han tænker og føler. Og hvordan han udtrykker det. Her skal pædagogerne være med og stille spørgsmål sammen med børnene,” siger Mari-Ann Letnes og rører dermed ved en grundlæggende pædagogisk refleksion, der handler om at forholde sig til den pædagogiske position i forhold til at understøtte børnenes udvikling.

Går man foran barnet og viser det, hvordan et digitalt redskab skal bruges, ved siden af og støtter barnet i at bruge et redskab, eller bagved, hvor barnet bruger redskabet uden støtte, men ved, at den voksne er til stede? Eller er man ikke til stede og lader børnene bruge de digitale redskaber på egen hånd?

Lær af børnene

I forhold til at bruge digitale redskaber er der ofte et potentiale i at gå bag ved børnene. Det konkluderer forskningsrapporten Brug af digitale redskaber i dagtilbud (2015), der peger på, at hvor børn ofte har en legende og eksperimenterende tilgang, er voksne mere optagede af at bruge de digitale redskaber ”rigtigt”. Hvis man skal sætte børnenes kreativitet i spil, kan man lade sig inspirere af børnene og deres måde at prøve ting af på.

Det er også pædagog Karina Tougaard Poulsens erfaring. Hun er pædagog i Børnehuset Bjørnen, hvor den digitale teknologi er en integreret del af børnenes legeunivers. De bruger hjemmevant robotter, digitale mikroskoper, kameraer, iPads og Code-a-pillars, digitale larver, som kan kodes, så de bevæger sig i forskellige retninger.

”Det digitale gør noget ved børns måde at tænke på, som er megaspændende. De oplever, at de voksne ikke er de eneste eksperter, og udforsker selv det, de er optaget af,” siger Karina Tougaard Poulsen og giver et eksempel på, hvordan hun med et digitalt mikroskop zoomede ind på en bænkebider, fordi børnene var nysgerrige på at se, hvordan benene sad fast. Oplevelsen med bænkebideren rejste en række nye spørgsmål om, hvordan andre ting var bygget. Som fx briller og brillestel. Hvilket børnene efterfølgende fortsatte med at undersøge på egen hånd.

Karina Tougaard Poulsen har skullet vænne sig til at lade børnene føre an.

”I gamle dage, når jeg fik noget nyt digitalt legetøj, brugte jeg dage på at sætte mig ind i det. Nu tager jeg det med og lader børnene finde ud af det. Man skal turde træde et skridt tilbage og opleve tingene med børnenes øjne. Jeg er blevet bedre til at sidde på hænderne,” siger Karina Tougaard Poulsen.

Rammesæt det digitale aspekt

Børnehuset Bjørnen har netop vedtaget en digital mediestrategi, som giver en retning for, hvordan børnehusets pædagogiske personale bruger de digitale redskaber aktivt i forhold til børnenes læringsmiljø – og formulerer arbejdet med børnenes digitale dømmekraft, som fx hvordan og hvornår man må tage og dele billeder af og med hinanden.

Ifølge Karina Tougaard Poulsen er strategien vigtig i forhold til at rammesætte, hvordan de digitale redskaber har en funktion i det pædagogiske arbejde over for både pædagoger og forældre. For begge grupper har brug for at få udviklet et sprog og en forståelse for, hvilken pædagogisk funktion de digitale redskaber har, og hvad det kræver af børn og personale at begå sig digitalt, er Karina Tougaard Poulsens erfaring.

”Det digitale kan godt være lidt grænseoverskridende for nogle af mine kolleger. Vi mangler lidt et sprog for, hvad det er, de digitale redskaber kan! For vores pædagogiske arbejde og i forhold til at kunne forklare det til forældrene,” siger Karina Tougaard Poulsen.

Børn skal smage mange forskellige ting

Helle Marie Skovbjerg, der netop er udnævnt til Danmarks første professor i leg på Designskolen Kolding, genkender den udfordring, som Karina Tougaard Poulsen skitserer. Selv om vi i Danmark er godt med i forhold til at inddrage digitale redskaber i den pædagogiske praksis, kan vi blive endnu bedre.

”Jeg møder mange dygtige pædagoger, som er på banen med programmering, filmproduktion og masser af lege, hvor børn også fysisk er aktive. De forstår, at digital teknologi ikke bare er lig med stillesiddende kroppe foran en skærm. Men der mangler efter- og videreuddannelse, overlevering af erfaringer og et sprog. Hvis børn leger rolleleg, er pædagogerne gode til at fortælle, hvordan legen støtter social og emotionel udvikling. Det er vanskeligere at formulere, når det kommer til de digitale redskaber. Og mange er i tvivl om, hvordan de kommer i gang.”

Ifølge Helle Marie Skovbjerg er der et potentiale i, at flere dagtilbud tager aktivt stilling til, hvordan de vil bruge de digitale redskaber. Og ikke mindst i, at de lader sig inspirere af børnene og leger sig frem.

”Leg er kendetegnet ved åbenhed, mod, at sætte sig selv på spil. Og det skal vi i vores dagtilbud skabe gode betingelser for. Vi skal væk fra at vurdere et redskab på, om det er analogt eller digitalt. Vi skal i stedet vurdere det på dets legeværdi. Børnene selv er heller ikke optagede af, om de leger med det ene eller det andet. De vurderer deres legetøj ud fra, om det duer til de aktiviteter, de gerne vil lave.”

Den pædagogiske opgave handler ifølge forskeren om at sikre, at børnene får adgang til et bredt repertoire af lege:

”Når vi taler om dannelse, er det opdragelsesopgaven, ligesom hvis vi taler om mad, at børn skal smage mange forskellige ting. Børn skal afprøve mange forskellige lege. Nogle gange er de digitale, andre gange er de analoge,” siger Helle Marie Skovbjerg.

Leg jer klogere

Men hvad skal der til, for at pædagogisk personale forholder sig til digitale redskaber på samme måde, som de forholder sig til tegneblokken eller perlepladen som elementer i et pædagogisk læringsmiljø? Også her er legen i centrum. Mari-Ann Letnes ser et behov for, at det pædagogiske personale får rum til at lege sig klogere sammen med hinanden, og anbefaler, at man som leder prioriterer at sætte digital leg på dagsordenen for personalemødet.

”Dannelse er en proces, der foregår hele tiden. Men det tager tid at udvikle faglig digital kompetence. Så sørg for at sætte tid af på personalemødet. Lav en pædagogisk platform, lav en tekst eller en lille film. Og leg jer frem til, hvordan I kan bruge teknologiens muligheder. Ligesom børnene.”

Mari-Ann Letnes er lektor og ph.d. ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim. Hun arbejder ved Institutt for lærerutdanning og er særligt optaget af at forske i børns digitale udtryk og dannelse.

Helle Marie Skovbjerg er professor i leg på Designskolen Kolding. Hun har tidligere arbejdet på Aarhus Universitet som idéhistoriker med fokus på menneskets natur og dannelsesbegrebet.