Brevkasse: Giv dine læsere bedre styr på forsikringen med råd fra Forsikringsoplysningen

Er dine læsere i tvivl, om forsikringen dækker, når barnets iPhone går i stykker i skolen, eller om vandvarmeren er dækket, når den falder ned fra væggen? Så kan de få råd og vejledning af Forsikringsoplysningens brevkasse, som udkommer hver måned.
Landets redaktioner kan frit benytte brevkassen med angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen plus angivelse af fotograf og bureau billeder. Denne pressemeddelse indeholder den anden brevkasse med tre breve, som omhandler blandt andet personskade ved bilulykke og børns iPhones i skolen.
Fakta om Forsikringoplysningen:
Forsikringsoplysningen har gennem mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Du kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/
Brevkasse for januar 2018:
Spørgsmål:
Kære Forsikringsoplysning
Jeg har en datter, der går i 4. klasse. På hendes skole indsamler lærerne skoleelevernes mobiltelefoner på en mobilbakke, som ikke er låst inde i timen. Hvad skal vi som forældre være opmærksomme på, hvis telefonerne går i stykker eller bliver stjålet?
Hilsen
Den nysgerrige forælder
Svar:
Hej forælder
Når du giver dit barn en mobiltelefon med i skole, er ansvaret for telefonen dit eget på samme måde som andre ting, dit barn tager med i skole.
Har du en indboforsikring, er mobiltelefonen dækket på samme måde som alle jeres andre ting. Det vil sige, at forsikringen normalt dækker, hvis den bliver stjålet. Kun hvis I har købt en særlig tillægsforsikring, kan telefonen være dækket, hvis den fx falder på gulvet og går i stykker.
Har du ikke en indboforsikring, eller dækker din egen forsikring ikke den skade, der er sket, kan skolen kun komme til at betale erstatning, hvis skaden er sket ved skolens fejl eller forsømmelser. Det kan fx være, hvis de ikke har opbevaret telefonerne forsvarligt. Det afhænger af en konkret vurdering af, hvordan skaden er opstået. Bed derfor skolen gøre, hvad de kan for at mindske uheld ved fx at opbevare bakken i aflåst skab.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål:
Kære Forsikringsoplysning
For 2 uger siden faldt min 160 liter vandvarmer pludselig ned fra væggen i mit bryggers. Den blev selvfølgelig ødelagt og smadrede i faldet samtidig mit klinkegulv og det skab, som den var monteret i. Mit forsikringsselskab dækker kun ”pludselig skade”. Det vil derfor kun betale for mit skab og gulv, men ikke for en ny vandvarmer. Vandvarmeren har siddet på væggen i mindst 10 år. Den blev ødelagt pga. faldet, og ikke fordi der var fejl på den. Det må da være en pludselig skade?
Mange hilsner fra
Den uforstående
Svar:
Til den uforstående
De fleste husforsikringer dækker ”pludselig skade”. For at man kan anse en skade for pludselig, skal både årsagen til at skaden opstår og dens virkning være øjeblikkelig og uventet. Skadens årsag og virkning skal altså være sket samtidig. I praksis betyder det, at forsikringen ikke dækker den genstand, der falder ned og bliver ødelagt, hvis ikke årsagen til, at den falder ned, er pludselig.
Jeg kan godt forstå, at du oplever det som pludseligt, fordi din vandvarmer har siddet på væggen uden problemer i 10 år. Højst sandsynligt er den faldet ned, fordi skruerne, som vandvarmeren var hængt op med, har løsnet sig. Da skruerne har arbejdet sig ud af væggen over tid, er årsagen ikke pludselig. Det betyder med andre ord, at du selv må betale for en ny vandvarmer. Hvad angår skaderne på dit skab og dit gulv, er ødelæggelserne sket øjeblikkeligt, idet vandvarmeren rammer dem i faldet. Du kan finde kendelser på området hos Ankenævnet for Forsikring på www.ankeforsikring.dk.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål:
En forespørgsel:
I sommers kørte en anden bil ind i min bil bagfra. Jeg har været sygemeldt fra arbejde siden ulykken og er stadig i genoptræning. Min bilforsikring har taget sig af reparationen af min bil, og min ulykkesforsikring udbetaler erstatning, hvis jeg får varige mén efter ulykken. Men begge forsikringer siger, at jeg selv skal anmelde min rygskade til den anden billists forsikringsselskab. Hvad mener de med det, og kan det virkelig passe, at jeg selv skal gøre det? Og kan jeg få erstatning for min rygskade fra både min egen ulykkesforsikring og billistens bilforsikring?
Hilsen billisten
Svar:
Hej den uheldige
Hvad angår din bilforsikring, dækker den reparation af din bil. De penge kan dit forsikringsselskab kræve igen af den ansvarlige billists forsikringsselskab. Din egen bilforsikring dækker ikke din rygskade og er derfor ikke forpligtet til at hjælpe dig med at få den dækket af den ansvarlige billists forsikringsselskab.
Du kan dog have ret til at få erstatning for din rygskade fra den ansvarliges billists forsikring. Men du skal selv anmelde skaden til forsikringsselskabet. Hvis du ikke ved, hvor den anden billist er forsikret, så kontakt politiet eller dit forsikringsselskab. Det bedste er altid at få nummerpladen på den anden bil, når ulykken sker. For du kan altid selv få oplyst hos SKAT, hvor bilen er forsikret. Har du brug for en advokat til at hjælpe dig med sagen, kan du ved alvorlig personskade have mulighed for at få dækket rimelige og nødvendige advokatudgifter fra den ansvarlige billists forsikringsselskab.
Hvad angår din ulykkesforsikring dækker den, hvis du får varige mén på mindst 5 %. Men de kan ikke kræve erstatningen igen af den ansvarlige billists forsikringsselskab, og de er derfor heller ikke forpligtet til at hjælpe dig med at få erstatning fra den ansvarlige billists forsikringsselskab for din rygskade.
Du kan altså få erstatning for din rygskade fra både din egen ulykkesforsikring og den ansvarlige billists forsikring. Du skal bare selv sørge for at anmelde rygskaden til billistens forsikringsselskab.
Behandlingsudgifter kan være dækket af din egen ulykkes- eller sundhedsfor-sikring. De udgifter, som ikke er dækket af dem, kan være dækket af den ansvarlige billists forsikring. Men også her, må du selv anmelde udgifterne.
Slutteligt kan du få godtgørelse fra den ansvarlige billists forsikring for svie og smerte, når du er syg. Du kan også få tabt arbejdsfortjeneste, hvis du ikke har fuld løn under sygdom. Læs mere om dine erstatningsmuligheder i vores pjece ”Beregning af personskadeerstatning”.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Ring til os på 41919191
Skriv til os på Facebooksiden Forsikringsnørden
http://www.forsikringsoplysningen.dk/
LINKS
Pjece personerstatning:
http://www.forsikringogpension.dk/Documents/Webpjecer/Personskadeerstatning_2018.pdf
Skats motorregister:
https://motorregister.skat.dk/dmr-front/dmr.portal?_nfpb=true&_nfpb=true&_pageLabel=vis_koeretoej_side&_nfls=false
Nøgleord
Kontakter
Forsikringsoplysningen
Anja Lintrup Sørensen
Konsulent i Forsikringsoplysningen
41919114
Billeder


Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Von der Leyen sætter kikkerten for det rigtige øje – men der er brug for handling10.9.2025 12:02:52 CEST | Pressemeddelelse
Det store fokus på sikkerhed, konkurrenceevne, investeringer og byrdereduktioner i Ursula von der Leyens årlige statustale glæder forsikrings- og pensionsbranchen. Nu gælder det om at sætte handling bag ordene.
F&P roser klimatilpasningsfokus i udspil til finanslov29.8.2025 11:04:26 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har i dag præsenteret sit forslag til finansloven for 2026, som set fra forsikrings- og pensionsbranchen ikke mindst rummer vigtige tiltag om klimatilpasning med sikring af de danske kyster og en styrkelse af samfundssikkerhed og beredskab. Samtidig lægger regeringen op til en samlet klimatilpasningsplan II for Danmark.
Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring29.8.2025 10:45:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på forsikringerne, når børnene flytter hjemmefra? Om man altid kan regne med at husforsikringen dækker storm? Og hvordan man bedst hjælper de 17-årige med at bilforsikringen?
Mere end 3 millioner er nu dækket af en sundhedsordning27.8.2025 11:57:59 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal viser at et rekordhøjt antal danskere nu har en sundhedsforsikring eller sundhedsordning. Langt de fleste danskere på arbejdsmarkedet er omfattet af en ordning, der kan hjælpe ved fx stress og hjælp til fysioterapi.
Hvis du vil køre privat ø-taxi, så hav styr på forsikringen21.8.2025 13:53:46 CEST | Pressemeddelelse
Anholt er blandt de øer, der er blevet undtaget taxiloven, så private nu kan køre taxi. Men det kan kræve en særlig forsikring, advarer brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, F&P, der opfordrer til, at man kontakter sit forsikringsselskab, inden man kører med betalende passagerer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum