Dansk biotek indtager flot placering i europæisk top

Del
Den danske biotekbranche er trods sin beskedne størrelse en af Europas bedste og mest effektive. Det fremgår af en rapport fra Ernst & Young og DANSK BIOTEK.

Den danske biotekbranche er blandt de bedste i Europa - både når det gælder antallet af lægemiddelkandidater i pipeline og evnen til at rejse venturekapital. Det fremgår af en rapport udarbejdet af rådgivnings- og revisionsselskabet Ernst & Young i samarbejde med DANSK BIOTEK. Rapporten ”Biotech in Denmark 2008 - Growing stronger” er den første danske biotekrapport, som supplerer Ernst & Young’s globale biotekrapport ”Beyond Borders”. Rapporten bygger på en række analyser og interview med danske biotekvirksomheder.

Af rapporten fremgår det, at den danske biotekbranche ligger i den europæiske top 3, når det gælder antallet af lægemiddelkandidater i pipeline.

"Danmark er unik med hensyn til bioteknologi i Europa. Vi er i top 3 hvad angår lægemiddeludvikling og har samtidig en fantastisk bredde, spændende videre over diagnostik og ikke mindst industrielle anvendelser, hvor vi er verdensførende," siger Søren Carlsen, managing partner i Novo A/S og formand for DANSK BIOTEK.

I forbindelse med rapporten har Ernst & Young og DANSK BIOTEK analyseret fordelingen af lægemiddelkandidater i klinisk fase på de medicinske fokusområder, og her viser resultatet, at 37% af pipelinen fokuserer på kræftbehandling, og at Danmark tegner sig for 17% af den europæiske pipeline inden for dette område.

"Vi står helt fremme inden for udvikling af nye lægemidler inden for cancer, nervesygdomme, og diabetes/fedme. Det skyldes, at vi har en stærk kombination af virksomheder, som historisk er stærke inden for disse felter og helt nye virksomheder baseret på banebrydende teknologi som er bragt fra grundforskning til lægemiddeludvikling," udtaler Søren Carlsen.

Selvom den danske biotekindustri i sammenligning med industrierne i Schweiz, Storbritannien og Tyskland er en lille branche, så indtager de danske biotekvirksomheder en tredjeplads, når antallet af lægemiddelkandidater i pipeline gøres op. Endnu bedre bliver det, når man ser på pipeline-gennemsnittet af lægemiddelkandidater i klinisk fase og vækstraten fra 2006-2007. Her er de danske børsnoterede selskaber nummer 1 i Europa med over 10 lægemiddelkandidater i pipeline.

”Pipelinen i dansk biotek er imponerende og vil på sigt føre til, at vi ser nye lægemidler på markedet. Årsagen til, at vi ligger så relativt stærk i Danmark, skal findes i flere forhold men koncentrationen af biotekvirksomhed i især Storkøbenhavns-området og det cluster, der er her, er med til at opretholde et attraktivt miljø og sikre gode forskerkræfter,” siger Benny Lynge Sørensen, partner og leder af Ernst & Young’s Health Sciences.

Rapporten viser også, at den danske biotekbranche er blandt Europas bedste, når det gælder evnen til at rejse venturekapital.

Den danske biotekbranche rejste EUR 118 millioner i venturekapital i 2007. Og selvom det er mindre end årene før, er Danmark samlet set det land, hvor selskaberne procentvis har klaret sig bedst. Sammenlignes tilførslen af venturekapital i den danske biotekbranche over en fem-årig periode er det tydeligt, at branchen - trods en mindre tilbagegang i 2007 - fortsat ligger på et meget højt niveau.

"Til trods for tilbagegangen i 2007 er vi langt fra det niveau, som vi så i 2003, hvor de danske selskaber rejste EUR 74 millioner. Årsagen til Danmarks placering er, at mange af de danske selskaber har haft succes med at tiltrække kapital fra store europæiske venturefirmaer i kraft af, at selskabernes pipeline er blevet mere og mere moden. Det er dog lykkedes de færreste selskaber at tiltrække kapital fra de amerikanske venturefonde, hvilket er en væsentlig faktor for at få dækket det nuværende og fremtidige kapitalbehov i den danske branche," siger Lisa Almén, senior analytiker i Ernst & Young.

Finanskrisen giver dog ifølge Benny Lynge Sørensen nogle udfordringer for den danske biotekbranche både i forhold til udviklingen i pipeline og fremskaffelse af ny kapital.

”Fortsættelsen af udviklingen af pipelinen i stort omfang må siges at være truet, da muligheden for at få tilført ny kapital er begrænset for stort set hele branchen. Lige nu skal der nok tænkes alternativt i et forsøg på at finde kapitalen, så projekterne ikke går i stå og miljøet ikke ødelægges,” siger han.

Rapporten ”Biotech in Denmark 2008 - Growing stronger” blev præsenteret ved en konference i Novo Nordisk A/S den 13. november 2008 og kan fås ved henvendelse til Kirsten Kristensen, Ernst & Young, telefon 35 87 22 22.

Vedhæftede filer

Information om Ernst & Young

Ernst & Young
Tagensvej
2200 København N

3587 2222http://www.ey.com/dk

Følg pressemeddelelser fra Ernst & Young

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ernst & Young

Ny stor undersøgelse fra Ernst & Young på vej: Benchmark af det kommunale vækstmiljø - Entrepreneurship i Danmark 20085.3.2009 16:50:40 CET | Pressemeddelelse

Siden finanskrisen og den efterfølgende økonomiske nedgang for alvor startede i 3. kvartal 2008, er det blevet diskuteret, hvordan danske vækstvirksomheder klarer den alvorlige situation. Lige så interessant er det at se, om krisen har påvirket virksomhedernes placering på danmarkskortet, og hvad kommuner, regioner og stat kan bidrage med for at holde fast i vækstvirksomhederne, der skal udgøre et meget væsentligt bidrag til, at Danmark trækkes ud af krisen.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye