Danske myndigheder indleder miljøvurdering af Baltic Pipe Project

Miljøstyrelsen skal i samarbejde med Energistyrelsen miljøvurdere de tekniske anlæg, Energinet og polske GAZ-SYSTEM planlægger i Danmark som led i Baltic Pipe-projektet. Miljøvurderingen er baggrund for en VVM-tilladelse til projektet.
Baltic Pipe er en mulig ny gasrørledning fra de norske gasrør i Nordsøen til Danmark, henover Jylland, Fyn og Sjælland til en ny rørledning mellem Danmark og Polen over Østersøen. Desuden udbygges det polske gassystem i forbindelse med Baltic Pipe Project. Det er Energinet, der har ansvar for at etablere anlæg på dansk territorium, ligesom disse anlæg også vil blive ejet af Energinet. Dog er der en undtagelse, idet hele gasledningen i Østersøen etableres og ejes af polske GAZ-SYSTEM, som også udbygger det polske gassystem.
Hensigten med Baltic Pipe er bl.a. at sikre danske brugere af gassystemet lave tariffer og at styrke forsyningssikkerheden i nærområdet.
Borgerne inddrages
Første del af miljøvurderingen er idéfasen. I denne fase, som varer frem til den 22. januar 2018, kan alle med interesse i anlægsprojektet komme med kommentarer og forslag til projektet, og til hvad bygherren skal undersøge i forbindelse med miljøkonsekvensrapporten.
For at give offentligheden de bedste muligheder for at blive inddraget i beslutningerne og løsningerne holdes idéfasen, før bygherrerne har planlagt projektet i detaljer. Alle borgere, som kan blive påvirket af anlæggene, har modtaget et brev fra myndighederne.
Læs mere om idéfasen og hent myndighedernes idéoplæg om projektet her.
Seks informationsmøder om projektet
Energinet anerkender, at Baltic Pipe kan give anledning til bekymring hos mange af de lodsejere og naboer, som kan blive berørt af det store anlægsprojekt, forklarer projektleder Sofie Leweson, Energinet:
- Vi ved, at et projekt af denne karakter giver anledning til en række spørgsmål, som vi allerede på dette tidlige tidspunkt gerne vil bidrage til at besvare. Ligeledes ønsker vi at høre borgernes input. Derfor inviterer vi til informationsmøder i januar seks forskellige steder mellem Varde og Næstved. Også senere – formentlig engang i efteråret 2018 - når vi er nået lidt længere i planlægningen af projektet, og myndighederne har offentliggjort miljøkonsekvensrapporten for projektet, inviterer vi til en nye runde informationsmøder, siger hun.
Hent information om tid og sted for møderne.
Nye gasledninger på dansk territorium
På dansk territorium består Baltic Pipe af en 105-110 km lang gasledning i Nordsøen fra den norske gasledning Europipe II til Blåbjerg på Jyllands vestkyst.
På land skal der etableres 210-230 km nye gasledninger fra Blåbjerg til Faxe i det sydøstlige Sjælland, hvor gasledningen i Østersøen kommer i land. Mellem Nybro ved Varde og Egtved samt i Storebælt er de eksisterende gasledninger store nok til at rumme de øgede gasmængder. Derfor skal der ikke anlægges nye gasledninger på disse strækninger.
I Østersøen skal GAZ-SYSTEM etablere en 260-310 km lang gasledning til Polen. Den del af gasledningen, der ligger i dansk farvand, er omfattet af den danske miljøvurdering. GAZ-SYSTEM skal indhente miljøtilladelser for denne del af projektet.
Energinet har foreløbig defineret nogle brede projektområder, som de nye gasledninger på land kan lægges indenfor. Projektområderne undersøges nærmere i forbindelse med miljøvurderingen. Desuden kan borgere komme med informationer, der kan få betydning for valg af linjeføring. Først derefter besluttes mere nøjagtigt, hvor gasledningerne kan gå.
Andre nye gasanlæg
Udover selve rørledningen er der også behov for at udvide den nuværende modtageterminal i Nybro, enten inden for det eksisterende terminalområde eller lige ved siden af. Desuden skal der på Sjælland bygges en kompressorstation, som skal hæve trykket i gasledningen, så gassen kan transporteres den relativt lange afstand over Østersøen til Polen. Det indebærer, at kompressorstationen skal ligge relativt tæt på gasrøret i Østersøen.
Kompressorstationens placering
Energinet har undersøgt en række forskellige placeringsmuligheder på det sydøstlige Sjælland og har været i dialog med kommunerne i området. Det har ført til, at Energinet peger på, at kompressorstationen placeres ved Sydmotorvejen i Næstved Kommune.
- Vi har valgt denne placering, fordi vi dermed påvirker færrest mulige borgere. Desuden giver placeringen gode muligheder for at overholde sikkerhedsafstande og støjgrænser, og der er også gode muligheder for at dæmpe det visuelle indtryk af det tekniske anlæg i landskabet, siger Sofie Leweson.
Da kompressorerne er eldrevne, skal der i forbindelse med kompressorstationen anlægges en ny transformerstation, som forbindes til det eksisterende elnet i området med kabler.
Beslutning om Baltic Pipe
Endnu er det ikke endeligt besluttet, om projektet realiseres. Fra dansk side er forudsætningen for at Baltic Pipe bygges blandt andet, at Energinets bestyrelse godkender projektets business case, og at Energinets ejer, energi-, forsynings- og klimaministeren, efterfølgende siger god for investeringen. På baggrund heraf træffer Energinet og GAZ-SYSTEM endelig investeringsbeslutning i 2018, således at Baltic Pipe kan sættes i drift 1. oktober 2022.
Baggrund og fakta om Baltic Pipe Project
Baltic Pipe Project vil give Danmark, Polen og andre lande i regionen direkte adgang til norsk gas. Projektet forventes at skabe samfundsøkonomiske gevinster for Danmark, Polen og andre lande i de baltiske og central- og østeuropæiske lande. Samtidig vil projektet bidrage til at styrke forsyningssikkerheden og konkurrencen på gasmarkedet, ligesom det kan medvirke til øget bæredygtighed, da det bliver mere attraktivt at skifte fra kul til gas på kraftværker i Polen og landene i regionen.
For danske husholdninger og virksomheder vil prisen for at få transporteret gas fremover kunne fastholdes på et lavt niveau i en situation, hvor faldende dansk gasforbrug ellers forventes at afstedkomme tarifstigninger.
Baltic Pipe er på EU’s liste over projekter af fælles europæisk interesse og har modtaget økonomisk støtte fra EU til forundersøgelsen for projektet.
Læs mere om projektet på Energinets og GAZ-SYSTEMs fælles hjemmeside om Baltic Pipe.
FAKTA om VVM
Miljøstyrelsen skal miljøvurdere og udstede VVM-tilladelse til de landbaserede anlæg i Danmark, mens Energistyrelsen har ansvar for miljøvurdering og VVM-tilladelse for de anlæg, som skal etableres på dansk søterritorium.
Den kommunale planlægning varetages gennem et landsplandirektiv, som udstedes af Er-hvervsministeriet
Kontakter
Seniorprojektleder i Energinet Sofie Leweson, sle@energinet.dk, mobil: 30 67 47 03.
Pressechef i Energinet Jesper Nørskov Rasmussen, jnr@energinet.dk, mobil 23 33 85 75.
Billeder


Information om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger.
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Renoveringen af 400 kilovolt elforbindelsen på tværs af Sjælland nærmer sig hovedstadsområdet25.4.2025 08:57:29 CEST | Pressemeddelelse
Den vigtige højspændingsforbindelse, der løber fra Asnæsværket i Kalundborg til Bjæverskov og videre til Hovegård ved Ballerup, er i gang med at blive renoveret. Forbindelsen får bl.a. skiftet master og ledninger. Næste fase af vedligeholdelsesarbejdet fra Bjæverskov til Høje Taastrup går for alvor i gang til maj 2025.
OPDATERET MED NYT KORT OG TRAFIKALE ÆNDRINGER: Brogårdsvej ensrettet mod vest og mindre villaveje spærres af - kom og bliv klogere på, hvad arbejdet betyder for dig7.4.2025 09:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Energinets kabelarbejde flytter til den centrale del af Gentofte Kommune lige efter Påske. Tirsdag 22. april begynder kabelarbejdet på en del af Brogårdsvej, Jahnsensvej og en del af Kildeskovsvej. Arbejdet i området vil medføre perioder med ensretning, omkørsler, spærring af veje og andre trafikale restriktioner frem til sommer. Torsdag 10. april mellem kl. 15 og 17 fortæller Energinet om arbejdet ved et info-arrangement på p-pladsen overfor Gentofte Station.
Maglemosevej bliver ensrettet i vestlig retning i midten af marts3.3.2025 15:27:12 CET | Pressemeddelelse
Kabelarbejdet i Hellerup skrider fremad som planlagt. Næste fase går i gang på Maglemosevej fredag 14. marts og vil medføre omkørsler og inddragelse af kantstensparkering.
Energinet gør klar til søkabel mellem Hellerup, Nordhavn og Amagerværket24.2.2025 10:10:12 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med den nye kabelforbindelse mellem Glentegård Koblingsstation i Vangede og Amagerværket er gået til søs. Der skal nemlig graves ud til en kabelrende til søkablet, som skal gå fra kysten i Hellerup til Nordhavn og videre til Amagerværket.
Energinet udvider elnettet på Sydsjælland, Lolland og Falster6.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med nye højspændingsstationer, ny 400 kV-forbindelse og to nye 220 kV-forbindelser bliver der plads til at transportere meget mere strøm i elnettet øst for Storebælt. Projektet er udvalgt til at bruge en ny myndighedsproces for miljøvurderingen, og det kan skære op til to år af tidsplanen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum