Brevkasse: Giv dine læsere bedre styr på forsikringen med råd fra Forsikringsoplysningen
13.12.2017 10:00:00 CET | Forsikring & Pension | Pressemeddelelse

Frygter dine læsere skader på huset, når stormene rammer Danmark? Eller frygter de, at ombygningen af huset øger risikoen for indbrud? Er dine læsere i tvivl, om forsikringen dækker? Så kan de få råd og vejledning af Forsikringsoplysningens brevkasse, som udkommer hver måned.
Landets redaktioner kan frit benytte brevkassen med angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen plus angivelse af fotograf og bureau billeder. Denne pressemeddelse indeholder den første brevkasse med tre breve, som omhandler blandt andet indbrud i biler ved juletid og skader ved storm og væltede træer.
Fakta om Forsikringoplysningen:
Forsikringsoplysningen har gennem mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Du kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/
Brevkasse for december:
Spørgsmål:
Hej Forsikringsoplysning
Forleden havde jeg indbrud i min bil, mens jeg var på juleindkøb. Jeg fik stjålet min bærbare computer og min arbejdstelefon. Begge dele lå i en computertaske i bagagerummet, som var låst.
Mit forsikringsselskab vil gerne dække min bærbare computer. Men de vil kun betale, hvad computeren koster hos en leverandør, som de har en rabataftale med. Den er selvfølgelig en del billigere end hos min lokale forhandler, hvor jeg gerne vil købe en ny computer. De vil ikke erstatte min arbejdstelefon. Kan det virkelig passe, når telefonen blev stjålet fra min bil? Og kan de tvinge mig til at købe computeren et bestemt sted?
Hilsen shopperen
Svar:
Hej shopperen
Din indboforsikring dækker dine private ejendele. Derfor er ting, som du bruger erhvervsmæssigt, som hovedregel ikke dækket. Det betyder, at din arbejdsgiver i stedet må anmelde tyveriet af telefonen til sin eventuelle forsikring.
Når du har været udsat for en skade, skal din erstatning så vidt muligt stille dig som før skaden. Der står i de fleste forsikringsvilkår, at forsikringsselskabet kan genlevere tilsvarende ting. Med tilsvarende menes ting som i værdi, kvalitet, egenskaber og udseende svarer til de ting, der skal erstattes.
Hvis du ikke ønsker at købe computeren gennem dit forsikringsselskab, kan du få udbetalt det beløb, som de kunne købe computeren til. Dit forsikringsselskab kan altså ikke tvinge dig til at købe computeren hos en bestemt leverandør. Men hvis computeren er dyrere hos din egen forhandler, så vær opmærksom på, at du selv skal betale merprisen.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål:
Kære Forsikringsoplysning
Min udlejer renoverer ejendommen og har bedt mig udlevere nøglen til min lejlighed til brug for diverse håndværkere. Jeg er utryg ved at give fremmede adgang til min lejlighed.
Jeg har en indboforsikring. Hvordan er jeg stillet, hvis fx håndværkerne ødelægger mine ting, tingene forsvinder, eller hvis de glemmer at låse døren til lejligheden?
Med venlig hilsen
Den utrygge lejer
Svar:
Kære lejer
Jeg kan godt forstå din bekymring. Du har som forsikringstager ansvaret for, at din bolig er forsvarligt aflåst. Ved tyveri fra en ulåst bolig risikerer du, at dit forsikringsselskab betragter det som simpelt tyveri og ikke indbrud. I så fald vil din forsikring dække mindre: Fx er smykker og penge ikke dækket. Glemmer håndværkere at låse din lejlighed, vil din indboforsikring normalt betale erstatning, hvis man ikke kan bebrejde dig den manglende aflåsning. Forsikringsselskabet kan forsøge at kræve erstatningen betalt tilbage af håndværkerfirmaet.
Din forsikring dækker normalt ikke tyveri eller hærværk begået af personer, der har lovlig adgang til din bolig. Tager eller ødelægger håndværkeren dine ting, kan hans arbejdsgiver i visse tilfælde komme til at betale erstatning. Bed dit selskab bekræfte på skrift, hvordan din forsikring dækker, når håndværksarbejdet ikke er igangsat af dig, inden du udleverer nøglen.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål:
Til Forsikringsoplysningen
Min nabo har et meget højt træ, som står tæt på skellet. Jeg er nysgerrig efter, hvordan reglerne er, hvis min nabos træ vælter ind over min grund i en storm, og der sker skade på mit hus.
Kan jeg forlange, at min nabo fælder sit træ, så der ikke sker en skade? Og hvis forsikring skal dække ødelæggelserne og oprydning af træet, hvis uheldet er ude?
Med venlig hilsen
Den bekymrede nabo
Svar:
Kære nabo
For at du kan kræve, at din nabo fælder sit træ, skal der være en begrundet mistanke om, at der er noget galt med træet, og at det kan medføre en skade. Er det tilfældet, er det en god idé at gøre din nabo opmærksom på problemet på skrift og tage fotos af situationen.
Hvis din nabos træ vælter ind på din grund i en storm, skal du anmelde skaden til din egen husforsikring. Din husforsikring dækker skader på grund af nedstyrtende ting samt stormskader på dit hus, når der har været vindstød på mindst 17,2 meter per sekund. På www.forsikringsvejret.dk kan du tjekke, hvor meget det har blæst på et bestemt tidspunkt på en bestemt adresse.
Forsikringen dækker normalt kun oprydning af bygningsdele, og dermed ikke bortskaffelse af et træ. Dog kan udgiften til at fjerne træet fra fx dit tag være dækket, da formålet er at begrænse skaderne på dit hus.
Hvis ikke din egen forsikring dækker dine skader, eller hvis du har en selvrisiko på din forsikring, kan du normalt kun kræve erstatning af din nabo, hvis han har båret sig uansvarlig ad, fx hvis han har været bekendt med, at træet har været sygt, og han har undladt at gøre noget ved det. Er der ikke tegn på sygdom i træet, må du altså selv betale for udbedring af dine skader og/eller din selvrisiko.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Ring til os på 41919191
Skriv til os på Facebooksiden Forsikringsnørden
http://www.forsikringsoplysningen.dk/
Nøgleord
Kontakter
Forsikringsoplysningen
Anja Lintrup Sørensen
Konsulent i Forsikringsoplysningen
41919114
Billeder



Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Forældede regler og lovgivning bremser nye grønne transportformer22.6.2026 12:45:37 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne vælger i stigende grad nye og grønne transportformer, men love og regler følger ikke med. Det mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen, der nu spiller ud med konkrete forslag til, hvordan love og regler bør tilpasses fremtidens transport.
Stærkt fokus på børne- og ungepsykiatrien i regionernes øko-nomiaftale19.6.2026 14:27:33 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen og Danske Regioner målretter i år og de kommende to år én milliard kroner til en akutplan for børne- og ungepsykiatrien. Det er det helt rigtige og nødvendige fokus, mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
F&P: Trepartsforhandlinger om nyt velfærdsforlig er den helt rigtige vej at gå2.6.2026 16:14:28 CEST | Pressemeddelelse
Den nye firkløverregering har dag fremlagt et regeringsgrundlag med mange roser og enkelte tidsler. I F&P hilser forsikrings- og pensionsbranchen den nye regering velkommen og glæder sig til samarbejde om bedre forebyggelse, færre byrder på erhvervslivet og fremtidssikring af pensionssystemet. Til gengæld opfordrer branchen regeringen til at tage et tiltrængt opgør med særskatten på forsikrings- og pensionsbranchen.
Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring1.6.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om sommerferien er i fare pga, brændstofmangel? Om man må tage sit el-løbehjul med til Tyskland? Og om forsikringen dækker revner i soklen på dit hus?
Ny opgørelse: Pensionsbranchen har investeret 260 mia. kroner i vækstsegmentet1.6.2026 10:26:12 CEST | Pressemeddelelse
Den danske pensionsformue er allerede i dag med til at understøtte udviklingen af nye vækstvirksomheder gennem sine investeringer. Men det nye Folketing har en god mulighed for at sætte en klar kurs for, hvordan vi styrker konkurrenceevnen for at fremme europæiske og danske investeringer – herunder også i vækstsegmentet, vurderer brancheforeningen Forsikring & Pension.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
