Pressemeddelelse

Del
Corner satser på Sophienholm og onlinesalg af kunst

Corners tid på Charlottenborg er indtil videre slut, og kunstnersammenslutningen har igennem længere tid søgt efter et alternativt udstillingssted. Valget er faldet på Sophienholm, som er en mindre men for Corner på alle måder spændende bygning, der med sin attraktive beliggenhed, smukke ydre, fine lokaler og historiske ånd yder Corners kunst nogle fine rammer. Sophienholm har tidligere huset Corner, da sammenslutningen sidste år udstillede den historiske Corner Classic.

"Ingen københavnske udstillingssteder kan erstatte Charlottenborg Udstillingsbygning, hvor vi har været indtil nu. Så enkelt er det. Men vi har allerede prøvet at udstille på Sophienholm med Corner Classic og må indrømme, at stedet er et godt alternativ. Bygningen kan dog kun rumme halvdelen af det, vi plejer at udstille, og det giver os naturligvis nogle helt andre udfordringer," siger billedhugger Lene Rasmussen fra Corners ledergruppe.

Salg af kunst på nettet

Her kommer www.corner.dk ind i billedet. For Corner satser nu på at sælge kunst via den nye hjemmeside, og når udstillingen på Sophienholm åbner, vil det være muligt at udvide udstillingen med værker på www.corner.dk

"Vi har brug for en del plads til vores kommende udstilling og vil bruge vores hjemmeside som et udvidet udstillingssted. Samtidigt synes jeg, at hjemmesiden viser, at Corner lever i bedste velgående og ser fremad trods de skuffelser, vi har været igennem i år med Charlottenborg," udtaler Lars Ravn fra Corners ledergruppe.

Corner har længe haft et ønske om at udvikle en ny og dynamisk hjemmeside, som altid er opdateret med de seneste nyheder om kunstnerne og sammenslutningen. Resultatet er et slags virtuelt opslagsværk med blandt andet informationer om de enkelte Corner kunstnere, kunst der kan købes via nettet, nyhedsbreve, der jævnligt vil informere om kunstnerne og oplysninger om udstillinger rundt om i landet.

Indtil videre sælger 13 af kunstnerne deres værker via hjemmesiden, men antallet stiger, når Corner 2008 åbner den 19. januar 2008. Udstillingen varer til 24. marts 2008.

Flere pressefotos findes på www.corner.dk

Information om Corner

Corner
Toftebæksvej
2800 Lyngby

45 88 05 55
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye