Pressemeddelelse

Del
Danske og udenlandske kunstnere gæster Corner på Sophienholm

På lørdag åbner Corner 2008 med figurativ, farverig og ikke mindst fortællende kunst. Udstillingen vises til den 24. marts 2008.

Gæstekunstnerne kommer i år fra USA, Kina, Island, Tyskland, England og Danmark og udstiller deres kunst sammen med en række medlemmer fra Kunstnersammenslutningen Corner.

Fælles for den kinesiske maler Tong Wang og den amerikanske billedkunstner Edith Isaac-Rose er det fortællende og figurative udtryk i deres værker, men også deres motiver har en række fællestræk. De nærer begge en samfundskritisk holdning til mange af de overgreb, der finder sted i dag, og det gengiver de tydeligt i deres kunst. De to kunstnere har også det fortællende og figurative til fælles med Lucian Freud og Frank Auerbach fra The School of London, Helgi Fridjonsson, Holger Bunk, Knud Odde, Janne Klerk og Lars Grenaae, som Corner har inviteret til at udstille på Corner 2008.

"Corner har haft danske og udenlandske gæster på deres årlige udstilling, siden gruppen blev stiftet i 1932. Fordi kernen i Corner er den figurative kunst, har man altid valgt gæstekunstnere, som er fortællende i deres værker og arbejder med det figurative udtryk, men som også gerne må have en holdning," udtaler maleren Lars Ravn fra Corner.

I naturskønne omgivelser

Corner udstillingen er flyttet fra centrum af København til de naturskønne omgivelser ved Bagsværd sø, hvor Sophienholm den 19. januar slår dørene op for Corner 2008 og i mere end to måneder lægger hus til en udstilling med maleri, tegning, skulptur og fotografi samt en række koncerter med blandt andet Chris Minh Doky og kunstfilm af Jacob Jørgensen. Sophienholm er også berømt for Cobra-loftet, som er udført af Asger Jorn, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. I år har seks kunstnere fra Corner udstillingen udført et værk sammen ligesom Cobra-loftet blev det i 1949. Værket af de seks kunstnere er en glasmosaik, som vises i Cobra-rummet.

Kunst på nettet

De ca. 30 kunstnere, der udstiller på den kommende Corner udstilling, vil hurtigt fylde pladsen ud på Sophienholm. Derfor tager Corners kunstnere også deres nye hjemmeside i brug og lader Corner 2008 fortsætte på www.corner.dk. På lige fod med udstillingen på Sophienholm er kunstværkerne, der vises i kunstnernes butikker på www.corner.dk, også til salg.

Udstillere: Poul Anker Bech, Per Baagøe, Elisabeth Bergsøe, Jens Bohr, Chris Minh Doky, Mogens Gissel, Bente Hansen, Gustav Hansen, Merete Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Kjeld Heltoft,Ole Sylvest Jacobsen, Regnar Jensen, Jens-Peter Kellermann, Pontus Kjerrman, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Egon Bjerg Nielsen, Hanne Sejrbo Nielsen, Mogens Nørgård, Celia Paul, Lars Ravn, Paula Rego, Morten Skovmand, Oddvar Torsheim, Hanne Varming, Jacob Jørgensen, Frank Auerbach, Holger Bunk, Lucian Freud, Helgi Fridjonsson, Lars Grenaae, Edith Isaac-Rose, Janne Klerk, Knud Odde og Tong Wang. Desuden en mindeudstilling med værker af netop afdøde Ronald B. Kitaj.

Information om Corner

Corner
Toftebæksvej
2800 Lyngby

45 88 05 55
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye