Praktiserende læger i Region H udskriver mindre psykofarmaka til børn og unge
Politikerne i Region Hovedstaden følger forbruget af medicin til børn og unge med psykiske sygdomme og kan nu konstatere, at antallet af børn og unge, der får udskrevet såkaldt ’psykofarmaka’ hos deres praktiserende læge i Region Hovedstaden, er det laveste i 10 år (se nedenfor).
I Region Hovedstaden er det ikke en målsætning i sig selv at nedbringe antallet af de praktiserende lægers udskrivninger af medicin til psykisk sygdom hos børn og unge.
Karsten Skawbo-Jensen (C), formand for Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden understreger, at det vigtige er at sikre, at de rette patienter får den rette medicinering til den rette tid:
”Vi har haft et stort fokus på at få nedbragt brugen, og det er lykkedes i et godt samarbejde med lægerne. De må gerne udskrive psykofarmaka til børn og unge, men under helt bestemte forudsætninger, og medicineringen skal være korrekt. Resultatet er meget opmuntrende, og vi viderefører vores fælles fokus.”
Det er en børne- og ungdomspsykiatrisk speciallægeopgave at vurdere, om børn eller unge under 18 år har behov for medicinsk behandling. Det vil sige, at praktiserende læger ikke selv kan beslutte at udskrive psykofarmaka til børn og unge.
Stort fokus i Region Hovedstaden
Region Hovedstaden har stort fokus på, at de praktiserende læger, der varetager medicinsk behandling til børn og unge med psykiske sygdomme, er ordentligt klædt på til at varetage opgaven.
Og det er nødvendigt, hvis den praktiserende læge skal kunne påtage sig et ansvar for vedligeholdelsesbehandling af børn og unge med psykisk sygdom understreger Karin Zimmer, formand for PLO-Hovedstaden:
”Der er rigtig gode takter i de nye tal, som viser at et øget fokus - ikke mindst hos de praktiserende læger selv – betyder, at den altovervejende del af den medicinske behandling af psykiske lidelser hos børn og unge varetages af speciallæger i børne-ungepsykiatri, både når det gælder opstart og vedligeholdelsesbehandling."
Hanne Andersen (S) formand for Udvalget vedr. Tværsektorielt Samarbejde i Region Hovedstaden understreger, at regionen lytter til de praktiserende læger, og deres ønsker om at blive klædt bedre på.
”Derfor har vi også en lang række tilbud til de praktiserende læger, hvor de kan få råd og vejledning vedr. medicin og behandling af patienter med psykiske sygdomme. Vi vil gerne i samarbejde med lægerne videreudvikle tilbuddene, så vi sikrer, at vi møder lægernes behov. Men jeg tror også, at vi sammen skal arbejde for, at lægerne kender til de eksisterende tilbud, så de kan få gavn af dem i deres arbejde.”
Tilbud fra Region Hovedstaden
- De praktiserende læger kan allerede i dag henvende sig direkte til de relevante speciallæger i regionen for konkret sparring og rådgivning om patienternes behandling.
- Derudover kan de praktiserende læger gøre brug af en række andre tilbud om sparring og vejledning vedrørende behandling af patienter med psykiske sygdomme. Hos den centrale visitation for psykiatrien, kan almen praksis fx få afklaret, om en patient har behov for hospitalsbehandling eller anden behandling.
- Derudover står regionens telefonrådgivningsfunktioner ’Psyk-Info’ og ’MedicinInfo’ til rådighed for almen praksis, hvor lægerne kan få rådgivning om psykisk sygdom og behandling samt anvendelse af medicin.
- Regionen har også sammen med PLO-Hovedstaden etableret en række tilbud gennem den fælles kvalitetsorganisation KAP-H. Her kan lægerne få hjælp og vejledning af psykiatripraksiskonsulenter og af konsulenter med medicinkompetencer.
- Derudover arrangerer KAP-H blandt andet kurser, temamøder, praksisbesøg og besøg i de kommunale lægelaug. Og der kan arrangeres efteruddannelse i lægernes efteruddannelses- og supervisionsgrupper om emnet.
Fakta:
- Reglerne på området blev skærpet i en vejledning i 2011, hvor Sundhedsstyrelsen fastslog, at det er en børne- og ungdomspsykiatrisk speciallægeopgave at vurdere, om børn eller unge under 18 år har behov for medicinsk behandling.
- Af vejledningen fremgår det, at praktiserende læger gerne må varetage medicinsk vedligeholdelsesbehandling af børn og unge under 18 år med psykiske lidelser. Men det skal ske efter konkret aftale og i samarbejde med en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og forudsætter en konkret individuel shared care-aftale. Også opstart af evt. medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser kan ske hos den praktiserende læge, hvis det sker efter konference med en speciallæge i børne- eller ungdomspsykiatri.
- I perioden efter vejledningen i 2011 er der også sket et markant fald i andelen af børn og unge, som får deres første ordination af antidepressiv medicin i almen praksis.
- Sammenlignet med resten af landet står almen praksis i Region Hovedstaden og Region Sjælland for den laveste andel af de såkaldte ’førstegangsordinationer’ af antidepressiv medicin til børn og unge.
Reduktion i recepter på psykofarmaka til børn og unge udstedt af almen praksis
En opgørelse lavet til Psykiatriudvalget og Udvalget vedr. tværsektorielt samarbejde i Region Hovedstaden i januar 2017 viste, at der fra 2011 til 2015 er sket et jævnt fald i udskrivningen af psykofarmaka til børn og unge i almen praksis. Ved den seneste opgørelse ses det, at tendensen er fortsat i 2016. Antallet af recepter på psykofarmaka til børn og unge udskrevet i almen praksis i Region Hovedstaden er nu på det laveste niveau i 10 år.
Der ses et jævnt fald siden 2011 i antallet af personer under 18 år, som i det enkelte år har indløst recepter på psykofarmaka (antidepressiva, antipsykotika og centralstimulerende midler (ADHD-medicin)) udstedt af alment praktiserende læger i Region Hovedstaden.
I 2016 indløste ca. 950 børn og unge i Region Hovedstaden recept på psykofarmaka udstedt af deres praktiserende læge, hvilket er ca. 200 færre end i 2015. Tallet er det laveste i 10 år.
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Ventetid på planlagte operationer styrtdykker15.7.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter nogle år med lange ventetider på planlagte operationer i Region Hovedstaden er udviklingen nu endegyldigt vendt. I april 2025 var den gennemsnitlige ventetid nede på 43 dage – i samme måned i 2022 var ventetiden 76 dage.
Region H giver flere penge til behandling af et stigende antal kvinder med brystkræft10.7.2025 12:39:29 CEST | Pressemeddelelse
Målopfyldelsen af pakkeforløb for brystkræft er i bedring efter en længere periode med mangel på det nødvendige personale. Området er imidlertid udfordret af et stigende antal kvinder, der sendes til udredning for brystkræft, så for at fastholde de gode resultater har regionsrådet valgt at afsætte 15 mio. kr. i varig bevilling til behandlingen.
20 millioner til at nedbringe ventetiden til operationer og høreapparatsbehandling4.7.2025 10:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden vil sikre hurtigere udredning og behandling for patienter, der oplever længere ventetid til fx en planlagt operation af brok eller til at få høreapparat.
Mere psykiatrisk hjælp til både børn og voksne3.7.2025 12:05:57 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden har afsat penge til mere hjælp fra praktiserende speciallæger indenfor psykiatrien. Der er fundet penge til hjælp til både børn, unge og voksne med behov for psykiatrisk udredning og behandling.
Virtuel virkelighed giver nyt håb til patienter med stemmehøring3.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskning publiceret i The Lancet Psychiatry viser markant effekt af ny VR-behandling. Studiet dokumenterer, at patienter med skizofreni oplever mindre stemmehøring en ved almindelig behandling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum