Q-Interline A/S

Q-Interline A/S søger om optagelse på Nasdaq First North Growth Market Denmark og offentliggør virksomhedsbeskrivelse

22.10.2021 09:00:00 CEST | Q-Interline A/S | Selskabsmeddelelse

SELSKABSMEDDELELSE nr. 1 | 22-10-2021

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, DISTRIBUERES ELLER UDLEVERES HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Denne meddelelse udgør ikke et udbudsdokument. Ingen person bør købe eller tegne aktier i Q-Interline A/S ("Q-Interline" eller "Selskabet"), medmindre dette sker på grundlag af oplysningerne i den virksomhedsbeskrivelse, som Selskabet har offentliggjort i forbindelse med udbuddet af aktier og optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Virksomhedsbeskrivelsen er tilgængelig på Selskabets hjemmeside.

Q-Interline udvikler, producerer og sælger højteknologiske analysesystemer, som optimerer produktionsprocesser i fødevareindustrien og sikrer vished om indhold, kvalitet og sikkerhed i hele værdikæden.

Analysemetoden er en hurtig analyse, som på under 30 sekunder med ultrahøj nøjagtighed leverer vigtige måleresultater til brug for kvalitetskontrol eller proceskontrol. Q-Interline bidrager til bæredygtig anvendelse af alle klodens råvarer, der bruges til fødevareproduktion, og sikrer samtidigt, at kvaliteten af de producerede fødevarer fremmer menneskers og dyrs helbred og velbefindende. 

I dag offentliggør Q-Interline en virksomhedsbeskrivelse med detaljer om udbuddet af nye aktier og selve planen for Selskabets aktiers efterfølgende optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark.

 

Highlights:

  • Selskabet udbyder mellem 4.000.000 styk og 5.000.000 styk nye aktier à nominelt DKK 0,08 stykket (”Udbuddet”).
  • Gennemførelsen af Udbuddet vil tilføre Q-Interline et bruttoprovenu på mellem DKK 20 mio. og DKK 25 mio.
  • Umiddelbart efter gennemførelsen af Udbuddet vil Q-Interlines samlede markedsværdi, baseret på udbudskursen, være på mellem DKK 65 mio. og DKK 70 mio.
  • 57 investorer har givet bindende forhåndstilsagn om køb af aktier for et tegningsbeløb på i alt DKK 12,94 mio.
  • Udbudskursen er DKK 5,00 pr. aktie à nominelt DKK 0,08 stykket.
  • Tegningsperioden løber fra mandag den 25. oktober 2021 til og med fredag den 5. november 2021.
  • Offentliggørelse af resultatet af Udbuddet forventes at ske den 9. november 2021, og første handelsdag for Selskabets aktier under symbolet ”QINTER” forventes at blive den 16. november 2021.

 

Vil hjælpe til bedre fødevarekvalitet i hele verden
Effektiv og miljørigtig produktion af madvarer i verdensklasse er en hverdagsluksus, som mange mennesker i vores del af verden tager for givet. Men i størstedelen af verden kan det være forbundet med reel risiko at indtage mad, fordi der ikke er tilstrækkelig kvalitetssikring. Længe har fødevareindustrier i lande på alle udviklingsniveauer forgæves forsøgt at leve op til de stadigt højere produktions- og informationskrav fra både myndigheder og forbrugere. Q-Interlines patenterede og markedsunikke analyseteknologi gør det muligt for producenter af blandt andet fødevarer at garantere, at de kender indholdet af deres produkter ned til de mindste delelementer hele vejen fra råvarer til færdigt produkt.

Q-Interlines løsning giver mulighed for at skabe den afgørende tillid til produktionsapparatet hele vejen fra ”jord til bord” samt reducere spild i landbrugs- og fødevareproduktion og negativ påvirkning af miljøet.

Eksportandelen udgjorde i 2020 ca. 60 %, og andelen forventes øget væsentligt de kommende år. De primære eksportmarkeder er Europa og Nordamerika, men Q-Interline har leveret analyseinstrumenter til talrige kunder på andre eksportmarkeder og har samlet leveret analyseinstrumenter i 39 lande.  

For at understøtte Selskabets vækstambitioner på nuværende og nye markeder og for at forløse det internationale potentiale, søger Q-Interline nu optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark for at rejse DKK 20-25 mio. i vækstkapital.

Bestyrelsesformand Birgit Vilstrup Olsen for Q-Interline udtaler:

”Den planlagte børsnotering er et vigtigt næste kapitel i den del af Q-Interlines historie, som begyndte i 2017, hvor Selskabets stifter Anders Larsen valgte at gøre plads til nye kræfter i Selskabet. På baggrund af hans visionære tilgang til kundernes problemer, udviklede han grundstenen til de banebrydende patenterede analysekoncepter, som i dag er gjort strømlinede og skalerbare”,

og fortsætter:

”Med optagelse til handel vil Q-Interline kunne realisere sit udviklingspotentiale og træde effektivt ind på et globalt marked, der er i konstant vækst. Vi er alle stolte over at få mulighed for derigennem at bidrage til at løfte Anders’ livsværk til de højder, det fortjener.

Optagelse af Selskabets aktier til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark bliver samtidigt en åben invitation til danske investorer, der vil være med til at gøre en forskel og hjælpe vores kunder med at levere på 3 af FN’s 17 verdensmål."

Martin Roithner Henriksen, CEO for Q-Interline, supplerer: ”Vi igangsatte for 5 år siden en proces, hvor vi transformerede vores firma fra at være en klassisk ingeniørvirksomhed, med fokus på specialtilpassede analyseinstrumenter, til at være en rigtig high-tech virksomhed med skalerbare nøglefærdige systemløsninger og tilhørende cloudbaseret fjernovervågning. Med 25 års solid brancheerfaring fra Skandinavien har vi opbygget et solidt fundament til at udbrede og kommercialisere vores innovative produktprogram i resten af verden”.

og han tilføjer yderligere:

”Vi har med støtte fra EU Horizon 2020 og Markedsmodningsfonden bevist, at vores vedligeholdelsesfrie teknologi er blandt den førende i branchen, ligesom vi allerede har solgt procesanalysatorer til de største mejeriselskaber i 9 lande i verden. Efter 25 år er det nu tid til at træde ind i en ny æra for Q-Interline, hvor vi vil sætte fuld fokus på forretningsudvikling og turbo på væksten”.

”Det handler ganske enkelt om, at vi skal være tættere på kunderne, og derfor skal vi udbygge vores egen salgs- og supportorganisation i strategiske markeder de kommende år”.          

 ”Jeg er især glad for den opbakning, som vi allerede har fået fra de 57 investorer, der har givet forhåndstilsagn om køb af aktier for DKK 12,94 mio. ud af det samlede maksimumsudbud på DKK 25 mio., og jeg ser frem til at endnu flere investorer kan komme med på rejsen”, udtaler Martin Roithner Henriksen.

 
Virksomhedsbeskrivelse og informationsmøder
Virksomhedsbeskrivelse inklusive tegningsblanket samt yderligere information er tilgængelig på Selskabets hjemmeside www.q-interline.com/investor

Der er mulighed for at møde Selskabets ledelse på en lang række virtuelle investormøder i perioden fra den 26. oktober 2021 til den 4. november 2021.

Tilmelding til investormøder sker på www.q-interline.com/investor.  

Investormøderne afholdes i samarbejde med:

  • Keystones v/Kenneth Larsen og Jan Rosenbom 
  • Proinvestor v/Helge Larsen 
  • Aktieinfo v/John Stihøj 
  • Invested v/Steen Møller Jensen
  • Dansk Aktionærforening, en interesseorganisation for aktionærer og investorer, v/Michael Bak 
  • Nordnet, et digitalt pengeinstitut for onlineinvestering 
  • Mette Walsted Vestergaard, moderator 

 

Detaljer om Udbuddet og optagelsen til handel

  • Udbudsperiode: 25. oktober 2021 kl. 9.00 – 5. november 2021 kl. 23.59.
  • Udbudskurs: DKK 5,00 pr. aktie à nominelt DKK 0,08.
  • Antal aktier inden Udbuddet: 9.000.000 aktier à nominelt DKK 0,08.
  • Markedsværdien: Baseret på udbudskursen er markedsværdien af Selskabet DKK 45 mio. før gennemførelsen af Udbuddet af nye aktier.
  • Nye aktier: Udbuddet omfatter mellem 4.000.000 styk og 5.000.000 styk nye aktier, hvilket vil give Selskabet et bruttoprovenu på DKK mellem DKK 20 mio. og DKK 25 mio.  
  • Hvis Udbuddet resulterer i, at der ikke tegnes minimum 4.000.000 styk nye aktier (svarende til minimumsudbuddet med et bruttoprovenu på DKK 20 mio.), eller hvis der inden offentliggørelsen af meddelelsen om Udbuddets forløb indtræffer væsentlige negative begivenheder, der efter bestyrelsens vurdering vil gøre det tilrådeligt ikke at gennemføre Udbuddet, vil Udbuddet ikke blive gennemført, og Selskabets aktier vil ikke blive optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark.
  • Bindende forhåndstilsagn: 57 investorer har afgivet bindende forhåndstilsagn for et samlet tegningsbeløb på DKK 12,94 mio.
  • Lock-up: Alle nuværende aktionærer samt bestyrelses- og ledelsesmedlemmer er underlagt lock-up (salgsbegrænsninger) i forhold til hele deres eksisterende aktiebeholdning i Q-Interline og nye aktier tegnet af disse i forbindelse med Udbuddet, dvs. i alt 9.295.000 aktier, i en periode på 12 måneder regnet fra og med første handelsdag.
  • Afgivelse af tegningsordrer: De nye aktier kan tegnes ved afgivelse af elektronisk tegningsordre via investors eget kontoførende pengeinstitut eller ved indlevering af tegningsblanket til investors eget kontoførende pengeinstitut. Tegningen kan også ske elektronisk via Nordnet AB’s danske hjemmeside www.nordnet.dk, hvis kunden opretter sig eller er oprettet som kunde hos Nordnet AB. Der skal minimum tegnes 800 styk aktier, svarende til et minimumtegningsbeløb på DKK 4.000 pr. tegningsordre.
  • Offentliggørelse af resultatet af Udbuddet forventes at ske den 9. november 2021.
  • ISIN-kode: Selskabet har én aktieklasse. De nye aktier vil blive leveret i en midlertidig ISIN-kode DK0061677218. Den midlertidige ISIN-kode, som ikke er søgt optaget til handel, forventes at blive sammenlagt med den permanente ISIN-kode DK0061677135 den 17. november 2021.
  • Symbol: Aktierne vil blive søgt optaget til handel under symbolet ”QINTER”.
  • Optagelse til handel: De nye aktier er godkendt af Nasdaq Copenhagen A/S til optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark på betingelse af, at det påtænkte udbud gennemføres, og at Nasdaq First North Growth Market Denmarks krav til aktionærspredning og Free Float efter Udbuddets gennemførelse er opfyldt.
  • Første handelsdag for aktierne på Nasdaq First North Growth Market Denmark forventes at blive den 16. november 2021.
  • Certified Adviser: Norden CEF A/S.
  • Afviklingsagent og aktieudsteder: Danske Bank A/S.
  • Salgsagent/distribution: Nordnet Bank, filial af Nordnet Bank AB, Sverige.
  • Juridisk rådgiver: BKH Law Advokatpartnerselskab.
  • Revisor: Grant Thornton Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

 

For yderligere oplysninger

Q-Interline A/S:
Stengårdsvej 7

DK - 4340 Tølløse

CVR-nummer 196144409

 

CEO Martin Roithner Henriksen

Telefon: (+45) 53 80 06 09

E-mail: mrh@q-interline.com

 

Certified Adviser:
Norden CEF A/S
Gammel Strand 40, 2.
DK - 1202 København K
CVR-nummer 31933048


Certified Adviser John Norden
Telefon: (+45) 20 72 02 00
E-mail: jn@nordencef.dk

Pressekontakt:
Boris Gullev, Gullev & Co. ApS
Telefon: (+45) 31 39 79 99

 

Bilag: Virksomhedsbeskrivelse af 22. oktober 2021

Vigtig information

Denne meddelelse udgør ikke et prospekt, og intet i denne meddelelse indeholder et udbud af værdipapirer omfattet af kravet om udarbejdelse af et prospekt efter Prospektforordningen ((EU) 2017/1129 af 14. juni 2017, med senere ændringer). Ingen person bør købe eller tegne værdipapirer i Q-Interline A/S, medmindre dette sker på grundlag af oplysninger i den virksomhedsbeskrivelse, der vil blive offentliggjort af Selskabet i forbindelse med Udbuddet af aktier og optagelse af sådanne aktier til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Virksomhedsbeskrivelsen vil efter offentliggørelsen blive gjort tilgængelig på Selskabets hjemmeside med visse begrænsninger.

Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at tilbyde at købe værdipapirer udstedt af Selskabet i nogen jurisdiktion, hvor et sådant tilbud eller salg ville være ulovligt, og meddelelsen og oplysningerne heri må hverken direkte eller indirekte distribueres eller offentliggøres i eller til sådanne jurisdiktioner. De værdipapirer, hvortil der henvises heri, er ikke og vil ikke blive registreret i henhold til U.S. Securities Act of 1933 med senere ændringer (“Securities Act”) og må ikke udbydes eller sælges i USA undtagen i medfør af en registrering i henhold til eller undtagelse fra, eller i en transaktion, som ikke er underlagt, registreringskravene i Securities Act.

Fremadrettede udsagn

Forhold, der behandles i denne meddelelse, kan udgøre fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn er udsagn, der ikke udgør historiske kendsgerninger, og som er kendetegnet ved ord som “vurderer”, “forventer”, “forudser”, “agter”, “anslår”, “vil”, “vil måske”, “fortsætter med”, “bør” og lignende udtryk. De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf en stor del er baseret på yderligere forudsætninger. Selvom Selskabet vurderer, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev foretaget, er de i sagens natur forbundet med betydelige kendte og ukendte risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold, der er vanskelige eller umulige at forudsige eller uden for virksomhedens kontrol. Sådanne risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold kan medføre, at de faktiske begivenheder afviger væsentligt fra de forventninger, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med de fremadrettede udsagn i denne meddelelse. De oplysninger, synspunkter og fremadrettede udsagn, der er indeholdt i denne meddelelse, er kun gældende pr. datoen for denne meddelelses offentliggørelse og kan ændres uden varsel.

Om Q-Interline A/S

Om Q-Interline A/S

Q-Interline er et ingeniørfirma, som udvikler højteknologiske analyseløsninger til optimering af proces- og produktkvalitet, baseret på infrarød spektroskopi og korrekt prøveudtagning.

Q-Interline udvikler dels egne front-end software løsninger og dels software til automatisk cloud-overvågning af både analyseinstrumenter og matematiske kalibreringsmodeller.

Selskabet er blandt de førende leverandører af analyseudstyr til mejerisektoren i Skandinavien, og Selskabet har leveret analysesystemer til kunder i 39 lande verden over inden for fødevare- og mejeriindustrien, landbrug, farmaceutisk og kemisk industri.

Selskabet har gennem 25 år akkumuleret branchekendskab og udviklet nye innovative patenterede løsninger til fødevareanalyse, og står i dag med en konkurrencedygtig produktportefølje baseret på førende teknologi.

Q-Interline bidrager på den måde til bæredygtig anvendelse af alle klodens råvarer, der bruges til fødevareproduktion, og sikrer samtidigt, at kvaliteten af de producerede fødevarer fremmer mennesker og dyrs helbred og velbefindende.

 

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye