Nordjyllands Politi

E45 nordgående lukket – flere færdselsuheld

Del

9.3.2026 14:53:26 CET | Nordjyllands Politi 

Fortsat: "Lige nu ser vi ind i eftermiddagstrafikken og vi opfordrer folk til at køre efter forholdene og følge vores anvisninger.
Vi er opmærksomme på, at nogle har siddet i kø i mange timer efterhånden. Lige nu er der lang kø frem mod frakørslen Støvring Syd, hvor man kan køre fra. Det sætter ganske forståeligt bilisternes tålmodighed på prøve. Vi vil dog opfordre til, at man holder sig i sin bil.
Vi arbejder på at få afviklet køen hurtigst muligt, men tidshorisonten er desværre ukendt."

9.3.2026 14:38:42 CET | Nordjyllands Politi 

Fortsat: "Yderligere 8 personer har modtaget lægebehandling for lettere skader, de har pådraget sig i forbindelse med uheldene. Samlet set har omkring 40 køretøjer været involveret i uheld på strækningen. Køen på E45 er fortsat massiv og vi arbejder stadig på strækningen. Det arbejde det kommer til at fortsætte mange timer endnu, så vi opfordrer fortsat til at folk viser hensyn, nedsætter hastigheden, og evt. finder alternative ruter."

9.3.2026 14:37:45 CET | Nordjyllands Politi 

Udtalelse og status fra KSN-leder Kenneth Ginnerup: "Efter en hektisk formiddag er det tid til en opsamling på de mange færdselsuheld på E45 mellem Støvring Syd og Svenstrup. Status på nuværende tidspunkt er, at i alt er 7 personer blevet behandlet af ambulancer. To af disse er kørt som traumepatienter, men meldes begge i stabil tilstand."

9.3.2026 14:08:32 CET | Nordjyllands Politi 

Køretøjer, som var impliceret i færdselsuheldet på motorvej E45 nordgående er fragtet til pendlerpladsen ved Svenstrup-afkørslen, samt viadukten ved Støvring Nord afkørslen. Ejer skal selv – evt. via forsikring – stå for afhentning.
E45 nordgående er fortsat spærret fra Støvring Syd til og med Svenstrup.

9.3.2026 13:14:50 CET | Nordjyllands Politi 

Kører man af E45 i nordgående retning, så anbefaler vi, at man kører af ved Haverslev og tager alternativ rute nordpå. Kører man på A13 bedes man finde alternativ rute allerede ved rundkørslen A13 Viborgvej/Roldvej.

9.3.2026 12:40:54 CET | Nordjyllands Politi 

Vi får meldinger om flere biler i køen på E45 nordgående syd for Svenstrup, som har problemer med at starte og spærrer nødsporet. I sådanne tilfælde skal føreren kontakte egen vejhjælp for at få flyttet sit køretøj hurtigst muligt.
Strækningen er fortsat spærret, vi er i færd med at bugsere køretøjer væk fra uheldsområdet.

9.3.2026 12:33:05 CET | Nordjyllands Politi 

Borgere, der efter hændelsen oplever behov for støtte til at bearbejde oplevelsen, opfordres til at kontakte egen læge eller deres forsikringsselskab. Derudover kan man også søge hjælp hos Offerrådgivningen der hjælper ofre, vidner og pårørende i forbindelse med voldsomme oplevelser. Du kan kontakte Offerrådgivningen på tlf. 116 006.

9.3.2026 12:29:33 CET | Nordjyllands Politi 

Vi opdaterer løbende om situationen, efterhånden som arbejdet på stedet skrider frem.
Pressens kontakt:
KSN-telefon: 4022 1240

9.3.2026 12:15:37 CET | Nordjyllands Politi 

“Vi er bekendt med, at der er meget lange køer syd for Svenstrup, og det er naturligvis frustrerende for de mange bilister. Vi arbejder på at få genåbnet motorvejen så hurtigt som muligt, men lige nu er vores førsteprioritet at tage hånd om de tilskadekomne og få skabt overblik over situationen. Generelt vil jeg opfordre alle, der bevæger sig ud i trafikken i dag, til at køre efter forholdene, holde god afstand og bruge tågelygter, hvor det er nødvendigt,” siger vicepolitiinspektøren.

9.3.2026 12:13:41 CET | Nordjyllands Politi 

“Der er tale om flere uheld, som formentlig hænger sammen med den tætte tåge på strækningen. Vi opfordrer kraftigt bilister til at finde alternative ruter og tilpasse hastigheden efter forholdene, så vi undgår yderligere uheld. Vi har en række tilskadekomne i forbindelse med hændelserne, og lige nu er vores førsteprioritet naturligvis at hjælpe dem,” siger vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, der leder politiets indsats.

9.3.2026 12:12:39 CET | Nordjyllands Politi 

Ifølge de foreløbige oplysninger er uheldene sket i forbindelse med tæt tåge og vanskelige vejforhold, som har givet stærkt nedsat sigtbarhed på motorvejen. Det har flere steder ført til påkørsler og sammenstød mellem køretøjer.
Motorvejen er på nuværende tidspunkt lukket i nordgående retning fra Støvring Syd, mens politi og redningsberedskab arbejder på stedet. Indsatsen består blandt andet i at yde hjælp til de tilskadekomne, sikre området samt få overblik over hændelsesforløbet.

9.3.2026 12:11:05 CET | Nordjyllands Politi 

Nordjyllands Politi har siden klokken 8.34 mandag den 9. marts 2026 løbende modtaget meldinger om flere færdselsuheld på E45 syd for Svenstrup. Politi, redningsberedskab og ambulancer arbejder i øjeblikket massivt på strækningen, hvor sigtbarheden flere steder er meget dårlig på grund af tæt tåge.
Politiet opfordrer derfor bilister til at undgå området, hvis det er muligt, og i stedet benytte alternative ruter. Samtidig opfordres trafikanter til nøje at følge myndighedernes anvisninger.

9.3.2026 11:51:38 CET | Nordjyllands Politi 

Vi erfarer at flere bilister kører udenom trafikkegler og vejafspærringer ved uheldet på E45 syd for Svenstrup. hvilket skaber farlige situationer. Følg patruljernes anvisninger på stedet. Der meldes om dårlig sigtbarhed i området, kør efter forholdene.

9.3.2026 11:04:21 CET | Nordjyllands Politi 

Nordjyllands Politi arbejder i øjeblikket på motorvej E45 på strækningen fra Støvring Syd til Svenstrup. Der er sket en række alvorlige færdselsuheld, formentlig som følge af den tætte tåge og vejrliget.

Vi opfordrer til at finde alternative ruter og følge myndighedernes anvisninger samt køre efter forholdene – brug tågelygter og hold god afstand til andre bilister.

Vi opdaterer hurtigst muligt om situationen.

Abonner på myndighedsmeddelelser fra Nordjyllands Politi

Abonner på alle kommende myndighedsmeddelelser fra Nordjyllands Politi ved at registrere din mailadresse nedenfor. Du kan altid ophæve dit abonnement igen.

Flere meddelelser fra Nordjyllands Politi

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye