VIA University College køber Tradiums bygning i Paderup
VIA University College køber Tradiums ejendom i Paderup syd for Randers. Købet giver mulighed for at etablere en ny Campus Randers med plads til flere studerende og bedre rammer for bæredygtighed og studiemiljø.
VIA vokser i Randers, og derfor har professionshøjskolens ledelse besluttet at købe og overtage erhvervsskolen Tradiums bygning på Minervavej 57 i Paderup. Formålet er at etablere en ny Campus Randers, der giver plads til flere studerende, og som samtidig sikrer gode rammer om de studerendes liv og læring i fremtiden.
Baggrunden for købet er den nye bygningskonstruktøruddannelse i Randers, som VIA starter op til august næste år. VIA forventer, at op imod 80 nye studerende vil blive optaget på uddannelsen hvert år. Det svarer til omkring 200 nye studerende, når uddannelsen er fuldt udrullet.
Dem er der ikke plads til på den nuværende Campus Randers, hvor VIA i forvejen huser omkring 900 studerende på fire andre professionsuddannelser. Derfor er tiden nu inde til at investere i nye faciliteter, forklarer professionshøjskoledirektør, Kirsten Suhr Bundgaard:
”Randers er en vigtig uddannelsesby for VIA, og med tilkomsten af endnu en uddannelse er der opstået en oplagt anledning til at fremtidssikre nogle rammer, der kan rumme alle vores studerende i byen. Samtidig understøtter købet af en ny campus vores ambitioner om at skabe endnu mere attraktive og moderne studiemiljøer med plads til vækst og synergi i uddannelserne,” siger Kirsten Suhr Bundgaard.
Fra én uddannelsesinstitution til en anden
Bygningerne på Minervavej huser i øjeblikket Tradiums EUD10-tilbud, flere af skolens businessuddannelser og industrioperatøruddannelsen, der efter overdragelsen skal indgå i skolens campusser i midt- og nordbyen. Ud over at give mulighed for at lave og investere i nye uddannelsesmiljøer styrker salget også skolens driftsøkonomi. Derfor er VIAs køb af bygningen en gevinst for begge parter, forklarer Tradiums direktør Lars Michael Madsen:
”Salget er en konsekvens af de kommende års faldende ungdomsårgange, der generelt vil resultere i færre elever på ungdomsuddannelserne. Salget giver os også mulighed for at sammensætte uddannelsesmiljøerne på Tradium på en ny måde – blandt andet kan vi styrke synergien mellem erhvervsuddannelserne inden for business med Tradiums efteruddannelsestilbud på businessområdet, der bliver varetaget på Vester Allé. Samtidig er vi glade for at kunne overdrage til en samarbejdspartner på uddannelsesområdet, så der fortsat er et stærkt uddannelsesmiljø i sydbyen,” siger Lars Michael Madsen.
Det oplagte valg
Bag beslutningen om købet ligger også et økonomisk hensyn fra VIAs side. VIAs beregninger viser nemlig, at der på sigt vil være en økonomisk gevinst forbundet med at eje faciliteterne i Paderup fremfor at fortsætte som lejere af det nuværende lejemål centralt i Randers.
Dertil kommer, at købet af netop Tradiums bygning byder på en række andre fordele for VIA. Dels er bygningen allerede indrettet til uddannelse, hvilket understøtter genanvendelse og hurtig ibrugtagning af den eksisterende bygningsmasse, og dels ligger adressen omgivet af et allerede veletableret uddannelsesmiljø med Paderup Gymnasium, Erhvervsakademi Dania og Randers Social- og Sundhedsskole lige i nærheden.
Det giver oplagte muligheder for synergi og samarbejde imellem de forskellige uddannelser og institutioner, forklarer Kirsten Suhr Bundgaard:
”Placeringen i Paderup åbner nye muligheder for at danne et stærkt campusfællesskab for studerende i området, for fælles udnyttelse af lokaler og faciliteter og for et meningsfuldt samarbejde på tværs af skolerne. Det betyder meget, for uddannelsesmiljøet i Randers er allerede kendetegnet ved respektfuldt og gensidigt samarbejde med fokus på de unges muligheder og den fælles uddannelsesopgave, og vi ser frem til at bidrage til det gode samarbejde i det veletablerede uddannelsesmiljø i Paderup,” siger professionshøjskoledirektøren.
Fakta om VIAs køb af Minervavej 57 i Paderup:
- VIAs campus i Randers huser i dag fire professionsuddannelser med i alt 900 studerende; Pædagoguddannelsen, uddannelsen i psykomotorik, sygeplejerskeuddannelsen og uddannelsen som professionsbachelor i skat.
- Fra august, 2024 udbyder VIA også uddannelsen til bygningskonstruktør i Randers, og her forventes op imod 200 studerende, når uddannelsen er fuldt udrullet.
- VIA University College overtager ifølge købsaftalen bygningerne i Paderup d. 31. december, 2024.
- Købsaftalen indeholder dog en klausul om en midlertidig lejeaftale, så det nye hold af bygningskonstruktører kan påbegynde deres uddannelse på stedet allerede i august, 2024.
- De resterende fire uddannelser i Randers skal først flytte ud til den nye campus i takt med, at ombygninger og faciliteter bliver klargjort. Flytningen forventes ikke afsluttet førend i 2028, hvorfor de færreste nuværende studerende vil nå at blive påvirket af flytningen.
- Ejendommen på Minervavej 57 omfatter et bygningsareal på 5500 kvm plus 1600 kvm kælder. Med oprettelsen af bygningskonstruktøruddannelsen er det ikke tilstrækkeligt til at rumme alle VIAs fremtidige uddannelser i Randers, hvilket er årsagen til, at VIA køber ejendommen med planer om at udvide det eksisterende areal.
- Den samlede købesum for bygningen på Minervavej 57 er fastsat til 39 mio. kr. Hertil kommer omkostningerne til det forventede bygge- og ombygningsprojekt, som er under udarbejdelse. Købsaftalen er betinget af endelig myndighedsgodkendelse samt teknisk-miljømæssig undersøgelse.
- Det samlede budget og beslutningsgrundlag samt godkendelser og teknisk-miljømæssig undersøgelse forventes at være på plads i 2024
Kontakter
Kirsten Suhr Bundgaard, Professionshøjskoledirektør
Tlf:+45 87 55 10 18kibu@via.dkFakta om VIA University College:
- VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
- VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
- VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
- VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
- VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
- VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.
Læs mere om VIA University College på www.via.dk
Følg pressemeddelelser fra VIA University College
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra VIA University College
VIA vil arbejde for fortsat ungdomsuddannelse i Nr. Nissum11.10.2024 11:17:31 CEST | Pressemeddelelse
Med regeringens reformudspil for ungdomsuddannelserne lægges der op til at lukke det nuværende HF. Men står det til VIA University College, bør ungdomsuddannelsen i Nr. Nissum alligevel have mulighed for at fortsætte.
VIA University College: Nye reformudspil baner vejen for et vigtigt løft af professionsuddannelserne8.10.2024 15:47:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er gode takter i regeringen udspil til en reform af de erhvervs- og professionsrettede uddannelser. Det mener Gitte Sommer Harrits, rektor for VIA University College, som kommenterer på reformudspillet her.
Fejring og reception for den nye XR-softwareuddannelse i Viborg1.10.2024 08:41:36 CEST | Pressemeddelelse
Kom med, når vi fejrer af åbningen af Viborgs nye softwareuddannelse med fokus på XR. Du får her mulighed for at møde de nye studerende, undervisere og samarbejdspartnere, og får et indblik i de teknologier, der arbejdets med på uddannelsen. Samtidig får du eksempler på, hvordan teknologien kan benyttes i industrien nu og i fremtiden.
VIAs nye prorektor vil udvikle professionsuddannelserne25.9.2024 12:29:07 CEST | Pressemeddelelse
58-årige Helle Kruuse-Andersen bliver ny prorektor for VIA University College. Dermed overgår ansvaret for professionsuddannelserne i Region Midtjylland til en profil med solid erfaring fra både praksis og uddannelse.
VIA udgiver sin tredje ESG-rapport5.9.2024 07:34:44 CEST | Pressemeddelelse
VIA University College har netop udgivet en ny ESG-rapport, der sætter fokus på professionshøjskolens arbejde for en mere bæredygtig fremtid.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum