Varde Kommune

Banebrydende samarbejde: Nu plantes den første biodiversitetsskov med 13.200 træer nær Outrup

Del

Den 26. oktober plantes Outrup Biodiversitetsskov som resultat af Varde Kommunes samarbejde med NGO’en Growing Trees Network. Sammen har parterne udviklet en nytænkende skovrejsningsmodel, der gør det lettere for virksomheder, foreninger og borgere at rejse skov i kommunen.

PRESSEINVITATION

I morgen sættes de første spinkle stiklinger i jorden nær Outrup som en del af Varde Kommunes samarbejde med Growing Trees Network. Stiklingerne skal de kommende årtier vokse op til omkring fire hektar skov, hvor naturen overlades til sin naturlige cyklus.

Skoven rejses ud fra en ny model, hvor lodsejere, der ønsker at rejse skov på deres grund, kobles til personer, foreninger eller virksomheder, der gerne vil donere træer til skoven.

I forbindelse med etableringen af Outrup Biodiversitetsskov har Dagli’Brugsen Outrup doneret 100 træer, og Din Revisor ApS har doneret 1.000.

Den første skov ser dagens lys

Den 26. oktober går plantningen og fejringen af Outrup Biodiversitetsskov i gang.

Programmet er følgende:

  • Velkomst
  • Taler og skovsang
  • Dekoration af plantepind samt introduktion til plantning
  • Fælles håndplantning

Pressen er velkommen til at deltage fra klokken 11.00-12.30 på adressen Randsigvej 115, 6855 Outrup.

Det skal være lettere at rejse skov

Formålet med Varde Kommunes samarbejde med Growing Trees Network og den nye model er at gøre det lettere for interesserede at bidrage til skovrejsning i Varde Kommune ved at donere træer til områder, som lodsejere stiller til rådighed.

Med skovrejsningsmodellen ender lodsejerne med en markant reducering af skovomkostningerne, idet udgifterne til træerne betales gennem donationer. Selve plantningen sørger Growing Trees Network for efterfølgende.

Citater

Preben Friis-Hauge (V), formand for udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune:

”Vi har i Varde Kommune en ambition om, at der som et led i vores klimaindsats i gennemsnit skal plantes mere end 60 hektar skov om året frem mod 2030. Det er jo helt perfekt, når det som her sker ved, at lodsejere, der ønsker skov på deres grund, får doneret træer af virksomheder, der ønsker mere skov i nærområdet. Det er svært ikke at glædes over."

Kim Nielsen og Lars Heiselberg Vang Jensen, stiftere af Growing Trees Network:

”Den første skov i vores nye samarbejde med Varde Kommune er en vigtig milepæl. Varde Kommune, lodsejerne Gert og Pia og vi inviterer de virksomheder, der har doneret træer, til at tage deres medarbejdere med ud på marken for at rejse den nye biodiversitetsskov. Naturplant, der står for at plante skoven, vil på dagen fortælle om, hvordan skovens design og omgivelser er med til at fremme biodiversitetens muligheder i området.”

Gert Linnau Lund, privat lodsejer for Outrup Biodiversitetsskov:

”Vi rejser træer på vores grund, fordi vi elsker roen i skoven, og det er da dejligt, at vi har mulighed for at etablere skov i gåafstand fra kaffekanden. Vi synes, det er fantastisk, at det er muligt i fællesskab at skabe en biodiversitetsskov, der kan blive levested for utallige arter lige uden for vores dør."

Anders Bærentzen, ejer, Din Revisor ApS:

"Vi synes, at det er et godt projekt, som vi gerne vil støtte. Jeg tror på, at de fleste kan lide skov i deres nærområde. Derfor synes vi, at det er en fin måde at give noget tilbage til det område, der gennem årene har støttet os."

Fakta

  • Ifølge Varde Kommunes klimahandlingsplan skal der rejses 62,5 hektar skov om året frem mod 2030.
  • Et træ koster mellem 18 og 24 kroner, og kan købes af alle interesserede.
  • Mere information om Growing Trees Network og trækøb i Varde Kommune kan findes på: www.growingtrees.dk/varde-kommune/

Kontakter

Om Varde Kommune

- 52 km sandstrande.
- UNESCO Verdensarv (Nationalpark Vadehavet).
- Tre garnisoner (Oksbøl, Varde og Nymindegab).
- En del af Destination Vesterhavet.

Følg pressemeddelelser fra Varde Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Varde Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye