Folkekirkens Nødhjælp

Ny, uafhængig analyse af finanslovsforslaget for 2024 og dansk udviklingsbistand: Tilbage i det gode selskab

10.10.2023 11:45:31 CEST | Folkekirkens Nødhjælp | Pressemeddelelse

Del

Dansk bistand har kurs mod at nå op over 23 milliarder kr. i 2024. Rekorden skyldes ikke, at regeringen vil give mere end 0,7 pct. af det danske BNI i bistand, men at et milliard-efterslæb fra 2021-22 skal indhentes. Timbuktu Fonden præsenterer årets analyse af finanslovsforslaget, der går bag om de mange tal.

Danmark røg i 2022 ud af det gode selskab. For første gang i 41 år nåede dansk bistand ikke FN-målet om at give mindst 0,7 pct. af vores bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. 0,67 pct. blev det til. Regeringen var så fokuseret på ikke at lande OVER 0,70 pct., at vi havnede under. Helt galt gik det med tilsagn om ny bistand i 2022. De landede mere end 2 milliarder for lavt til at nå 0,7 pct. af BNI. Her gik det også galt i 2021. Derfor skyldes 2½ milliard af de 23 milliarder kr. i bistand i 2024, at efterslæbene fra 2021-22 skal indhentes. Regeringen vil have Danmark tilbage i det gode selskab, og det kræver ekstra penge.

Det er godt nyt for udviklingssamarbejdet – om end på en dyster baggrund. Årets analyse fra Timbuktu Fonden fortæller, hvad den rekordhøje bistand skal bruges til. For eksempel at et europæisk land, Ukraine, står til at blive det største modtagerland af dansk bistand i 2024. Og at der i 2024 kun er afsat knapt 800 mio. kr. af udviklingsbistanden til at modtage flygtninge i Danmark mod mere end 3,3 milliarder kr. i 2023. Men faktisk er yderligere 1,2 milliarder kr. afsat i reserve til formålet, hvis flygtningetallet igen eksploderer.

Analysen viser også, at af de godt 9 milliarder kr., regeringen næste år regner med at sende til Afrika, kanaliseres kun godt 1 milliard kr. via de bilaterale landeprogrammer, der tidligere var grundpillen i det danske udviklingssamarbejde.

Regeringen vil i 2024 bruge rekordhøje 6 milliarder kr. til grøn bistand. ”Tilbage i det gode selskab” kigger nærmere på, hvordan de skal bruges. Analysen viser også, at den tidligere S-regerings stærke fokus på migration er nedtonet ganske betragteligt. Endnu en nyhed er, at udenrigstjenesten – også i Afrika – skal styrkes. Hvor og hvordan fortæller finanslovsforslaget ikke, men en del tyder på, at beslutningen om at lukke den danske ambassade i Tanzania i 2024 sløjfes.

”Tilbage i det gode selskab” udgives af Timbuktu Fonden og er skrevet af freelancejournalist Jesper Heldgaard, der i mere end 20 år har dækket udviklingssamarbejde. Den følger op på tidligere år rapporter startende med ”Engang verdens bedste” til og med ”Danmark først” (2022). Dette års analyse er vedhæftet denne PM og kan også hentes fra www.timbuktufonden.dk. Trykt version af analysen kan rekvireres ved henvendelse til Lisbeth Cardoso lica@dca.dk eller 5060 4075.

Kom til fyraftensmøde, hvor analysen fremlægges og diskuteres

Torsdag den 12. oktober 2023 kl. 16.30-18.30 præsenteres analysen af forfatteren, journalist Jesper Heldgaard og diskuteres og sættes i perspektiv af Anne Mette Kjær, professor ved Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk Råd, og af udviklingsordførere: Christian Friis Bach (Rad), Trine Pertou Mach (EL) og Kasper Sand Kjær (S  tbc).

Mødet holdes hos Folkekirkens Nødhjælp, Meldahlsgade 3, København V og arrangeres i samarbejde mellem IDA Global Udvikling og Timbuktu Fonden.

Mere om mødet og tilmelding https://ida.dk/arrangementer-og-kurser/arrangementer/tilbage-i-det-gode-selskab-finanslovsforslaget-for-2024-og-dansk-udviklingsbistand-351569

Yderligere oplysninger: Jesper Heldgaard, freelancejournalist, 20 43 58 18

Om Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp støtter verdens fattigste i deres kamp for et værdigt liv og hjælper mennesker i nød. Vi giver akut nødhjælp i katastroferamte områder og langsigtet udviklingshjælp i fattige egne for at skabe en mere ligeværdig og bæredygtig verden.

Følg pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Ny fordrivelsesbølge i Syrien: Folkekirkens Nødhjælp rykker ud med akut hjælp4.2.2026 09:04:05 CET | Pressemeddelelse

Over de seneste uger er mere end 150.000 mennesker blevet fordrevet fra deres hjem i Syrien som følge af væbnede kampe og interne stridigheder. De seneste uroligheder har især fundet sted i det nordøstlige Syrien, hvor sammenstød mellem regeringsstyrker og det kurdiske mindretal har tvunget familier på flugt. Der er nu indgået en våbenhvile, men situationen er fortsat yderst skrøbelig, understreger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær: ”Det er meget vigtigt, at der er landet en aftale om våbenhvile. Men den er skrøbelig, og de fleste mennesker tør ikke vende hjem. Frygten for igen at blive tvunget på flugt i morgen er alt for reel.” Den humanitære situation forværres yderligere af hårdt vintervejr. Ekstrem kulde og oversvømmelser i flere områder øger risikoen for sult og sygdom. ”Mennesker i Syrien står midt i en akut krise. De mangler mad, varme og basale fornødenheder – netop som vinteren sætter ind. Vi reagerer nu med akut nødhjælp til de mest sårbare familier på

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye