Vallensbæk Kommune

Vallensbæk Kommune med markant fremgang i DI erhvervsmåling

Del

Vallensbæk Kommune er rykket op på den nationale rangorden ifølge årets måling foretaget af Dansk Industri (DI). Kommunen er bedst i Region Hovedstaden, når det kommer til grøn udvikling samt Information og dialog.

Vallensbæk Kommune er rykket hele 25 pladser op i rangordenen i hele landet, sammenlignet med sidste år og indtager nu en fornem 26. plads ud af i alt 92 kommuner. Dette placerer Vallensbæk Kommune blandt de tre mest erhvervsvenlige kommuner i Region Hovedstaden, kun overgået af Høje-Taastrup og Ballerup.

En væsentlig faktor for Vallensbæks imponerende opstigning i rangordenen er den bemærkelsesværdige udvikling inden for bæredygtighed. Kommunen har formået at gå fra en 59. plads sidste år til en imponerende 11. plads i årets undersøgelse. Virksomhederne værdsætter kommunens dedikation til bæredygtige og grønne indkøb samt fokus på mere bæredygtig transport. Dette kombineret med den høje andel af erhvervsbygninger, der opvarmes af fjernvarme, har bidraget positivt til Vallensbæk Kommunes erhvervsvenlige profil. Hvilket glæder Vallensbæks borgmester.

Prioriterer dialog og bæredygtighed

- Vi er utroligt stolte af den fremgang. Det er en anerkendelse af vores målrettede indsats for at skabe gode vilkår for erhvervslivet i vores kommune. Vi vil fortsætte med at prioritere bæredygtighed og en stærk dialog med vores erhvervsliv, samtidig med at vi arbejder på at forbedre vores infrastruktur og skabe bedre betingelser for virksomhederne, siger Henrik Rasmussen.

Peter Lanng Nielsen, formand for DI Hovedstaden, kommenterer:

- Stort tillykke til Vallensbæk Kommune, der er kategorivinder i Region Hovedstaden både når det gælder Grøn udvikling samt Information og dialog mellem erhvervslivet og kommunen. Erhvervslivet bidrager med at udvikle nødvendige løsninger i bestræbelserne på at skabe bæredygtig udvikling, grøn vækst og arbejdspladser, og derfor er en styrket dialog på tværs af virksomheder og kommunen helt afgørende. Det ser ud til, at Vallensbæk Kommune har fundet en god balance i det samspil.

Vallensbæk Kommune har også fået positiv feedback fra virksomhederne i kommunen for de digitale rammer, en effektiv udbudsproces, og indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Samlet set er Vallensbæk Kommunes erhvervsvenlighed bredt forankret og viser en positiv tendens.

Om Vallensbæk Kommune

Vallensbæk er en kommune i vækst med cirka 16.500 indbyggere, fordelt på 9,15 km2.

Kommunen tilbyder med sin gode infrastruktur og unikke placering på Københavns Vestegn, optimale muligheder for at komme til og fra job, gode indkøbsfaciliteter, fleksible pasningsmuligheder, optimale betingelser for et sundt og aktivt fritidsliv og fokus på nære relationer og tidssvarende boliger. Store rekreative naturområder omkring landsbyen og ved Strandparken i syd, hvor der også er en lystbådehavn, gør, at man føler sig på landet midt i storbyen.

Følg pressemeddelelser fra Vallensbæk Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vallensbæk Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye