Tre indsatser skal få børn til at bevæge sig mere i skoletiden
Danske børn og unge bevæger sig alt for lidt, viser nye tal fra Skolebørnsundersøgelsen. Danmarks Idrætsforbund og Diabetesforeningen vil i de kommende politiske forhandlinger have Folketinget til at sikre mere bevægelse i skoledagen for at give børn bedre sundhed, trivsel og indlæring.
Op mod hvert femte barn eller ung i Danmark er overvægtig. Samtidig viser nye tal fra Skolebørnsundersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed, at kun hvert fjerde barn mellem 11 og 15 år lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet. Og det bliver værre, jo ældre de bliver.
Derfor skal mere bevægelse og fysisk aktivitet være en fast integreret del af skoletiden. Det mener Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Diabetesforeningen, der nu kommer med tre klare anbefalinger til politikerne, der er i gang med at genbesøge skolereformen og kravet om 45 minutters daglig bevægelse, der ikke fungerer.
”Vi kan ikke stå på sidelinjen og vende det blinde øje til, at skoletiden for mange børns vedkommende er overvejende inaktiv. Vi kender den positive effekt af fysisk aktivitet fra vores arbejde med 800.000 børnemedlemmer. Omvendt kender vi også de negative effekter af inaktivitet på både sundhed, koncentration og trivsel. Vi både bør og skal gøre en indsats for at skabe en varieret skoledag, så bevægelse og fysisk aktivitet bliver en integreret og helt naturlig del af skoledagen,” lyder det fra formand i DIF Hans Natorp.
”Mere fysisk aktivitet i løbet af hele skolelivet er afgørende, hvis vi skal grundlægge sunde bevægelsesvaner i barndommen, der kan bidrage til at knække kurven for dem, der lever med overvægt og kroniske sygdomme som type 2-diabetes. Ved at integrere mere bevægelse i skoletiden vil vi få en generation af børn, der trives bedre, har en højere indlæring og bliver sundere både nu og på sigt,” siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.
Tre konkrete anbefalinger
De tre konkrete anbefalinger fra DIF og Diabetesforeningen er:
1) Flere timer med bevægelse: Skoleskemaets obligatoriske idrætsundervisning på to timer om ugen skal suppleres med fire bevægelsestimer, hvor pulsen skal op.
2) Lærerne efteruddannes: Der stilles krav til kommunerne om at sikre efteruddannelse af alle lærere, så de kan bruge bevægelse som didaktisk og pædagogisk redskab i undervisningen og give skolebørnene en sund bevægelseskultur.
3) Optimering af skolens rammer: Der afsættes en pulje i Folketinget, som kommunerne kan søge til at indrette skolens fysiske rammer inde såvel som ude, så de indbyder til fysisk aktivitet og spontan bevægelse.
Det er veldokumenteret, at bevægelse og fysisk aktivitet i hverdagen fører mange sundhedsmæssige gevinster med sig – både fysisk og mentalt. Man ved også, at gode og sunde vaner, som fastlægges tidligt, føres med ind i voksenlivet.
”Vi kæmper i Diabetesforeningen for, at flere skal få længere og bedre liv. Samtidig er der stort fokus på børns trivsel og skærmvaner, og det hænger tæt sammen med bevægelse. Bevægelse fremmer både den fysiske og mentale sundhed. Og det kan på sigt også forebygge overvægt og type 2-diabetes og andre kroniske sygdomme. Derfor er det en mærkesag for os, at vi som samfund arbejder forebyggende i skolen, så børn og unge får mulighed for sunde og varige vaner tidligt i livet,” siger Claus Richter.
”Vi ved også, at fysisk aktivitet styrker børns og unges mentale sundhed. Det øger trivslen, fremmer indlæringen og styrker selvværdet. I Danmarks Idrætsforbund gør vi meget for at invitere til bevægelse i foreningslivet, men det kan ikke stå alene. Skoletiden er der, hvor vores børn og unge opholder sig flest timer, og derfor vil vi naturligvis gøre vores til at sikre, at de er fysisk aktivitet og bliver inspireret til mere bevægelse,” supplerer Hans Natorp.
Fakta fra Skolebørnsundersøgelsen 2022 fra Statens Institut for Folkesundhed:
- 73 procent af danske skolebørn mellem 11 og 15 år lever ikke op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet
- Aktiviteten daler over de fire år. I 5. klasse lever 34 procent op til anbefalingerne, mens det er mere end halveret til 15 procent i 9. klasse
- Der er store kønsforskelle. Hver femte dreng i 5. klasse er fysisk aktiv mindst en time dagligt. I 9. klasse er den andel steget til mere end hver fjerde.
- Hos piger er andelen lavere. Her er det kun hver 9. pige, der er aktiv mindst en time dagligt på begge alderstrin. Og hver tredje er aktive mindre end en time ugentligt.
- Andelen af piger i 9. klasse, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, er næsten halveret fra 2018 (20 procent) til 2022 (11 procent)
Uddybende om anbefalingerne
1) Flere timer med bevægelse
Skoleskemaets obligatoriske idrætsundervisning to timer om ugen, skal suppleres med fire bevægelsestimer. I idrætsundervisningen og i de supplerende bevægelsestimer skal børnene have pulsen op med højintens træning mindst tre gange om ugen af 40 minutters varighed, og der skal være fokus på sjov og involverende undervisning. Fysisk træning med høj intensitet styrker knogle-, muskel- og hjerte-kredsløbssundhed og faglig præstation, og de i alt seks timer med bevægelse eller idræt sikrer, at børnene får bevæget sig i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
2) Lærerne efteruddannes
Lærerne uddannes i, hvordan man meningsfuldt integrerer bevægelse i undervisningen som didaktisk og pædagogisk redskab til kropsforankret læring. Der skal frem mod den nye reform af læreruddannelsen stilles krav til kommunerne om at sikre efteruddannelse af alle lærere, så de opnår de rette kvalifikationer til at sikre børns fysiske aktivitet i undervisningen, samt hvordan man faciliterer en sund bevægelseskultur.
3) Optimering af skolens rammer
De fysiske rammer - lige fra skolegårde til gangarealer, aulaer og gymnastiksale - har betydning for børnenes spontane bevægelsesglæde samt muligheden for opnå skolereformens intention om 45 minutters daglig bevægelse i løbet af skoledagen. Vi foreslår, at der i økonomiforhandlingerne med KL skal der afsættes en pulje, som kommunerne kan søge til at indrette skolens fysiske rammer inde såvel som ude, så de indbyder til fysisk aktivitet.
Kontakter
Jonas HjortdalPolitisk kommunikationskonsulent
Tlf:60559849johj@dif.dkHans NatorpFormand for Danmarks Idrætsforbund
Tlf:31444015hna@dif.dkDIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.700 idrætsforeninger og godt 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
De fem første nominerede til Årets Sportsnavn 2024 er offentliggjort13.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
15 atleter bliver nomineret og kæmper om Danmarks fornemmeste idrætspris, som DIF og Team Danmark står bag. Nu afsløres de første fem nominerede til Årets Sportsnavn 2024. Vinderen kåres til SPORT 2024 i Herning den 4. januar 2024.
Unges uddannelse flytter til håndboldarena7.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
FGU Midtjylland flytter en hel gruppe unge fra skolebænken til Jysk Arena hos Silkeborg-Voel. Her skal de unge modtage deres undervisning på en ny måde. Indsatsen er en del af Sportucation under Danmarks Idrætsforbund.
Danmarks bedste holdkammerat er fra Favrskov, Middelfart eller Kolding6.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et stærkt felt på 140 indstillinger er kortet ned til de tre finalister, når prisen som årets unge holdkammerat skal uddeles til det store Sport 2024 i Herning i januar måned.
Kender du Danmarks Sejeste Idrætslærer?5.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt sætter for sjette år i træk fokus på og hylder de idrætslærere, der udfordrer eleverne og engagerer dem i og uden for idrætstimerne. I år er en særlig jury med til at udpege vinderen af prisen ’Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024’.
Mindeord: Et stort forbillede har forladt banen for sidste gang2.11.2024 11:35:51 CET | Pressemeddelelse
Morten Stig Christensen var gennem årtier en af de helt store profiler i DIF-idrætten – som spiller, som leder og som menneske. Hans pludselige død har efterladt os alle i chok.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum