Furesø Kommune

Flyv med Natteravnene ud i den milde majaften

Del

Netværk, nattevandring og nye fællesskaber. Det er målet for Furesø Tryghedsdag 3. maj, hvor du kan være med til at skabe Danmarks tryggeste lokalsamfund her i Furesø.

De sidste års tryghedsvandringer med Natteravnene og Furesø Kommune løfter sig til nye højder 3. maj. Her supplerer organisationen af frivillige voksne de tidligere års aften-/nattevandring med workshops, foredrag og mulighed for at lære mere om, hvad der skal til for at gøre det trygt at være ung i Furesø.

”Tryghed skaber vi selv – sammen. Derfor har vi i år slået et større brød op, hvor vi gerne vil give flere borgere og ikke mindst forældre i Furesø indblik i, hvordan vi alle kan være med til at skabe trygge rammer for os selv og vores unge og sende dem godt ind i sommeren – glade og trygge, hvilket jo kommer alle til gavn," siger Mogens Brolin, Natteravn og initiativtager til Furesø Tryghedsdag 3. maj.

Som ægte Natteravne tager de frivillige dog først rigtigt hul på ’dagen’ kl. 21, hvor Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A) og Hanne Bro-Jørgensen, formand for Natteravnene Furesø sætter aftenen i gang. Efter oplæg og mulighed for at besøge en række workshops er der mulighed for at gå ud i nattelivet med Natteravnene i deres karakteristiske gule jakker, inden hele arrangementet slutter med natmad i Frivillighedscentret ved 23-tiden.

”For 3. år i træk starter vi sæsonen med en walk’n’talk-brainstorm med Furesøs borgere, der, som os, er optaget af lokal tryghed for vores børn og unge – og for trends i den danske ungdomskultur generelt,” skriver Hanne Bro-Jørgensen i invitationen, som forældre til eleverne i Furesøs ældste klasser har fået tilsendt.

”Natteravnene Furesø har siden 2017 oplevet stor medlemstilgang. Og det er godt, for den lokale tryghed kommer jo ikke udefra. Det er noget, vi selv skaber. Det blev for alvor sjovt fra 2017 på grund af vores lokale ravnes engagement, som vi har skruet mere og mere op for siden (…) Natteravnene flyver kun i flok, når de er mange nok” skriver hun endvidere.

Flot ambition om tryghed

”Fra byrådets side har vi skrevet trygheden ind i vores fælles arbejdsprogram, for det skal være trygt at bo og vokse op i Furesø. Om lidt forsvinder vores unge ud i de lune sommeraftener til steder, hvor deres forældre ikke kommer. Sådan skal det være, for det er en del af at være ung. Men Natteravnene sætter en flot ambition for, at vi skal have Danmarks tryggeste lokalsamfund her i Furesø. Det håber jeg, rigtig mange vil bakke op om, siger Ole Bondo Christensen.

Han understreger, at kommunens gadeplansmedarbejdere selvfølgelig også er ude i sommernatten. Men et stærkt hold af frivillige, der er klar med en hjælpende hånd, hvis festen udvikler sig i en skæv retning, skaber netop den tryghed, som kommer os alle til gode.

Natteravnene i Furesø er med ved lokale arrangementer, som Furesø Festivalen, men også flere arrangementer uden for Furesø hen over sommeren, hvor Furesøs unge også kommer. Det gælder blandt andet Distortion i København til maj og gymnasieelevernes ”Puttefest” i Ulvedalene til august.

rogram for Furesø Tryghedsdag den 3. maj

Kl. 21:00:

Velkommen v. Natteravnene Furesø & borgmester Ole Bondo, i Frivilligcenter Furesø, Stien Kultur- & Aktivitetscenter, Paltholmterrasserne 1 i Farum

Oplæg: Lokale Natteravne: "Det har jeg selv oplevet som Natteravn i Furesø"

SSP Furesø: "Det sker der lige nu i Furesø - og andre steder"

Kl. 21:20 – Parallelle workshops:

  • Bo Trygt: Furesø Kommune er Danmarks første Bo Trygt kommune
    (v. Furesø Kommune)
  • Furesø eSport: Annoncering af ny tryghedsskabende eSportsklub
    (v. Initiativgruppen)
  • BeamaBuddy: Præsentation af "Danmarks nye Tryghedsnetværk"
    (v. CEO Jesper E. Pedersen)
  • GivLiv hjerteredder kursus (v. Hjerteforeningens lokale GivLiv instruktører)
  • BoblBerg: Præsentation af en borger-til-borger-portal, der danner rammerne for et digitalt fællesskab
  • Walk'n'talk: Brainstorm i hold á 3 gule jakker rundt i Furesø: "Sådan bevarer og udbygger vi tryghed i Furesø".

Kl. 23:00:

Natmad i Frivilligcenter Furesø, mens observationer og brainstorms deles

Tilmelding via http://ravnetur.nu/vores_tryghed

Kontakter

Yderligere oplysninger
Hanne Bro-Jørgensen, formand for Natteravnene Farum og Mogens Brolin, initiativtager til Furesø Tryghedsdag, tlf. 3070 2233, tryghedsdag@ravnetur.nu
Ole Bondo Christensen (A), borgmester i Furesø Kommune, tlf. 7216 5200

Information om Furesø Kommune

Furesø Kommune
Furesø Kommune
Stiager 2
3500 Værløse

http://www.furesoe.dk/

Følg pressemeddelelser fra Furesø Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Furesø Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum