Landdistrikternes Fællesråd

Opbakning fra Christiansborg til en styrket mediedækning af landdistrikter

Del

Fra næsten alle dele af det politiske spektrum ønsker partierne at styrke mediedækningen i hele landet, lyder det i en rundringning foretaget af Landdistrikternes Fællesråd.

Hovedparten af medieordførerne bakker op om landdistrikternes ønske om en mediedækning i bedre balance, viser en rundringning foretaget af Landdistrikternes Fællesråd.
Hovedparten af medieordførerne bakker op om landdistrikternes ønske om en mediedækning i bedre balance, viser en rundringning foretaget af Landdistrikternes Fællesråd.

Det skal være muligt at se, lytte og læse til historier fra hele Danmark, ligesom mediebilledet skal produceres i hele landet frem for blot de største byer. Sådan lyder budskabet fra 35 borgmestre og formanden for Landdistrikternes Fællesråd i et debatindlæg tirsdag i Jysk Fynske Medier.

Landdistrikternes Fællesråd har derfor foretaget en rundringning til partiernes medieordførere for at høre, hvad de tænker om mediebilledet i Danmark, og hvordan de har tænkt sig at gribe emnet an i efterårets forhandlinger om et medieforlig.

I de kommende forhandlinger vil Socialdemokratiet lægge op til at styrke Danmarks Radios regioner såvel som den regionale og lokale dækning på den landsdækkende flade, ligesom der er grundlag for at overveje, om den regionale dækning på TV2s landsdækkende flade skal udvides, fortæller partiets medieordfører Mogens Jensen.

- Når det er sagt, er det allervigtigste, at vi sikrer, at de lokale dagblade og medier også overlever i fremtiden. Det er de lokale, regionale dagblade, som er det svageste økonomiske led i fødekæden. Derfor er det Socialdemokratiets holdning i forbindelse med det kommende medieforlig, at vi skal overføre midler fra de landsdækkende aviser til de lokale, regionale aviser, siger han og understreger:

- Sikrer vi ikke levegrundlaget for de lokale og regionale medier i fremtiden, får vi først et stort problem, hvis der er bysamfund og store kommuner, som ikke længere har aviser, der bidrager til den demokratiske debat og fortæller lokale historier.

Også hos regeringspartiet Venstre er forberedelserne til efterårets medieforlig godt i gang. Man har allerede lagt sig fast på, at det lokale og regionale stof skal styrkes, fortæller partiets medieordfører Britt Bager:

- Vi har allerede lagt os fast på, at vi vil styrke indholdet regionalt og lokalt, men vi har ikke lagt os fast på, om det skal være på tv-, radio- eller dagbladssiden. Eller måske endda på ugeavissiden, siger hun og tilføjer:

- Vi har bidt mærke i, at det meget foregår fra virkeligheden i København. Vi ønsker på alle punkter et Danmark i bedre balance – også når det drejer sig om mediedækningen. Både hvad angår kilder, men også i forhold til historier, der beskæftiger med, hvad der sker i hele landet.

Public service forpligtelser

De 35 borgmestre og formanden fra Landdistrikternes Fællesråd møder opbakning til kritikken af den danske mediedækning fra Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus:

- Vi skrev allerede i vores medieoplæg i august sidste år, at vi ønskede, at man kom mere rundt i landet. At DR har flyttet arbejdspladser ud til bl.a. Aarhus og Aalborg, ser vi som første skridt. Vi ønsker også at få skrevet public service forpligtelser ind i det nye forlig om, at samtlige modtagere af licens skal være mere til stede i landet, end man er i dag, siger han.

Også Enhedslisten er optaget af at styrke den lokale og regionale dækning, fortæller medieordfører Søren Søndergaard.

- Vi har den opfattelse, at mediedækningen er mere og mere centraliseret. Generelt kan man sige, at vi ikke har landsdækkende aviser, vi har regionale aviser, hvoraf de største er i København. Spørgsmålet er, at hvad man skal gøre ved det, siger Søren Søndergaard.

Hos partiet arbejder man med bl.a. med en norsk inspireret idé om at etablere en form for støtteordning til medieforbruget, så folk også abonnerer på lokale medier.

- Så er der de, vi selv råder over – Danmarks Radio og til dels TV2. Der synes vi, at det er vigtigt, at udviklingen med at have redaktioner forskellige steder fortsættes og forstærkes. Vi kan være meget nervøse for, at man i forbindelse med salget af TV2 rent faktisk kommer til at opleve en centralisering, siger Søren Søndergaard.

Innovation og brugerbestemmelse

I Alternativet handler det hverken om at beskære eller lukke medier, men om at styrke mediedækningen i hele Danmark, forklarer partiets medieordfører Rasmus Nordqvist. For når det kommer til medier i hele landet, har vi brug for mere, ikke mindre, lyder devisen.

- Vi arbejder for at styrke public service i hele Danmark, og det er det, vi går til de kommende forhandlinger med. For os handler det om, hvordan vi styrker public service som begreb i hele landet, og hvordan vi styrker innovation af mediebilledet i hele landet. Man skal ikke nødvendigvis have de samme slags medier i hele Danmark, det kan også være, at man gennem innovation kan udvikle medieområdet, så vi får flere fortællinger fra hele Danmark. Det vil vi arbejde meget på i de kommende medieforhandlinger, siger Rasmus Nordqvist.

Medieordfører hos Liberal Alliance, Leif Mikkelsen, mener ikke, at det er op til politikerne at lovgive sig til en bred mediedækning.

- Mediedækningen af Danmark er en spændende sag, men at gå så vidt som til at bestemme, hvor i landet journalisterne bo, være og arbejde, flugter ikke rigtig med et liberalt parti, siger han og understreger:

- Mediedækningen er der, hvor der er behov for den, den går ud fra den mediekultur, der nu er. Det er brugerne, som bestemmer det. Hvis du køber en avis eller ser tv, kan du som bruger påvirke mediedækningen.

Det har ikke været muligt for Landdistrikternes Fællesråd at træffe medieordførerne fra Det Konservative Folkeparti, SF og Radikale Venstre.

Nøgleord

Kontakter

Noa Jankovic, politisk chef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Billeder

Hovedparten af medieordførerne bakker op om landdistrikternes ønske om en mediedækning i bedre balance, viser en rundringning foretaget af Landdistrikternes Fællesråd.
Hovedparten af medieordførerne bakker op om landdistrikternes ønske om en mediedækning i bedre balance, viser en rundringning foretaget af Landdistrikternes Fællesråd.
Download

Information om Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd
Tybovej 2
6040 Egtved

61 313 636http://www.landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.

Vi tæller 48 kommuner, der tilsammen repræsenterer over 2,6 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer og virksomheder samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum