Danmarks Idrætsforbund

Wozniacki vinder Danmarks største idrætspris

Del
Ved Sport 2018 i Herning blev Caroline Wozniacki for anden gang i karrieren kåret som Årets Sportsnavn.
Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller

Foran tusindvis af tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning til Sport 2018 kunne H.K.H. Kronprins Frederik løfte sløret for, at Caroline Wozniacki løb med den største danske sportspris, Årets Sportsnavn 2018.

Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF og medlem af priskomitéen til Årets Sportsnavn, siger:

”Vi har haft et hav af fornemme danske sportspræstationer på den internationale scene i 2018. Caroline Wozniackis præstation ved Australian Open stikker dog ud som den allerstørste, så hun er en fuldt fortjent vinder af Årets Sportsnavn, som jeg i al ubeskedenhed kalder for Danmarks største idrætspris.”

Morten Mølholm Hansen fortsætter:

”Konkurrencen i international tennis er kæmpe stor. Der findes stort set ikke et land i verden, hvor man ikke spiller tennis, så at vi har en dansker, der vinder en af verdens største turneringer og samtidig bliver nummer et på verdensranglisten, er fænomenalt. ”

Caroline Wozniacki vandt titlen som Årets Sportsnavn foran de to andre nominerede, cykelrytteren Michael Valgren og fodboldspilleren Pernille Harder.

Tre titler og en førsteplads

Årsagen til, at Caroline Wozniacki for anden gang i karrieren kan kalde sig Årets Sportsnavn, er, at hun i 2018 endelig kunne løfte et Grand Slam-trofæ. Efter 14 dages tennis i høj varme tog hun den ene skalp efter den anden og besejrede i finalen verdensranglistens nummer et, rumænske Simona Halep. Efter finalesejren kunne Caroline Wozniacki ikke blot lade sig hylde som vinder af Australian Open, men også som ny verdensetter på ranglisten. Efter karrierens ubestridte højdepunkt ’down under’ vandt Caroline Wozniacki også WTA-titlerne Eastbourne International og China Open.

Caroline Wozniacki kunne ikke selv være til stede ved prisoverrækkelsen, da hun i øjeblikket spiller turneringer i New Zealand og Australien som forberedelse til Australian Open. Caroline Wozniacki var derfor med på en Skype-forbindelse under Sport 2018:

”Tusind, tusind tak for prisen som Årets Sportsnavn. Jeg er stolt over at repræsentere Danmark ude i verden. Det har været et fantastisk år. Jeg har drømt om en Grand Slam-titel, siden jeg var et lille barn. Det virker stadig surrealistisk, at den drøm gik i opfyldelse for et år siden, da jeg vandt i Sydney,” sagde Caroline Wozniacki fra den anden side af jorden.

Årets Sportsnavn for 28. gang

DIF har siden 1991 uddelt prisen Årets Sportsnavn sammen med Jyllands-Posten. Udover for anden gang at indskrive sig i en perlerække af danske sportsprofiler, som tidligere har vundet prisen, så modtager Caroline Wozniacki 75.000 kroner.

Afgørelsen

Ansvaret for den endelige kåring var lagt i hænderne på en priskomité bestående af kulturminister Mette Bock, DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Thomas Møller Kristensen fra Jyllands-Posten.

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning

1992: Jesper Bank, sejlsport

1993: Damelandsholdet, håndbold

1994: Damelandsholdet, håndbold

1995: Mette Jacobsen, svømning

1996: Bjarne Riis, cykling

1997: Wilson Kipketer, atletik

1998: Letvægtsfireren, roning

1999: Camilla Martin, badminton

2000: Damelandsholdet, håndbold

2001: Thomas Bjørn, golf

2002: Tom Kristensen, motorsport

2003: Nicki Pedersen, speedway

2004: Letvægtsfireren, roning

2005: Tom Kristensen, motorsport

2006: Mikkel Kessler, boksning

2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning

2008: Herrelandsholdet, håndbold

2009: Lotte Friis, svømning

2010: Caroline Wozniacki, tennis

2011: Jeanette Ottesen, svømning

2012: Lasse Norman Hansen, cykling

2013: Maja Jager, bueskydning

2014: Camilla Pedersen, triatlon

2015: René Holten Poulsen, kajak

2016: Pernille Blume, svømning

2017: Viktor Axelsen, badminton

2018: Caroline Wozniacki, tennis

Yderligere kommentarer:

Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF, 21663774

Kontakter

Billeder

Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller
Download

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

63 20 61 00https://www.dif.dk

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og flere end 1,9 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Store danske virksomheder og topatleter: Det ligger i vores DNA - Ingen vinder alene17.4.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Nu er der kun 100 dage til OL begynder i Paris. Kampagnen ’Ingen vinder alene’ sætter fokus på Danmarks unikke tilgang, når der skal opnås verdensklasse: Sammenhængen mellem bredde og elite. Danmarks olympiske partnere Salling Group, Danish Crown, Toyota, Poul Schmith og paralympisk partner Elsass Fonden er gået sammen med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund for at vise, hvorfor vi som land bliver ved med at lykkes med at skabe verdensstjerner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye