Guldborgsund Kommune

Visionsaftale: 4.100 flere borgere i Guldborgsund skal ud og røre sig

Del
Guldborgsund Kommune har lavet en ambitiøs aftale med DGI og DIF om både at øge antallet af idrætsaktive og antallet af medlemmer i de lokale sportsforeninger. Visionsaftalen "Bevæg dig for livet" løber fem år.

3.100 og 1.000. Det er de meget konkrete tal for, hvor mange flere borgere i Guldborgsund der skal være idrætsaktive, når aftalen om Guldborgsund som visionskommune udløber om fem år i 2023.

I dag blev visionsaftalen "Bevæg dig for livet" underskrevet i Ejegod Hallen i Nykøbing Falster af Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder, samt DGI's formand, Søren Møller, Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), samt DGI Storstrømmen.

"Aftalen, som vi har underskrevet i dag, er ambitiøs. Det ved vi godt. Men den er også nødvendig, for vi vil have flere borgere ud og røre sig. Vi arbejder allerede i dag aktivt med at øge folkesundheden her i Guldborgsund, men visionskommuneaftalen er den løftestang, der skal til, for at vi kan komme endnu længere i det arbejde," siger Guldborgsunds borgmester, John Brædder.

1.000 flere børn og unge i Guldborgsund Kommune skal være idrætsaktive i 2023. Andelen skal øges fra i dag 73 procent til 83 procent om fem år. Samtidig skal 3.100 voksne ud og røre sig, så andelen af aktive voksne øges fra 59 procent til 65 procent.

Det er desuden målet at øge antallet af aktive i de lokale idrætsforeninger. Derfor skal halvdelen af de 4.100 borgere ifølge målsætningerne være fysisk aktive i en forening, når projektperioden er slut.

De målsætninger skal blandt andet være med til at opfylde den overordnede fælles vision fra DIF og DGI om, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025.

"Samarbejdet med Guldborgsund er spændende, fordi kommunen som opland til København er i vækst. Der ligger derfor et stort arbejde i at få de mange nye borgere i bevægelse. Der er et stærkt fundament i kommunen med gode naturfaciliteter og nye strategier for idræt, bevægelse og faciliteter, der kan understøtte et i forvejen stærkt foreningsliv," siger Per Nedergaard Rasmussen, leder af den kommunale enhed i ”Bevæg dig for livet” i DIF/DGI.

Guldborgsund Kommune har i visionsaftalen lagt vægt på, at alle forvaltningsområder i kommunen er tænkt ind. Det er lige fra social- og ældreområdet til arbejdsmarked, skoler og fritidsområdet.

For at lykkes skal indsatsen være flerstrenget, påpeger Martin Lohse, der er formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget.

"Den helt store styrke i denne aftale er, at vi fra kommunens side inddrager flere forskellige grupper af borgere. Vi lægger op til indsatser både for børn og unge, men også for voksne, ældre, psykisk udsatte og ledige, der måske ikke bevæger sig nok i det daglige. Jeg tror på denne indsats, fordi vi også griber fat, hvor det måske kan være svært, men til gengæld have en stor positiv effekt," siger Martin Lohse og fortsætter:

”Jeg har store forventninger til arbejdet med visionskommunen. Jeg tror på, at dette kan give os helt nye perspektiver på, hvordan vi tænker motion og bevægelse i vores dagligdag - både i og uden for vores foreninger."

Aftalen om visionskommunen løber frem til 2023. Hele aftalen er vedhæftet.

Kontakter

Borgmester John Brædder, tlf. 25180390
Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget, Martin Lohse, tlf. 25181813
Per Nedergaard Rasmussen, leder af den kommunale enhed i ”Bevæg dig for livet”, tlf. 61614055
Foreningsrådgiver Trine Bring Frederiksen, tlf. 25180375

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune
Parkvej 37
4800 Nykøbing F

54 73 10 00http://www.guldborgsund.dk/

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye