Djøf

Vis mere tillid til de ansatte i den offentlige sektor

Del

Djøf, FOA, Sygeplejerskerne, Politiforbundet og Kommunaldirektørforeningen opfordrer Folketinget til at vise offentligt ansatte tillid..

Folketinget indleder sit nye arbejdsår i dag den 4. oktober og i den anledning har FOA, Sygeplejerskerne, Politiforbundet, Kommunaldirektørforeningen og Djøf sendt en fælles hilsen til regeringen og Folketinget.

De fem organisationer har indledt et samarbejde på tværs af de forskellige fagligheder og vanlige positioner om behovet for, at politikerne viser mere tillid til medarbejderne i den offentlige sektor. Der er brug for et opgør med de rigide styremetoder, sektoren i dag er underlagt, så medarbejdernes faglighed og kreativitet i højere grad kan komme i centrum, når man skal udvikle den offentlige sektor til gavn for borgerne.

- Jeg mener, at vi sammen bedre kan levere den velfærd, borgerne bliver stillet i udsigt. Så får samfundet mere ud af velfærdspengene. Og de medarbejdere, der tilvejebringer velfærden, får et mere meningsfuldt arbejdsliv, når de ansatte slippes fri fra unødig kontrol, detailstyring og dokumentation. Jeg er overbevist om, at det øger trivslen for alle, siger Dennis Kristensen, Formand for FOA.

- Det er vigtigt ledelsesmæssigt at understøtte friere rammer og plads til faglighed i de udførende led i organisationen. Det kræver mere tillid og albuerum til de offentlige topledere. Det giver derfor god mening for politikerne at overveje, i hvilket omfang de bevæger sig ned i ledelsesrummet med overdreven detailstyring, siger Henrik Kolind, formand for Kommunaldirektørforeningen.

- Vi har noteret os de nye politiske udmeldinger fra forskellige sider af salen i forhold til et opgør med det styrings- og dokumentationsregime, som de offentlige arbejdspladser er underlagt. De udmeldinger vil vi gerne kvittere for, og vi ser meget frem til sammen med de andre parter i projektet at bidrage til at forandre tingenes tilstand, siger Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet.

- Alle har interesse i, at ressourcerne bruges målrettet og ansvarligt. Desværre er nogle metoder blevet for én-øjede, når vi forvalter pengene til velfærd. Vi skal have ændret de rigide målstyringsredskaber, der skaber tunnelsyn hos både ledere og medarbejdere, fordi man overser helheden og bliver fanget i, at ”operationen lykkedes, men patienten døde”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

- Jeg er glad for, vi nu er gået sammen om at sætte en ny dagsorden for udvikling af den offentlige sektor. Vi vil holde politikerne op på udmeldinger om fornyelse af velfærdssamfundet og opgør med overdreven kontrol og bureaukrati. Vi sætter også spot på, hvordan offentligt ansatte i fælleskab kan få faglighederne til at spille ægte sammen så resultater og tilliden til institutioner, forvaltning og det politiske system styrkes, slutter Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf.

Parterne i dette brobygningsprojekt er enige om, at samarbejdet skal bringes fra ord til handling. Der er derfor en række aktiviteter i støbeskeen – både rettet mod samarbejdet på arbejdspladserne og på politisk niveau fx i forhold til arbejdsgiverne i den offentlige sektor.

Yderligere kommentarer:

Dennis Kristensen, FOA træffes på mobil 40 18 42 81

Grete Christensen, DSR træffes på mobil 20 13 71 55

Claus Oxfeldt, Politiforbundet træffes på mobil 51 27 30 30

Henrik Kolind, Kommunaldirektørforeningen træffes på mobil 20 10 66 88

Lisa Herold Ferbing, Djøf træffes via Djøfs pressechef på mobil 21 49 01 73

 

Information om Djøf

Djøf
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K

33 95 97 00https://www.djoef.dk/

Djøf er den faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende. Vi repræsenterer over 91.000 medlemmer, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige i Danmark og udlandet.

Fælles for djøferne er deres centrale betydning for udviklingen og driften af såvel private virksomheder som offentlige organisationer. Djøferne løfter komplekse opgaver, der kræver analytiske evner og stor indsigt i nationale og internationale forhold. Djøfere varetager mange forskellige funktioner inden for ledelse, administration, økonomi, jura, kommunikation, HR, marketing, undervisning og forskning med mere.

Følg pressemeddelelser fra Djøf

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Djøf

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum