Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Virker bredbåndspuljen efter hensigten?

Del
Bredbåndspuljen skal evalueres. Energi-, forsynings- og klimaministeren opfordrer alle interesserede til at bidrage.

De politiske partier bag bredbåndspuljen skal snart tage stilling til, om bredbåndspuljen skal fortsætte i 2018-2019. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har derfor igangsat en evaluering af puljen.

”Danmarkshistoriens første bredbåndspulje har været en succes i den forstand, at der har været massiv interesse for at søge midlerne fra hele landet. Vi kunne have tømt puljen op til flere gange, hvis alle ansøgninger skulle have haft støtte. Nu er det tid til at evaluere de første to runder og se på, om puljen har virket efter hensigten i forhold til at få hurtigt bredbånd ud til de områder, hvor det hidtil har været svært at få bredbåndsudbyderne til at investere på rent kommercielle vilkår. Men vi skal også være sikre på, at puljen ikke har bremset udbydernes udrulning af bredbånd på rent kommercielle vilkår. Derfor vil vi gerne have alle med interesse i puljen til at komme med deres bidrag nu”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Bredbåndspuljen blev vedtaget i februar 2016 som en del af Venstre-regeringens aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative om ”Vækst og udvikling i hele Danmark”. Bredbåndspuljen er på i alt 200 mio. kr. og udmøntes over fire år i perioden 2016-2019. I 2016 var der afsat 80 mio. kr. i puljen, og i 2017- 2019 er der afsat 40 mio. kr. om året.

I 2016 blev der givet tilskud til 31 projekter i 21 kommuner, hvoraf der blev givet delvist tilskud til et enkelt projekt. Projekterne var geografisk fordelt over store dele af landet, og vil give bedre dækning til godt 3.700 adresser. Langt hovedparten af midlerne gik til bredbåndsprojekter i mindre befolkede områder. Men der var også projekter i tætbebyggede byområder, som modtog støtte.

”De projekter, som fik tilsagn om støtte sidste år, levede alle op til de krav, der er fastlagt i den brede politiske aftale om bredbåndspuljens kriterier. Men det er vigtigt at undgå, at puljen finansierer bredbåndsudrulning i tætbefolkede områder, hvor det burde være muligt for udbyderne at etablere hurtigt bredbånd uden statsstøtte. Hvis vi fastholder midlerne til 2018-2019, er det skal vi derfor se på, hvordan vi kan få kriterierne målrettet mere mod de tyndt befolkede områder, som vi havde i tankerne, da puljen blev skabt. Det vil jeg tage op med de politiske partier bag puljen sidst på året, når evalueringen er færdig”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Læs mere om høringen vedrørende evalueringen af bredbåndspuljen på Energistyrelsens hjemmeside.

Fakta

Bredbåndspuljen er en del af den politiske aftale om ”Vækst og udvikling i hele Danmark” fra februar 2017. Puljen er på i alt 200 mio. kr. I 2016 var der afsat 80 mio. kr., mens der i 2017- 2019 er afsat 40 mio. kr. hvert år.

Puljen er målrettet områder, hvor der ikke er adgang til mindst 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload. Der kan gives tilskud til infrastruktur, der senest i 2020 skal kunne levere 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload.

I 2016 blev der givet tilskud til 31 projekter, hvoraf der blev givet delvist tilskud til et enkelt projekt. Projekterne var geografisk fordelt over store dele af landet. Projekterne vedrørte godt 3.700 adresser i 21 kommuner.

Den daværende regering indgik i april 2016 aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre om de kriterier, der skal gælde for bredbåndspuljen.

Midlerne fordeles efter en pointscore ud fra fem objektive kriterier, som er fastlagt i aftalen:

  • Tilslutningsprocent ved adgang til maksimalt 10/2 Mbit/s
  • Tilslutningsprocent ved adgang til maksimalt 5/1 Mbit/s
  • Projektets størrelse
  • Totalprisen per tilslutning
  • Andel af egenbetaling

Det er i den politiske aftale om puljen fastlagt, at puljen skal evalueres i 2017 med henblik på at vurdere, om puljen har virket efter hensigten, og at den ikke har hæmmet udrulningen af bredbånd på kommercielle vilkår.

Som led evalueringen har Energistyrelsen den 2. oktober 2017 igangsat en offentlig høring, hvor alle interesserede kan bidrage med synspunkter og forslag. Der er frist for at afgive bemærkninger mandag den 23. oktober 2017.

Energi-, forsynings- og klimaministeren vil sidst på året drøfte resultatet af evalueringen med partierne bag bredbåndspuljen.

Kontakter

Souschef i pressetjenesten
Rasmus Bjørn
41729077
rasbj@efkm.dk

Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K

41723805http://kefm.dk

I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.

Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye