Vildere end børnene tror: 2 ud af 3 ved ikke, at vi har hajer og blæksprutter i Danmark
De fleste børn er ikke klar over, at den danske havnatur er levested for nogle af verdens mest kendte havdyr, viser ny undersøgelse. Det illustrerer tydeligt, at mange ikke ved, hvor vild og forunderlig den danske havnatur er, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. I dag tager de to organisationer hul på Naturens Uge, hvor børn i hele landet skal blive klogere på livet og naturen under overfladen.
I Danmark er vi omgivet af vand, og intet sted i landet er der længere end 52 kilometer til kysten. Alligevel er mange ikke klar over, hvilke vilde og fantastiske skabninger der lever under overfladen i de danske farvande. I hvert fald ikke, hvis man spørger den yngste del af befolkningen.
En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening, viser, at størstedelen af de 5-12-årige ikke ved, at nogle af de mest kendte havdyr rent faktisk findes herhjemme i Danmark.
Ifølge undersøgelsen er det for eksempel kun 35 pct. af børnene, der ved, at der findes hajer i Danmark, mens blot 38 pct. af børnene er bevidste om, at vi også har blæksprutter. Samtidig tror 23 pct. af børnene ikke, at sælen hører hjemme i danske farvande.
At det kun er relativt få børn, der forbinder arterne med den danske havnatur, kommer ikke bag på Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun mener, at det derimod er et godt eksempel på, at havnaturen får alt for lidt opmærksomhed.
– Det er tankevækkende, at vores børn ikke ved, at nogle af de allerførste havdyr, de lærer at kende, faktisk lever i havet herhjemme. Men der er nok mange – helt sikkert også voksne – der anser hajer og blæksprutter som nogle eksotiske arter, der kun lever i fjerne egne og under varmere himmelstrøg. For mig at se illustrerer det meget godt, at der ikke er fokus nok på havet, og at vi bliver nødt til at gøre mere for at introducere vores børn til den danske havnatur. Vi skal åbne deres øjne for, hvor fantastisk og mangfoldig havnaturen er – ikke mindst så de bliver klar over, hvad vi risikerer at miste, hvis vi ikke passer på den, siger Maria Reumert Gjerding.
Udforsk livet i vandet
Det er ellers ikke, fordi børnene ikke kan lide at være i eller ved havet. I undersøgelsen svarer 83 pct. af børnene, at de synes, at det er sjovt at være i eller ved havet, mens 56 pct. finder det spændende.
Samtidig viser undersøgelsen, at stort set alle børn i alderen 5-12 år har prøvet at bade og soppe i havet herhjemme i Danmark.
Men når det kommer til at rette blikket under overfladen, er det straks mere begrænset med erfaring. Ifølge undersøgelsen har to tredjedele af børnene aldrig prøvet at snorkle eller dykke i havet herhjemme, mens hvert tredje barn aldrig har prøvet at fiske med net.
Og det er en skam, mener Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet. For selvom man hverken støder på hajer eller blæksprutter på en almindelig snorkel- eller fisketur i Danmark, kan mødet med nogle af de mange fantastiske arter, man kan finde i det kystnære vand, vække interessen for havet.
– Det gør indtryk på børnene, når først de får hovedet under vand og med egne øjne oplever liv under den blanke overflade. Eller når de hiver fiskenettet i land og får øje på, hvad de har fundet af smådyr og fisk. Så det handler virkelig om at få børnene ud til kysten og lade dem opleve, at havet rummer så meget mere, end hvad man kan se på overfladen. Det giver ikke kun gode oplevelser i den friske havluft – det kan også gøre børnene nysgerrige på, hvad der ellers gemmer sig i havet, siger Winni Grosbøll.
Fokus på naturen under overfladen i denne uge
I de kommende dage er der rig mulighed for at komme ud at opleve livet i havet. Naturens Uge, der begynder i dag, sætter i år særligt fokus på den blå natur, og i løbet af ugen bliver der afholdt offentlige arrangementer landet over, hvor man ikke mindst kan blive klogere på livet under havoverfladen.
Også hos skoler og dagtilbud i hele landet er der natur på skemaet. Her i hverdagene skifter flere end 106.000 børn deres klasseværelse eller dagtilbuddets indendørs rammer ud med den lokale natur.
Den landsdækkende naturuge bliver i dag skudt i gang af H.K.H. Kronprins Frederik, der sammen med 2. klasse fra Ørestad Friskole skal på opdagelse langs Amager Strandpark i København.
På naturensuge.dk kan man se, hvad der sker i løbet af ugen.
_________________________
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af Epinion i perioden 7. juni 2023 til 19. juni 2023 som webbaserede interview blandt 1.019 børn i alderen 5 til 12 år og deres forældre blandt et repræsentativt udsnit af målgruppen af børnefamilier. Forældrene har først besvaret en række indledende spørgsmål. Herefter har barnet, så selvstændigt som muligt, besvaret en række spørgsmål ved hjælp af blandt andet billeder og ikoner.
Epinion har spurgt børnene:
Nedenfor ser du nogle dyr. Nogle af dem findes i den danske natur. Hvilke af nedenstående dyr, tror du, findes i Danmark?
- Krabbe (DK): 95%
- Blæksprutte: (DK) 38%
- Salamander (DK) 53%
- Haj (DK): 35%
- Sæl (DK): 77%
- Dragefisk: 4%
- Elektrisk ål: 22%
- Krokodille: 4%
- Klovnfisk: 11%
- Piratfisk: 6%
- Jeg ved det ikke: 2%
Nedenfor er nogle billeder af forskellige ting man kan lave i naturen. Hvilke af følgende ting har du prøvet før?
- Rørt ved en vandmand: 69%
- Gået i bare tæer i tang: 64%
- Svømmet/badet i havet eller en sø: 88%
- Fisket med net i søer, havet eller vandløb: 69%
- Fisket efter krabber: 77%
- Slået smut med sten på stranden: 80%
- Snorklet eller dykket i havet: 33%
- Jeg har ikke prøvet nogle af tingene: 0%
- Husker ikke: 0%
Hvordan synes du, det er at være ved eller i havet eller søer?
- Sjovt: 83%
- Kedeligt: 6%
- Afslappende: 25%
- Farligt: 5%
- Skræmmende: 5%
- Spændende: 56%
- Ulækkert: 11%
- Noget andet – skriv gerne hvad: 3%
- Ved ikke: 3%
Epinion har spurgt forældrene:
Hvilke af følgende aktiviteter har dit barn prøvet?
- Badet i havet
- Prøvet i Danmark: 96%
- Prøvet i udlandet: 61%
- Har mit barn ikke prøvet: 2%
- Soppet i vandkanten
- Prøvet i Danmark: 98%
- Prøvet i udlandet: 65%
- Har mit barn ikke prøvet: 2%
- Dykket eller snorklet under vand i havet
- Prøvet i Danmark: 31%
- Prøvet i udlandet: 27%
- Har mit barn ikke prøvet: 58%
_________________________
FAKTA: Naturens Uge
- Naturens Uge er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for oplevelser i naturen.
- Formålet er at åbne naturen for børn og voksne og inspirere dem til at bruge naturen endnu mere året rundt.
- I år afholdes Naturens Uge d. 4.-10. september (uge 36) med offentlige natur- og friluftsarrangementer i hele landet.
- I løbet af hverdagene deltager skoler og dagtilbud.
- Tidligere gik begivenheden under navnet Naturens Dag. I 2021 blev Naturens Dag udvidet til Naturens Uge.
- Danmarks Naturfredningsforening oprettede Naturens Dag tilbage i 2004. Siden 2010 har Naturens Dag/Uge været et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.
- Naturens Uge er støttet af Nordea-fonden og 15. Juni Fonden.
- Sidste år deltog 205.000 børn og voksne i Naturens Uge.
- På naturensuge.dk kan man læse mere om Naturens Uge.
Nøgleord
Kontakter
Emil NielsenPressechef, Danmarks Naturfredningsforening
Tlf:31 19 32 46emil@dn.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Naturfredningsforening roser politisk forlig om grøn trepartsaftale18.11.2024 10:48:55 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforenings præsident Maria Reumert Gjerding glæder sig over, at der med den nye politiske aftale nu bliver sat skub i omlægning af landbrug til natur
Grønt opråb: Ikke mere byggeri på kysterne12.11.2024 09:45:40 CET | Pressemeddelelse
Det er stik mod alle politiske løfter om at passe bedre på vores natur i Danmark, at regeringen nu åbner for mere byggeri i blandt andet kystlandskaberne.
Unge samles for at bekæmpe nutidens udfordringer med overforbrug21.10.2024 16:24:04 CEST | Pressemeddelelse
Ungdomsbevægelsen FLOR samler i weekenden unge for at udvikle initiativer til et mere ansvarligt forbrug af jordens ressourcer. Dette gøres gennem oplæg fra eksperter og workshops, der belyser temaet fra forskellige perspektiver og skaber engagement til konkret handling.
Historisk iltsvind: Naturfredningsforening advarer mod at slække på kvælstofkrav4.10.2024 10:14:28 CEST | Pressemeddelelse
Ny rapport fra Aarhus Universitet viser det næstværste iltsvind nogensinde målt – 50 procent mere udbredt end sidste år. Danmarks Naturfredningsforening advarer regeringen og Folketingets partier mod planer om at slække på kvælstofkravene til landbruget.
Ny analyse: Treparten vil fjerne knap hver tredje husdyr i de 14 mest udsatte vandoplande27.9.2024 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
I den grønne trepartsaftale er det blevet besluttet, at Danmark skal nå sine vandmiljømål med målrettet udtag af landbrugsjord og markregulering af det resterende landbrugsareal, som de primære metoder. Det vil få store konsekvenser for husdyrproduktionen i visse dele af Danmark, viser ny analyse fra CONCITO og Danmark Naturfredningsforening.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum