Kræftens Bekæmpelse

Vigtigt med tryghed og sammenhæng, men sundhedsreform mangler fokus på forebyggelse og social ulighed

Del

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået aftale om en sundhedsreform, som skal give mere nærhed og sammenhæng for patienterne. Kræftens Bekæmpelse hilser det større fokus på patienterne velkomment, men savner fortsat mere konkrete tiltag i forhold til forebyggelse, social ulighed og måling af kvalitet.

’Et stærkere sundhedsvæsen – tættere på dig’, hedder den aftale, som regeringen tirsdag har fremlagt sammen med Dansk Folkeparti. Målet er styrke det nære sundhedsvæsen for at imødekomme det stigende behov for behandling i et samfund med stadig flere ældre og kronisk syge.

Kræftens Bekæmpelses adm. direktør Jesper Fisker støtter reformens intentioner om at styrke det nære sundhedsvæsen og om at tilbyde høj og ensartet kvalitet i det nære såvel som det specialiserede sundhedsvæsen.

- Der er et stort behov for at skabe mere tryghed og sammenhæng for patienterne. Det gælder ikke mindst for kræftpatienter, som ofte er igennem langvarige forløb på tværs af forskellige afdelinger og sektorer og møder mange forskellige sundhedspersoner. Det er en stor udfordring, som der er brug for løsninger på. Vi ser frem til, at aftalen forhåbentlig kommer ud til en bred drøftelse blandt alle aktører efter valget, det fortjener patienterne og sundhedsvæsenet, siger Jesper Fisker.

21 sundhedsfællesskaber og patient- og pårørenderåd

Ifølge aftalen skal der etableres 21 nye sundhedsfællesskaber, som skal sikre sammenhæng mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner. Sygehuse, kommuner og almen praksis skal forpligtes til at tage et fælles ansvar for patienterne i området.

Jesper Fisker glæder sig over, at der inden for hvert af de 21 sundhedsfællesskabers geografiske område skal vælges et patient- og pårørenderåd, som skal rådgive i forhold til udviklingen af sundhedsfællesskaberne.

Han efterlyser til gengæld fortsat et større fokus på forebyggelse og social ulighed i sundhed i aftaleteksten. Regeringen og Dansk Folkeparti lægger selv i aftaleteksten vægt på, at der er for stor ulighed – både geografisk og socialt.

Forebyggelse og social ulighed

For nyligt fremlagde Kræftens Bekæmpelse en rapport, som viser markant social ulighed i hele kræftforløbet. Ikke mindst er der en stor og stigende ulighed i overlevelsen efter kræft.

- For at løse problemet med social ulighed i sundhed, skal vi både styrke forebyggelsen, så vi forhindrer, at kræft og mange andre sygdomme overhovedet opstår. Og vi skal finde løsninger for de kræftpatienter, som har brug for endnu mere hjælp til at navigere gennem sundhedsvæsenet. Det havde jeg gerne set mere konkrete løsninger på i en sundhedsreform, siger Jesper Fisker.

Kvaliteten skal måles

Han efterlyser også et krav om monitorering af kvaliteten i det nære sundhedsvæsen samt en model for, hvordan det skal foregå.

- Det er afgørende vigtigt, at det nære sundhedsvæsen fungerer for patienterne, og at der er høj kvalitet i alle kommuner og hos praktiserende læger. Det kan vi kun vide, hvis vi måler på kvaliteten, og for Kræftens Bekæmpelse er det fundamentalt for en vellykket reform af sundhedsvæsenet, at den indeholder enkle redskaber til måling af kvalitet, siger Jesper Fisker.

Han understreger, at Kræftens Bekæmpelse meget gerne bidrager med viden om eksempelvis social ulighed, patienternes behov, kvalitetsmåling og forebyggelse.

Link til aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti

Kontakter

Lise Bondesen
Presse- og kommunikationsrådgiver
Kræftens Bekæmpelse
tlf. 35 25 74 00

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum