Udenrigsministeriet

Vigtig politisk dag for Danmark i Washington

Del
Fredag bliver en vigtig dag for de politiske og diplomatiske relationer mellem Danmark og USA. Udenrigsminister Anders Samuelsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen besøger deres respektive amerikanske kolleger.

USA er en vigtig allieret for Danmark, og fredag bliver de tætte bånd markeret, når to danske ministre på samme dag er i Washington D.C. for at mødes med deres amerikanske kolleger. Udenrigsminister Anders Samuelsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen holder bilaterale møder med hhv. udenrigsminister Mike Pompeo og forsvarsminister Jim Mattis.

Forud for NATO-topmødet til sommer er der flere vigtige emner, der skal drøftes. Den internationale sikkerhed mod både øst og syd er på dagsordenen.

State Department lægger fredag hus til mødet mellem udenrigsminister Anders Samuelsen og USA’s nye udenrigsminister, Mike Pompeo. Pompeo blev officielt udnævnt som udenrigsminister i slutningen af april i år. Anders Samuelsen bliver således blandt de første udenrigsministre, som mødes med sin nyudnævnte amerikanske kollega i Washington DC.

 ”Det transatlantiske forhold er helt afgørende for Danmark. Jeg har allerede haft lejlighed til en kort samtale med Pompeo i forbindelse med NATO-mødet tidligere på måneden, og jeg ser frem til at forsætte det gode samarbejde med min nye amerikanske kollega. At vi mødes så kort efter Pompeos indsættelse understreger vigtigheden af det dansk-amerikanske forhold. Jeg glæder mig til en forhåbentligt god dialog om de helt store udfordringer på den udenrigspolitiske dagsorden”, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

Samme dag tager USA’s forsvarsminister, Jim Mattis, imod Claus Hjort Frederiksen i Pentagon.

”Jeg ser frem til mødet med forsvarsminister Mattis, hvor vi skal drøfte det fortsatte militære samarbejde mellem USA og Danmark. Det gælder blandt andet indsatsen i Afghanistan og kampen mod international terrorisme herunder bekæmpelsen af ISIL. Da Mattis besøgte Danmark for et års tid siden, havde vi en god og åben dialog, og jeg er sikker på, at vi vil få et interessant møde, hvor vi også vil komme ind på Danmarks stærke bidrag til sikkerhed i Østersøen og Arktis”, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Kontakt, Forsvarsministeriet: pressevagten, 23 23 65 00

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye