Vi skal styrke livslang læring og skabe flere veje til job for fremtidens unge

Del
Der er vigtige og rigtige initiativer i både regeringsudspillet ”Danmark kan mere 3”, Venstres foreløbige uddannelsesudspil og Reformkommissionens udspil ”Nye Reformveje 1”. Men målet skal være livslang læring og midlerne bruges til at bygge bro til erhvervslivet, mener Lederne

”Vi har brug for at reformere kandidatuddannelserne, så flere unge får mere kontakt med erhvervslivet i løbet af uddannelsen. Det vil skærpe deres erhvervsrettede kompetencer, så de kommer hurtigere i job. Derfor er det positivt, at mange nu peger på både at styrke kandidatuddannelsernes kvalitet og udbygge erhvervskandidatordningen.”

Det mener Ledernes uddannelses- og ligestillingspolitiske chef, Christina Laugesen, efter regeringen i dag fremlagde udspillet ”Danmark kan mere 3” i kølvandet på Venstres foreløbige uddannelsesudspil i sidste uge og Reformkommissionens ”Nye Reformveje 1” fra april 2022.

”For Lederne er det helt afgørende, at vi styrker uddannelsernes kobling til erhvervslivet. For på den måde vil vi både mindske dimittendledigheden og øge relevansen og kvaliteten, så de studerende får erfaringer med at bringe kompetencer og metoder i spil undervejs i uddannelsen,” siger hun.

Derfor ser Lederne positivt på at udbrede den nuværende erhvervskandidatordning med en 2-årig ordning, hvor langt flere unge kan gennemføre en kandidatuddannelse sideløbende med joberfaring. Et greb, der sammen med resten af regeringens udspil, er med til at øge den strukturelle beskæftigelse med cirka 6.100 fuldtidspersoner ifølge regeringen. Og flere hænder er der i den grad brug for i en tid med buldrende mangel på arbejdskraft.

For Lederne er det positivt, at der skabes mere fleksible kandidatveje, så de unge har flere valgmuligheder. Det er dog afgørende vigtigt, at uddannelsernes kvalitet løftes, og at en kortere kandidat følges af bedre muligheder for at bygge mere uddannelse på senere.

”Det er en klar mærkesag for Lederne at udvikle flere muligheder for, at både ledere og medarbejdere opkvalificeres gennem hele livet. Fremtidens kandidater har brug for løbende at opkvalificere deres kompetencer, så de kan imødekomme nye forventninger til grøn omstilling og bæredygtig ledelse. Derfor er der behov for en reform af uddannelsessystemet, hvor livslang læring og kobling til erhvervslivet fylder mere. Lederne ser derfor positiv på intentionerne om at styrke koblingen til erhvervslivet og skabe bedre rammer for uddannelse og livslang læring for alle,” uddyber Christina Laugesen.

For Lederne er det dog centralt, at midler, der spares på hoveduddannelsen og SU, skal kanaliseres over i både øget kvalitet og videreuddannelse senere i livet. Og selvom Lederne grundlæggende er positive overfor den nye 1-årige kandidatuddannelse, så er regeringens forslag om at omlægge 50 pct. af kandidatuddannelserne til den nye 1- årige kandidatuddannelse for vidtgående.

”Det er helt afgørende, at udviklingen af den nye kandidatuddannelse bygger på grundig dialog med uddannelsessektoren og aftagerne i erhvervslivet – ligesom der bør høstes erfaringer med den nye kandidatuddannelse, før den udrulles i så stort et omfang, som regeringen lægger op til,” siger Christina Laugesen. 

Kontakter

Information om Lederne

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S

3283 3283https://www.lederne.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lederne

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lederne

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye