Fængselsforbundet

”Vi mangler 16 betjente for at drive Horserød Fængsel”

Del

Personalemanglen i Horserød Fængsel er så stor, at det ikke længere er muligt at drive fængslet på en ordentlig måde. Det mener tillidsrepræsentant Michael Thomsen, der er stærkt bekymret for både ansatte og indsatte.

Ophavsret: Fængselsforbundet
Ophavsret: Fængselsforbundet

”Der skal 60 fængselsbetjente til. Vi er 44. Vi mangler altså 16 betjente for at kunne drive Horserød Fængsel på en anstændig måde. Det svarer til 26 procent,” siger Michael Thomsen, der er tillidsrepræsentant i det åbne fængsel uden for Helsingør.

Opgaverne for de 16 betjente som fængslet mangler, bliver fordelt ud på Horserøds 44 betjente. Det betød frem til første marts, at hver betjent fast skulle tage seks vagter ekstra om måneden. Oven i det kom dækning af sygdom.

I februar var hver fjerde vagt i fængslet en ekstravagt, og i perioden fra 1. januar til i dag er der blevet beordret 70 ekstravagter, som betjentene SKAL dække. Til sammenligning blev der i alt beordret 130 ekstravagter i hele 2018.

”For mig personligt betyder det, at jeg har 30-50 ekstra timer hver måned i overarbejde. Altså cirka én arbejdsuge. Nogle af vagterne tager jeg frivilligt for selv at kunne bestemme, hvor de skal ligge, så jeg kan holde fri på andre tidspunkter. Nogle af dem er beordrede. Tallet burde være meget, meget lavere, og jeg er endda ikke en af dem, der ligger i den høje ende,” siger Michael Thomsen, der er bekymret for sit eget og sine kollegaers privatliv.

”Det påvirker vores parforhold og familier rigtig meget, og folk er under stærkt psykisk pres. Min kone ved jo aldrig, når jeg kører om morgenen, om jeg kommer hjem samme dag eller dagen efter,” siger han.

Nedposteringer 1. marts
Fra første marts steg belægget i fængslet med 30 pladser. Det gjorde, at man ikke længere kunne opretholde normeringen og samtidig overholde hviletidsbestemmelserne i forhold til ekstravagter. Derfor besluttede ledelsen i fængslet at nedpostere med en vagt om formiddagen, tre om eftermiddagen og en om natten for på den måde at skære i antallet af beordrede vagter.

”Vores lokale ledelse kan sagtens se problemet, og nedposteringen er en stor hjælp i forhold til antallet af ekstravagter. Men det betyder også, at jeg for eksempel her til formiddag har ansvaret for seks afdelinger sammen med to kollegaer. Det er 110 indsatte. Vi sidder samlet på én afdeling for sikkerhedens skyld, så der er fem ubemandede afdelinger med indsatte, der sidder med narko-, drabs- og voldsdomme,” siger tillidsrepræsentanten og fortæller, at de i Horserød får hjælp fra de små arrester i hovedstaden.

”Vi sætter stor pris på al den hjælp, vi får fra vores kollegaer,” siger Michael Thomsen.

Personaleflugt
Den store mængde overarbejde og det generelle pres påvirker arbejdsglæden. Mange vælger derfor at søge andre job.

”Nu overvejer man det ikke længere. Nu søger man faktisk væk. I 2018 kom der ti nye medarbejdere til Horserød Fængsel, mens der var en afgang på 21 betjente. Samtidig er kapaciteten steget siden efteråret 2018, så vi er oppe på 250 indsatte. Det er helt katastrofalt i mine øjne,” siger Michael Thomsen.

Krydser fingre for, at der ikke sker noget
”Det er ren overlevelse for os betjente nu. Man går bare og krydser fingre for, at der ikke sker noget. Enten mellem de indsatte, der handler hash eller med de kvinder, vi har siddende og ofte på ubemandede afdelinger. Jeg er bekymret for, at vi ikke kan beskytte dem ordentligt mod for eksempel voldtægt. Jeg er bange for, at det hele lige pludselig eksploderer og ender med vanvittige overfald. Der kommer til at ske et eller andet, og det er både indsatte og ansatte, der er i fare,” siger Michael Thomsen.

Driftskritisk situation
Lene Møller-Nielsen er institutionschef i Horserød Fængsel, og hun kalder den nuværende situation for driftskritisk: ”Det er klart, at når vi mangler personale, og når vi nedposterer, så har det konsekvenser for driften og sikkerheden,” siger hun.

”Vi kan ikke ændre på omstændighederne, som der er nu. Vi mangler personale, og det er højkonjunktur i landet. Men vi rekrutterer på fuld drøn, og jeg tror, det er vigtigt at bevare modet og optimismen og se frem mod det vendepunkt, der kommer på et tidspunkt,” siger institutionschefen.

”Indtil da gør vi vores bedste, og jeg vil virkelig gerne anerkende personalets kæmpe indsats, og den belastning, de er under,” siger hun.



Kontakter

Billeder

Ophavsret: Fængselsforbundet
Ophavsret: Fængselsforbundet
Download

Information om Fængselsforbundet

Fængselsforbundet
Fængselsforbundet
Ramsingsvej 28A
2500 Valby

7255 9976http://faengselsforbundet.dk/

Fængselsforbundet har cirka 3.500 medlemmer og repræsenterer fængselsbetjente, værkmestre og uniformerede ledere i Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og på Færøerne. Desuden repræsenterer forbundet fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen. Vi er uafhængige af partipolitik og fokuserer alene på at forbedre vores medlemmers arbejdsliv.

Følg pressemeddelelser fra Fængselsforbundet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fængselsforbundet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum