UNEP DTU Partnership

Vi er længere fra klimamålene end vi troede

Del
Klima-ambitionerne skal mere en tredobles, viser ny rapport. Der er blevet længere mellem klimaløfter, og den reduktion af drivhusgasser der er brug for, hvis vi skal nå målene i Parisaftalen.

Afstanden er steget mellem den klimaindsats, som verdens lande har lovet at gennemføre inden 2030, og den indsats, der er brug for.
I hvert fald hvis Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 grader celsius – og om muligt nå ned i nærheden af 1,5 grader – ved udgangen af dette århundrede skal nås.

Det fremgår af den årlige Emissions Gap Report, der netop er blevet offentliggjort. Rapporten udgives af FN’s Miljøprogram i samarbejde med det danske UNEP DTU Partnership.

Det er niende gang at Emissions Gap rapporten bliver udgivet, og tidligere rapporter har vist, at der allerede var langt til målet, og at verden var på vej mod en stigning i den globale temperatur på over tre grader i 2100.
Dette års rapport viser, blandt andet på baggrund af nye tal fra IPCC klimarapporten, at vi er længere fra målet, end vi troede.

Utilstrækkelige løfter

Rapporten beskriver, som den engelske titel antyder, det gab, der er mellem landenes målsætninger og løfter om, hvor meget de vil nedbringe udledningen af drivhusgasser, og så den reduktion, der rent faktisk er brug for, hvis vi skal begrænse den globale temperaturstigning.

Samtidig indgår Rapporten som et centralt element i de kommende COP24 klimaforhandlinger, der starter i Polen i begyndelsen af december.

Direktør i UNEP DTU Partnership John Christensen har været en del af samtlige COP-forhandlinger som repræsentant for FN's miljøprogramer og er sammen med flere andre klimaforskere hovedforfatter på rapporten:

"De løfter, som verdens lande har givet i Parisaftalen, er utilstrækkelige, hvis vi skal nå målene i aftalen. Teknisk set er det stadig muligt at sikre, at den globale opvarmning ikke overstiger to grader, og helst holder sig under de 1,5, så vi undgår de værste konsekvenser, men det ser desværre meget svært ud.
Verdens lande er nødt til kollektivt at accelerere implementeringen af eksisterende løsninger, øge ambitionerne og komme med konkrete nye målsætninger for yderligere at reducere udledningen af drivhusgasser," siger han.

Årets Rapport viser blandt andet, at der er brug for tre til fem gange højere reduktioner i udledningen af drivhusgasser end det, som verdens lande har lagt op til at gøre i Parisaftalen.

Vi slår stadig rekorder for udledning

Hvis målene i Parisaftalen skal nås, er det nødvendigt at den globale udledning af drivhusgasser topper inden 2020. Desværre viser rapporten, at den nuværende klimaindsats langt fra er nok til at sikre, at det sker, og der er ingen tegn på, at udledningen er ved at nærme sig et topniveau.

I 2017 slog den totale udledning af drivhusgasser endnu engang rekord, med det der svarer til udledning af 53,5 gigaton eller 53.500.000.000 ton CO2.

For at nå målet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grad ved udgangen af århundredet, så skal det tal mere end halveres i 2030.

"Der er skræmmende konsekvenser for hele verden, hvis vi ikke får ændret på den nuværende kurs. En halvering af udslippet på de næste 12 år er måske ikke sandsynligt, men hver halve grad, temperaturen stiger, betyder uhyrligt meget for konsekvenserne, så er det utroligt vigtigt at blive ved med at øge vores aktiviteter for at reducere udledningen af drivhusgasser," siger John Christensen.

Han tilføjer, at rapporten desværre også viser, at langt de fleste af verdens største lande, ikke ser ud til at kunne opfylde deres klimamålsætninger i 2030.

"Der er altså både et stort gab mellem det, som verdens lande har lovet at gøre, og det som der er brug for, og endnu et mellem det lovede, og så det der rent faktisk bliver gjort."

Hvad skal der gøres?

Emissions Gap rapporten adskiller sig fra mange andre klimarapporter ved, at den ikke kun kommer med dårlige nyheder. Ligesom tidligere års udgivelser, så præsenterer dette års rapport nogle af de vigtigste muligheder for at nå klimamålene, og dokumenterer, at hvis der er politisk vilje så kan målene nås med eksisterende løsninger

Den peger på nødvendigheden af, at alle lande ikke bare arbejder på at nå deres løfter i Parisaftalen inden 2030, men også at de drastisk øger deres ambitioner inden for de næste to år.

I 2020 skal verdens lande opdatere deres klimamålsætninger, som skal bidrage til opfyldelsen af Parisaftalen. Selvom de fleste altså endnu ikke lever op til deres målsætninger fra aftalens indgåelse, så er det ifølge UNEP DTU Partnerships direktør John Christensen en gylden mulighed for at hæve ambitions- og aktivitetsniveauet globalt og rette klodens klimakurs.

Løsningerne eksisterer allerede

Den gode nyhed er, at de tekniske løsninger, der er nødvendige for at nå målene og reducere udledningen af drivhusgasser tilstrækkeligt, allerede eksisterer. Teknologi, der ikke bare vil hjælpe klimaet, men også vil bidrage positivt til opfyldelsen af flere af de 17 Verdensmål.

Det drejer sig især om teknologi inden for tre områder: Bæredygtig energi, energieffektiv teknologi og transport og stop for afskovning.

For at det fulde potentiale for klimavenlig teknologi kan blive udnyttet, peger rapporten på, at finanspolitikken i mange lande skal geares til den nødvendige omstilling til en økonomi baseret på lav udledning af drivhusgasser.

"Der mangler simpelthen politiske visioner for, hvordan vores samfund og liv kan komme til at se ud i en klimavenlig fremtid. Det er klart, at en omstilling af den størrelsesorden som denne rapport, og verdens klimaudfordringer generelt, kalder på, tager tid. Men vi er nødt til at komme op i gear.
Der er simpelthen ikke noget alternativ," afslutter John Christensen.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Information om UNEP DTU Partnership

UNEP DTU Partnership
UNEP DTU Partnership
Marmorvej 51
2100 København Ø

http://www.unepdtu.org/

Om Emissions Gap Report:

The Emissions Gap Report' udarbejdes af et internationalt hold af førende klimaforskere, og udgives for at informere beslutningstagere og støtte diskussionerne under klimatopmøderne. Den giver en videnskabelig baseret vurdering af det globale udslip af drivhusgasser og beskrive strategier og teknologier, der kan begrænse og nedbringe udslip.

Omkring 50 forskere fra hele verden bidrager til rapporten, der er en såkaldt assessment report, der opsummerer den nyeste, relevante klimaforskning.

Rapporten udgives af FN's Miljøprogram, og koordineres af UNEP DTU Partnership.

Om UNEP DTU Partnership:

UNEP DTU Partnership er en ledende international forskningsinstitution inden for energi, klima og bæredygtig udvikling beliggende i FN-byen i København. Partnerskabet arbejder sammen med udviklingslande over hele verden om klimatilpasning, reduktion af CO2 udledning og implementeringen af grøn teknologi, fokuseret på at nå mål 7 og 13 om grøn energi og klimaindsatsen i FN's verdensmål for bæredygtig udvikling.
Det gøres især ved at arbejde målrettet for at integrere landenes klimamålsætninger og løfter til Parisaftalen i nationale udviklingsstrategier.

UNEP DTU Partnership blev etableret i 1990 som et samarbejde mellem FN's miljøprogram, DTU og Udenrigsministeriet.

Følg pressemeddelelser fra UNEP DTU Partnership

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra UNEP DTU Partnership

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye