DI Vestsjælland

Vestsjællands kommuners erhvervsklima er på det jævne – men Sorø viser vejen.

Del
De vestsjællandske kommuner ligger igen i år i den nedre halvdel i Danmarks største undersøgelse af forholdene for virksomhederne i landets kommuner, Dansk Industris undersøgelse Lokalt Erhvervsklima. Dog er kommunerne samlet blevet gode til at bruge private leverandører, og det offentlig-private samarbejde er meget vigtigt for erhvervslivet. Og så bryder Sorø Kommune billedet, og kommer som den eneste sjællandske kommune i år i top 10 med en flot 7. plads.

Ringsted og Kalundborg Kommune rykker lidt op og ned, men ligger stadig i midterfeltet, mens Holbæk, Odsherred og Slagelse ligger i den tunge ende.

Udover Sorø, som tager 1. pladsen af alle kommuner i kategorien ”Information og dialog” og ligger i top 10 inden for flere andre kategorier, er der ingen af de øvrige kommuner, som når top 10 i de forskellige kategorier.

Der er nok at tage fat på, lyder det fra DI Vestsjællands formand, Steen Søgaard:

- Først vil jeg sige et meget stort tillykke til Sorø Kommune med den flotte placering som nr. 7 på landsplan. Det er utroligt positivt at se en vestsjællandsk – ja, sjællandsk – kommune placere sig her. Det viser, at vi godt kan have fremragende erhvervsservice i området. Men det er trist, at så mange af de øvrige kommuner bokser med erhvervsvenligheden. Jeg vil kraftigt opfordre dem til at se mod Sorø og lade sig inspirere, især i en situation med COVID-19, som udfordrer mange virksomheder yderligere, siger Steen Søgaard.

- Om mindre end et år er der kommunalvalg. Resultaterne af undersøgelsen bør i den grad sætte erhvervspolitik på agendaen i flere af kommunerne. For det er virksomhederne og deres medarbejdere, som skaber fundamentet for, at vi har velstand og dermed også indtægter til kommunen. Derfor er der al grund til at skabe en service og nogle rammer, der gør det let at drive virksomhed i området.

Sorø Kommune:

Sorø er Danmarksmester i Information og Dialog

Ikke nok med at Sorø får en flot 7. plads i Lokalt Erhvervsklima – kommunen går også fra nr. 4 til nr. 1 i den vigtige kategori Information og Dialog. Samtidig sker der et stort hop i kategorien Brug af private leverandører – fra nr. 77 til nr. 17 – altså hele 60 pladser!

Det er ikke første gang, Sorø lægger sig i top 10 i Lokalt Erhvervsklima. I 2016 lå kommunen nr. 10, i 2017 nr. 6 – mens de to foregående år gav en plads som nr. 20 og nr. 21. Men i år er det altså tilbage i top 10 med en flot 7. plads. Sorø er den eneste kommune i Region Sjælland, som ligger i top 10 – og har ligget i top 10 indenfor de sidste 5 år. Derfor bør Sorø også tjene som eksempel for resten af kommunerne:

- Det er svært at få armene ned over den flotte placering af Sorø i Lokalt Erhvervsklima. Der skal lyde et meget stort tillykke og en stor opfordring til at fortsætte det fremragende arbejde til gavn og glæde for kommunens virksomheder. Med den foreløbige indsats burde top 3 være opnåeligt. Samtidig vil jeg opfordre til, at områdets øvrige kommuner sætter samme høje standard som Sorø, siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland.

 

Slagelse Kommune:

Lang vej tilbage til toppen for Slagelse

For tredje år i træk ligger Slagelse Kommune i den absolut triste ende af Lokalt Erhvervsklima-undersøgelsen med en 81. plads - én plads tilbage fra sidste år. De fysiske rammer og infrastrukturen halter, kommunens image er helt i bund, kommunikationen med virksomhederne får hug, og samarbejdet om arbejdskraft er også skidt. Kommunen ryger dog i mellemkategorien på indsatsen i forhold til uddannelse, skatter, afgifter og gebyrer – og fastholder en god brug af private leverandører.

- Det er i den grad trist, at Slagelse endnu engang ligger så dårligt placeret i Lokalt Erhvervsklima. Kommunen har utrolig meget potentiale med sin gavnlige placering midt imellem København og Odense med både tog og motorvej. Dét potentiale for erhvervsudvikling og pendling ind og ud kunne kommunen indfri i langt højere grad, hvis der kom et stramt fokus på at udvikle erhvervsområder og gøre det attraktivt at bosætte sig. Desværre har Slagelse et byråd, som har været præget af uro de sidste par år, og det tager jo fokus fra udviklingen af kommunen, siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland.  

 

Ringsted Kommune:

Fremgang for erhvervsvenligheden i Ringsted

Ringsted rykker i år fra nr. 66 til nr. 51 i Lokalt Erhvervsklima. Et spring på 15 pladser er yderst positivt. For mens den overordnede vurdering af erhvervsvenligheden står i stampe, så rykker kommunen i den rigtige retning på alle parametre, og på Image (nr. 31) og Arbejdskraft (nr. 23) rykker kommunen i den bedste tredjedel. På infrastruktur og transport hopper kommunen hele 30 pladser fra nr. 64 til nr. 34.

- Det er positivt, at Ringsted rykker fremad, og at kommunen især har rykket sig på ”Image” og ”Infrastruktur og Transport” såvel som på ”Arbejdskraft”. Ringsted Kommune er rigtig god til at udnytte den favorable placering midt på Sjælland ved at udvikle gode erhvervsgrunde og hjælpe med arbejdskraft til virksomhederne. Vi håber i den grad, at kommunen fortsætter den gode udvikling, siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland.

 

Odsherred Kommune:

Odsherred Kommune kæmper stadig

Det er stadig op ad bakke for Odsherred Kommune, omend kommunen rykker en enkelt plads fra nr. 84 til nr. 83 i Lokalt Erhvervsklima 2020. Vurderingen af den overordnede erhvervsvenlighed stiger en lille smule, mens kommunens image falder kraftigt fra nr. 63 til nr. 86. Sagsbehandlingen ligger igen i år i den dårlige ende på en 72. plads. Det er især behandlingen af byggesager, som er al for lang, og hvor fristen kun overholdes 2 ud af 5 gange. Der er dog en positiv udvikling i kategorien Information og Dialog med kommunen, som er værd at bide mærke i. Her går kommunen nemlig fra nr. 63 til nr. 48.

- Det er ærgerligt, at Odsherred Kommune ikke kan flytte sig mere i undersøgelsen, og at sagsbehandlingen halter så kraftigt. Men at der er kommet mere fokus på dialog med virksomheder er jo positivt og et godt udgangspunkt for at gøre noget ved de øvrige kategorier i det kommende år. Odsherred har fået en erhvervsstrategi, men noget tyder på, at erhvervslivet ikke har mærket den store forandring, siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland.

Kalundborg Kommune:

Kalundborg forbliver i midten af Lokalt Erhvervsklima 2020

Virksomhederne i Kalundborg anbefaler ifølge Dansk Industris store undersøgelse af danske kommuners erhvervsklima, Lokalt Erhvervsklima 2020, gerne andre at slå sig ned i kommunen, men giver alligevel kun kommunen et gennemsnitligt skudsmål. Kalundborg Kommune bliver nr. 59 i Lokalt Erhvervsklima i år. Erhvervsvenligheden ligger således på niveau med gennemsnittet på landsplan, og kommunen har ikke rykket sig de sidste 4 år.

I kategorierne ”Arbejdskraft” og ”Uddannelse” ligger Kalundborg i den tunge ende, mens kommunen ligger i top 30, hvad angår ”Brug af private leverandører” og ”Skatter, afgifter og gebyrer”. Samtidig hopper kommunen 20 pladser frem, når det handler om ”Image” – fra nr. 67 til nr. 47.

- Kalundborg er en kommune, hvor der sker meget på erhvervsområdet med tilflytning af virksomheder og etablering af nye uddannelser. Men Kalundborg har også en stor udfordring på folkeskoleområdet, hvor for mange elever tabes, siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland og fortsætter:

- Med udsigt til en ny strategi for skoleområdet håber vi i DI Vestsjælland, at det lykkes kommunen at sætte massivt ind. Børnene i Kalundborg Kommune er fremtidens medarbejdere, iværksættere og dem, der skal løfte velstand og velfærd ind i fremtiden. Så de skal også være beredt fagligt til at kunne løfte denne vigtige opgave.

Trods bedre image rykker Holbæk i den forkerte retning i Lokalt Erhvervsklima 2020.

Erhvervsvenligheden i Holbæk ligger igen i år under landsgennemsnittet, kommunen falder endda 10 pladser fra nr. 67 til nr. 77 i Dansk Industris undersøgelse af alle danske kommuners erhvervsvenlighed, Lokalt Erhvervsklima 2020. Samtidig falder tilfredsheden i den vigtige kategori ”Sagsbehandling”, som bl.a. dækker over tilfredsheden med og varigheden af bygge- og miljøsager. På den positive side rykker kommunen hele 44 pladser fra nr. 78 til nr. 34, når det handler om ”Image”. Det dækker bl.a. over en større tilfredshed med kommunens indsats for at fastholde og tiltrække nye borgere samt en positiv udvikling i nystartede virksomheder.

I én kategori er kommunen endnu engang danmarksmester i at være dårligst – nemlig, når det handler om ”Skatter, afgifter og gebyrer”. En 93. plads, sidstepladsen, bliver det til igen.

- På trods af ny erhvervsstrategi er der noget, der halter i Holbæk. Én ting er en masse gode tanker, men nu skal de også ud og blive til gode løsninger og service til kommunens virksomheder. At de helt grundlæggende ting som sagsbehandling og kommunikation fungerer, er afgørende for, at man kan drive en virksomhed effektivt. De områder bør politikerne gøre noget ved. Og samtidig kan vi kun udtrykke et stærkt ønske om, at dækningsafgiften igen bliver fortid i Holbæk Kommune – især i lyset af COVID-19, siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland.

 

FAKTA OM LOKALT ERHVERVSKLIMA 2020

  • DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2020, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 11. år i træk, at DI laver undersøgelsen.
  • 7.616 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 323.320 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 18 procent af den private beskæftigelse.
  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.
  • Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Følg Dansk Industri på:

    

Kontakter

For yderligere oplysninger kontakt konsulent Sigrid Wilbeck Hansen, siwi@di.dk, tlf.: 3377 3864 eller pressekoordinator Lars Bøgeskov, larb@di.dk, tlf. 3377 4782

Billeder

Information om DI Vestsjælland

DI Vestsjælland
DI Vestsjælland



For yderligere information om DI Vestsjælland:

Konsulent Sigrid Wilbeck Hansen
Mail: siwi@di.dk 
Tlf. 3377 3864

Sekretær Susanne Munk Jørgensen
Mail: sul@di.dk
Tlf. 3377 3924

Følg pressemeddelelser fra DI Vestsjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Vestsjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye