Globenewswire

Vestjysk Bank A/S

Del

Vestjysk Banks årsrapport 2020


Finanstilsynet

Nasdaq Copenhagen A/S

23. februar 2021


Hovedpunkter for 2020

Vestjysk Bank realiserede i 2020 et resultat efter skat på 303 mio. kroner, hvilket er i den høje ende af det udmeldte spænd på 260-320 mio. kroner. Resultatet er negativt påvirket af økonomisk usikkerhed i form af Corona-krisen og afrikansk svinepest i Tyskland. Dette har haft indvirkning på bankens nedskrivninger i form af et ledelsesmæssigt skøn. Banken har i 2020 øget det ledelsesmæssige skøn med 180 mio. kroner til i alt 310 mio. kroner som følge af den økonomiske usikkerhed, hvilket svarer til 3,3% af bankens nettoudlån.

Nedenstående sammenligningstal for 2019 er påvirket af Sparinvest transaktionen, hvor banken fik en gevinst på 142 mio. kroner.

  • Resultat efter skat udgør 303 mio. kroner mod 478 mio. kroner i 2019 (336 mio. kroner ekskl. Sparinvest), hvilket giver en forrentning af egenkapitalen på 9,8% p.a. efter skat.
  • Basisindtægter på 887 mio. kroner mod 1.055 mio. kroner i 2019 (913 mio. kroner ekskl. Sparinvest).
  • Kursreguleringer udgør 65 mio. kroner mod 185 mio. kroner i 2019 (58 mio. kroner ekskl. Sparinvest).
  • Omkostningsprocent på 59,8 mod 48,2% i 2019 (55,6% ekskl. Sparinvest)
  • Basisresultat før nedskrivninger på 357 mio. kroner mod 547 mio. kroner i 2019 (405 mio. kroner ekskl. Sparinvest).
  • Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender m.v. på 29 mio. kroner (64 mio. kroner i 2019). Nedskrivninger på landbrug viser en nettotilbageførsel.
  • Bankens kapitalkrav er på 12,8%, hvilket består af et individuelt solvensbehov på 10,3% og en generel kapitalbevaringsbuffer på 2,5%.
  • Bankens kapitalprocent udgør 24,7. Overdækningen er 11,9 procentpoint svarende til 1.574 mio. kroner. Korrigeres der for kapital, der vil skulle medgå til dækning af NEP-tillægget ultimo 2020 på 1,9 procentpoint, er overdækningen 10,0 procentpoint svarende til 1.303 mio. kroner.


Fusionen med Den Jyske Sparekasse
I november 2020 offentliggjorde banken fusionsplanerne med Den Jyske Sparekasse med Vestjysk Bank som det fortsættende pengeinstitut.

Det er positivt, at banken – oven på en række udfordrende år – nu har bragt sig i en position, hvor en fusion med et andet mellemstort pengeinstitut er blevet muligt.

Fusionen blev endelig godkendt på de ekstraordinære generalforsamlinger den 13. januar 2021. Finanstilsynet godkendte fusionen den 14. januar 2021. Med fusionen er banken Danmarks 8. største pengeinstitut målt på forretningsomfanget, der fremadrettet forventes at udgøre i niveauet 130 mia. kroner.

Ambitionen er at være Danmarks stærkeste lokalbank.

Fusionen forventes fremadrettet at medføre 150 mio. kroner årligt i synergier. Engangsomkostningerne ved fusionen forventes at udgøre 200 mio. kroner. 


Særlige forhold for banken i perioden, herunder Corona-krisens foreløbige betydning
Banken har i 2020 i særlig grad været påvirket af Corona-krisen, der tog fart i marts 2020 og er fortsat gennem 2020 og ind i 2021.

Banken har på trods af Corona-krisen indtil videre, kunnet opretholde sine aktiviteter og der har været en høj aktivitet blandt bankens kunder.

For erhvervskunderne har bankens rådgivere løbende været i kontakt med kunderne og individuelt aftalt, hvorledes banken kan hjælpe kunderne gennem Corona-krisen og yde rådgivning i brugen af de hjælpepakker, som regeringen og Folketinget har stillet til rådighed. Der har til dato ikke været en væsentlig direkte effekt på bankens udlån eller individuelle nedskrivninger.

På privatkundesiden har banken stillet diverse lånefaciliteter i form af ydelsesoverspring, midlertidige overtræk og øgede kreditter til rådighed for de kunder, der umiddelbart blev ramt af nedlukningen. Anvendelsen af disse tiltag har indtil nu været af begrænset omfang.

Banken er i denne situation positivt påvirket af branchefordelingen af bankens udlån. Hovedparten af bankens udlån ligger i brancher, der ikke er særligt hårdt påvirket af Corona-krisen. Især hoteller, restauranter, transport og detailhandel er ramt og disse brancher udgør omkring 10% af bankens samlede udlån.

Bankens to største brancher, landbrug og fast ejendom, er foreløbig begrænset påvirket af Corona-krisen. Coronapandemien har imidlertid været ødelæggende for minkbranchen og har medført nedlukning af branchen. Regeringens kompensationsordning til erhvervet vurderes at være tilfredsstillende for erhvervet ud fra en samlet økonomisk betragtning og ordningen har haft en positiv effekt på bankens nedskrivninger vedrørende erhvervet i 2020. Bankens eksponering mod minkbranchen udgør ca. 0,7% af det samlede bruttoudlån, hvilket er svarende til 112 mio. kroner.

For fast ejendom er der indtil videre en effekt fra erhvervslejemål, hvor huslejen er aftalt udskudt som følge af Corona-krisen. Alt efter længden og dybden af krisen, kan effekten øges. For privat boligudlejning har der endnu ikke været nogen væsentlig effekt og dette billede forventes ikke at blive væsentligt ændret.

Kunderne i privatsegmentet har det generelt godt og står stærkt rustet til at modstå virkningerne af Corona-krisen. Forventningen på længere sigt er stigende tab men samlet set på et håndterbart niveau.

Aktuelt er mælkeproducenterne gået fri af virkningerne fra Corona-krisen. Derimod er prisen på svinekød faldet gennem perioden og har stabiliseret sig på et acceptabelt niveau ultimo 2020. De relativt høje priser på svinekød i første halvår, har betydet nedbringelse af svineproducenternes gæld til banken og en del af disse kunder er nedskrivningskunder. Derfor har der været tilbageførsler af nedskrivninger indenfor denne branche i løbet af 2020. Det aktuelle udbrud af afrikansk svinepest i Tyskland har betydet, at bankens kunder indenfor produktion af smågrise, har haft svært ved at afsætte deres produktion til Tyskland. Dette har medført et kraftigt prisfald på smågrise og ligeledes en nedjustering af prisen på slagtesvin.

Brexit er blevet gennemført med en handelsaftale mellem Storbritannien og EU, hvilket betyder, at det danske fiskeri har adgang til at fiske i britisk farvand på midlertidige licenser, der forventes at løbe til 2026. Aftalen medfører en omfordeling af kvoteandele på op mod 25% af EU’s samlede fiskeri, der overdrages til Storbritannien. For bankens kunder indenfor erhvervet vurderes aftalen acceptabel i forhold til den frygtede Brexit uden handelsaftale.  

Banken følger fortsat udviklingen omkring Corona-pandemien og afrikansk svinepest nøje.

Det vurderes, at det ledelsesmæssige skøn for nedskrivninger på 310 mio. kroner til økonomisk usikkerhed er tilstrækkelige. Forudsigelser om de fremtidige konsekvenser af Corona-krisen og afrikansk svinepest er selvsagt behæftet med stor usikkerhed.


Forventninger til 2021

Banken forventer et resultat efter skat i 2021 i niveauet 500-550 mio. kroner, når der korrigeres for engangsposter ved fusionen med Den Jyske Sparekasse.


Telefonkonference

Der afholdes telefonkonference for analytikere den 23. februar 2021 kl. 09.30, hvor adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen kommer med kommentarer til årsrapporten 2020. Klik på dette link for registrering og deltagelse i konferencen:

https://event.loopup.com/SelfRegistration/registration.aspx?booking=ngBc8o3UGE9V8oU7IPBB9RV2CmFnlwrrVMbotVHo4zw=


Henvendelser
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen på tlf. 96 63 21 04.



Vestjysk Bank A/S

Kim Duus                                          Jan Ulsø Madsen

Bestyrelsesformand                             Adm. bankdirektør

Vestjysk Bank A/S Torvet 4-5

7620 Lemvig

Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28

www.vestjyskbank.dk





Vedhæftet fil


Information om Globenewswire

Globenewswire
Globenewswire
Denmark & Iceland


+45 89 88 2046http://globenewswire.com
DK