Esbjerg Kommune

Verdens største teaterfestival gør klar til Esbjerg

Del
108 professionelle teatre har meldt deres ankomst til Aprilfestival i Esbjerg Kommune. Opbakningen er stor fra både dagtilbud, skoler, kulturhuse og lokalsamfund, og det er lykkedes at finde scener til alle 159 forskellige forestillinger, som små og store kan glæde sig til at opleve fra den 27. marts til den 3. april.
Esbjerg Kommunes børn og unge - og deres familier - kan glæde sig til masser af gode teateroplevelser under Aprilfestival. Foto: Ditte Valente
Esbjerg Kommunes børn og unge - og deres familier - kan glæde sig til masser af gode teateroplevelser under Aprilfestival. Foto: Ditte Valente

Om godt to måneder rykker verdens største børne- og ungdomsteaterfestival ind i Esbjerg Kommune, og forberedelserne til ”Aprilfestival – teater for små & store” kører på højtryk. Heldigvis er det lykkedes at finde scener til de 108 professionelle teatre, der glæder sig til at vise 159 forskellige forestillinger i festivalugen fra den 27. marts til den 3. april. Det betyder, at publikum kan se frem til et spændende og alsidigt festivalprogram med i alt cirka 600 forestillinger.

25.000 gratis billetter

I centrum for Aprilfestival er kommunens børn og unge, og rigtig mange af dem får fornøjelsen af en teaterforestilling i deres dagtilbud, skole eller ungdomsuddannelse. Herfra er der nemlig stor opbakning til festivalen, som sætter teater på dagsordenen og giver børn og unge et spændende kig ind i kunstens og kulturens verden.

Også rundt i kommunens mindre og større lokalsamfund bliver der lagt scener til forestillinger i hverdagene, lige som weekenden byder på store forestillinger, som også er åbne for alle. Forestillingerne er gratis, og 25.000 billetter kan fra ti dage før festivalstarten bestilles på festivalens app eller hjemmeside.  

Stolthed på tværs af kommunen

Det er tredje gang, at Esbjerg Kommune har fornøjelsen af at være vært for Aprilfestival, der også var på besøg i 1983 og 2010, og formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, er glad for, at kommunen igen kan byde festivalen velkommen.

”Først og fremmest er Aprilfestivalen en oplagt mulighed for at give børn, unge og deres familier en masse gode teateroplevelser af høj kvalitet, og måske får flere mod på selv at prøve kræfter med scenekunsten. Samtidig er festivalen netop sådan et flagskib, som vi tror på, kan skabe kreativitet, energi og ideer til at gå nye veje i kulturens verden. En begivenhed af den kaliber skaber stolthed og samler os på tværs af kommunen, og den er med til at markere os på landkortet som en ambitiøs kulturkommune,” siger Jakob Lose.

Normal og tryg festival

Aprilfestivalen danner rammen om en række faglige aktiviteter for hundredvis af teaterfolk fra hele landet, og flere end 500 teaterfolk forventes at sætte kursen mod Esbjerg Kommune.

”Vi glæder os til at komme til Esbjerg og lave festival igen, og vi sigter efter at gennemføre en normal festival. Jeg vil gerne forsikre alle vores deltagere – både teatre, frivillige og publikummer – om, at vores festival bliver gennemført på en betryggende måde for alle parter, og vi overholder selvfølgelig alle relevante myndigheders retningslinjer”, fortæller direktør for Teatercentrum, Henrik Køhler, der også er Aprilfestivalens formelle leder.

 

Fakta om Aprilfestival

Aprilfestival – teater for små & store har eksisteret siden 1971 og afvikles hvert år et nyt sted i landet. Bag festivalen står Teatercentrum, som er en selvejende institution under Kulturministeriet, i tæt samarbejde med værtskommunen. Festivalen trækker med sin rejse rundt i landet spor af børnekulturelle aktiviteter efter sig og efterlader sig hver gang titusinder af børn og unge fyldt med kunstneriske indtryk. 

Kontakter

Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget, Esbjerg Kommune, tlf. 26 74 40 53, jl@esbjerg.dk


Henrik Køhler, direktør og festivalleder, Teatercentrum, tlf. 40 75 69 00, hk@teatercentrum.dk


Kirsten Bisgaard Kirchner, eventkoordinator, Esbjerg Kommune, tlf. 20 33 62 66, kikir@esbjerg.dk

Billeder

Esbjerg Kommunes børn og unge - og deres familier - kan glæde sig til masser af gode teateroplevelser under Aprilfestival. Foto: Ditte Valente
Esbjerg Kommunes børn og unge - og deres familier - kan glæde sig til masser af gode teateroplevelser under Aprilfestival. Foto: Ditte Valente
Download
Kunstneren bag årets festivalplakat er Lærke Cecilie Overgaard Hansen, som vandt Kulturskolen Esbjergs konkurrence i 2020 om at skabe en festivalplakat.
Kunstneren bag årets festivalplakat er Lærke Cecilie Overgaard Hansen, som vandt Kulturskolen Esbjergs konkurrence i 2020 om at skabe en festivalplakat.
Download

Information om Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune
Torvegade 74
6700 Esbjerg

76161616http://www.esbjerg.dk

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.

Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye