Kræftens Bekæmpelse

Ventetiderne er blevet kortere for kræftpatienter

Del
Patienter med alarmsymptomer på kræft kommer hurtigere i behandling langt de fleste steder i landet. Det konstaterer Kræftens Bekæmpelse efter fire år med målinger på behandlingstiderne i de såkaldte kræftpakkeforløb. Dog er der stadig steder i landet – særligt Region Hovedstaden – hvor der ikke er ordentligt styr på registrering af kræftpatienterne.

I første kvartal af 2017 blev 84 pct. af kræftpatienterne behandlet til tiden, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Til sammenligning var det kun 72 pct. af kræftpatienterne, der blev behandlet til tiden i første kvartal af 2013, som er tidspunktet, da Sundhedsdatastyrelsen begyndte at opgøre, hvor mange kræftpatienter der kommer i behandling inden for de fastsatte tidsfrister i kræftpakkerne.

Fremgangen i behandlingstiderne vækker forsigtig glæde hos Kræftens Bekæmpelse.

- Vi kan konstatere, at systemet med kræftpakkerne virker. Det er rigtig godt. Det betyder dog ikke, at vi er i mål. Der er stadig alt for mange mennesker, som kommer for sent i behandling. Men det betyder, at vi er på rette vej, og at der er grund til at fortsætte med at udvikle og forbedre kræftpakkeforløbene, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

Kræftpatienter kommer hurtigere i behandling

Særligt indenfor hoved- og halskræft er det gået fremad. I første kvartal 2013 var det kun 63 pct. af patienterne med hoved- og halskræft, der kom i behandling til tiden, mens hele 88 pct. kom i behandling til tiden i første kvartal af 2017.

- Vi kan se, at patienter, der har alarmsymptomer på kræft, kommer hurtigere i behandling. De får en mere rettidig behandling og dermed også på mange måder en bedre behandling, og det har betydning for overlevelsen. Der er stadig stor variation i behandlingstiden fra det ene sygdomsområde til det andet og fra region til region. Men vi kan se, at nogle regioner har arbejdet systematisk med at gøre behandlingen af kræft bedre og hurtigere, og det har virket, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Regionerne skal arbejde målrettet med kræftbehandling

I den ellers gode nyhed om hurtigere behandlingstid understreger Leif Vestergaard Pedersen dog også, at det de seneste år er gået langsommere med at skabe forbedringer. I første kvartal af 2014 var det nemlig også 84 pct. af kræftpatienterne, der blev behandlet til tiden.

- Vi har tidligere påpeget, at udviklingen de seneste år er fladet ud, derfor er der stadig et stort stykke arbejde i at få kræftpatienterne endnu hurtigere i behandling. Men overordnet går det den rigtige vej, og det er godt.  Så ved vi, at kræftpakkeforløbene virker, og vi skal fortsætte i den retning. Men det kræver stadig, at regionerne arbejder meget systematisk med at få endnu hurtigere og bedre behandling af kræftpatienterne, for det kan godt lade sig gøre at blive bedre, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Region Hovedstaden halter stadig bagud

Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der stadig er store regionale forskelle i særligt registreringen af kræftpatienterne. Ikke mindst mangler Region Hovedstaden at registrere kræftpakkeforløb. I første kvartal 2017 blev der blot registeret 505 kræftpakkeforløb i Region Hovedstaden, hvilket er under halvdelen af, hvad der blev registreret på samme tidspunkt året før. Når regionen ikke registrerer deres egne kræftbehandlinger, bliver det svært at vurdere, om Hovedstaden lever op til kravene for kræftbehandling.

-Det er ganske enkelt ikke godt nok. Vi har sagt det før, og vi siger det igen. Region Hovedstaden skal rette op på den her dårlige registrering. Vi glæder os over, at ventetiderne på landsplan generelt er blevet kortere, men vi holder også et skarpt fokus på de regioner, som halter bagefter.  Og lige nu er det i særlig grad Region Hovedstaden. Vi har fået at vide, at de er i fuld gang med forbedringer, og det holder vi fortsat øje med, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Nøgleord

Kontakter

Mette Svalgaard
Presse- og kommunikationsrådgiver
Kræftens Bekæmpelse
Tlf. 28 99 01 21

Vedhæftede filer

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye