Vejles første el-taxi er på gaden
Taxivognmand Qasem Hassan Odis tilbyder borgerne i Vejle et grønt taxi-alternativ. Er taxien ledig og i nærheden, kan den med et tastetryk bestilles med app.

Taxivognmand Qasem fra taxiselskabet Dantaxi kører nu på anden uge sine kunder lydløst rundt i byen i sin Hyundai KONA el-taxi. Han regner med, at flere af hans kollegaer vil følge hans eksempel. Indtil videre har han det dog fint med, at hans el-taxi er Vejles eneste af slagsen:
Nysgerrighed fra kollegerne
- I dagligdagen oplever jeg stor nysgerrighed fra mine kollegaer. De vil høre om mine erfaringer. Hvor mange kilometer kan jeg i praksis køre på en opladning, hvor jeg oplader og hvor lang tid det tager. Jeg fornemmer, at flere taxivognmænd går med seriøse tanker om at skifte til el men lige vil se tiden lidt an. Personligt har jeg det fint med at være den første, og jeg har bestemt ikke fortrudt mit valg. Det er behageligt at køre i en el-bil, og foruden lavere driftsomkostninger giver jeg mit bidrag til at nedbringe CO2 udslippet i byen. Sidst men ikke mindst er kunderne glade for at køre i el-taxi. Jeg har kun fået positive tilkendegivelser, fortæller Qasem.
El-taxien kan bestilles på app
Qasems el-taxi er koblet på Dantaxis landsdækkende taxiapp, og det betyder, at man nu også i Vejle kan vælge en el-taxi som sin foretrukne taxi, når bestillingen sker via app.
- Hvis man aktivt vælger el-taxi, bliver det mig der kommer, hvis jeg er ledig og er i nærheden, forklarer Qasem.
Er el-taxien optaget, eller er den ikke på gaden, sender app'en automatisk en almindelig taxi til kunden.
Borgmester Jens Ejner Christensen: Dejligt med Vejles første el-taxi
Fra politisk side er der tilfredshed med, at Vejle nu er på kortet over byer, der har el-taxi:
- Det er dejligt, at Vejle nu har fået sin første el-taxi, siger borgmester Jens Ejner Christensen.
- Det harmonerer fint med målene i vores klimaplan om, at 30 % af vores personbiler skal køre på el i 2030. Til den tid skal kommunens egen bilflåde og den kørsel, vi bestiller, også køre på el. Så vi forventer, at vognmændene omstiller sig i de kommende år. Vi laver udbud om ladestandere, og bl.a. kommer der lynladestandere ved Vejle Syd og Vejle Nord, som taxi-vognmændene også kan bruge, da vi stiller krav om, at ikke-abonnenter også skal have rimelige vilkår, understreger borgmesteren.
Udmeldingen fra borgmesteren er bestemt noget der vækker glæde hos byens indtil videre eneste el-taxivognmand:
- Selvom det at køre el-taxi på langt de fleste punkter er en positiv oplevelse, er antallet af ladestandere og hastigheden man kan oplade med vigtig for mig som selvstændig vognmand. Det kan være langt til nærmeste lynlader, så flere lynladere er et kæmpe skridt i den rigtige retning, slutter Qasem.
El-taxien sparer klimaet for 8 gange så meget udledning som en privat personbil.
En el-taxi er ikke kun en mere behagelig arbejdsplads for føreren og et populært valg hos kunderne. El-taxier er også en fordel for miljøet. Det Økologiske Råd har tidligere fremført, at en taxi kører ca. 8 gange så meget som en personbil og at en el-taxi derfor kan spare både klimaet og luftforureningen i byerne for op til 8 gange så meget udledning som en privat personbil. Taxiselskabet Dantaxi som Qasem kører for, har cirka 200 el-taxier fordelt over hele landet, hvor Vejle nu er på Danmarkskortet med sin første af slagsen.
Nøgleord
Kontakter
Presseafdeling kan kontaktes direkte på
Tlf:+45 28 40 51 48presse@dantaxi.dkRasmus KrochinKommunikationschef
Tlf:+45 45 95 44 57rs@dantaxi.dkBilleder
Information om Dantaxi 4x48 A/S
Dantaxi og nul-emissions taxier
- Første el-taxi i Dantaxi kom på gaden i 2013. Selskabet har i alt cirka 200 el-biler.
- El-biler fra følgende bilproducenter findes i Dantaxi: Audi, Aiways, Hyundai, Jaguar, Kia, Mercedes, Nissan, Tesla og VW.
- Vejles første el-taxi er en Hyundai KONA. På landsplan kører der i Dantaxi 30 tilsvarende modeller og flere er på vej.
- Selskabet har el-taxier i Aarhus, Aalborg, Hjørring, Region Hovedstaden, Sønderjylland, Nykøbing Mors, Viborg og nu også i Vejle.
- I områder med mindst en el-taxi kan en el-taxi bestilles som kundens foretrukne valg via app. Denne funktion er netop gjort tilgængelig for kunderne i Vejle.
- Dantaxi driver, i samarbejde med E.ON, en af Europas største ladehub kun for el-taxier: Danhub. Ladehubben er beliggende i København, og flere hundrede el-taxier kan oplade her i døgnet.
Følg pressemeddelelser fra Dantaxi 4x48 A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dantaxi 4x48 A/S
Thisteds driftige taxavognmand er på vej med el-taxa nummer to11.11.2022 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
For 18 måneder siden havde vognmand i Thisted, Benny Hjorth, bare en enkelt taxa. I dag har han fire, hvoraf den ene kører på el, og en el-taxa mere er på vej. Timing er afgørende, og tidspunktet for at skifte til el er det helt rigtige nu, mener Benny Hjorth.
Romans flotte taxa vækker opsigt1.9.2022 14:24:22 CEST | Pressemeddelelse
Fra diesel- til ladestander: El-taxaer er ved at blive et almindeligt syn - også uden for de store byer. Taxavognmand i Billund, Roman Aghabyans, har for nylig omlagt driften til el, og hans nye taxa vækker opsigt i byen. Ikke mindst blandt turisterne.
Samme taxi-app i Danmarks 14 største byer15.7.2022 14:36:31 CEST | Nyhed
Dantaxi er netop kørt ind i Esbjerg, og dermed kan selskabets taxi-app bruges i de 14 største byer i Danmark.
Kortere ventetid på taxi med Dantaxi i Esbjerg14.7.2022 06:51:47 CEST | Pressemeddelelse
Lettere at få fat i en taxi i Esbjerg. Taxikunder i Esbjerg kender til at spejde forgæves efter en ledig vogn. Men nu har Dantaxi, der er Danmarks største taxiselskab, indgået samarbejde med lokale taxivognmænd i byen. Det er en god nyhed, for det bringer ventetiden på taxier i Esbjerg ned. Med Dantaxi i Esbjerg kan taxikunden med samme app bestille taxi i Danmarks 14 største byer.
Drop løbehjulet hvis promillen er for høj10.7.2022 20:09:58 CEST | Pressemeddelelse
Samarbejdet mellem Dantaxi og TIER udvides. Sommer og sol er for mange lig med fest og socialt samvær samt et glas eller to med familie og venner. Men bliver promillen for høj, skal man holde sig fra løbehjul og i stedet vælge taxi til hjemkørslen. Det mener TIER Mobility og Dantaxi, der råder over hhv. 800 el-løbehjul og 1.000 taxier i København og på Frederiksberg. Tiltaget mellem de tohjulede og de firhjulede hilses velkommen på Rådhuset.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum